Gå til hovedindhold

Orientering om mistænkelig aktindsigt – undlad at svare

OPDATERET MED SENESTE VIDEN.
Flere fjernvarmeselskaber har modtaget en mistænkelig aktindsigt, som forventes at stamme fra AI. Dansk Fjernvarme samarbejder med myndighederne om det videre forløb.

3. nov. 2026
Sofie Karoline Høgedal, skh@danskfjernvarme.dk
Indgangen på fjernvarmens hus, hovedsæde for Dansk Fjernvarme

Indhold

    Opdatering 4/11 kl.10.26:
    Myndighederne opfordrer til, at man undlader at besvare henvendelsen, stopper yderligere korrespondance, og afventer videre information fra myndighederne.

    Denne artikel opdateres, når der er ny information.

    ************************************************************************************************

    Flere fjernvarmeselskaber har den seneste uge fået omfattende anmodninger om aktindsigt fra en afsender, der har initialerne E og F.

    Det er ikke kun fjernvarmeselskaber, der har modtaget henvendelserne. Også gymnasier, kommuner og videregående uddannelsesinstitutioner er blevet kontaktet. Det skriver DR i en artikel og Undervisningsministeriet i en pressemeddelelse.

    Anmodningerne vedrører blandt andet domme, kendelser og aktlister. Flere selskaber har efterfølgende modtaget spørgsmål om interne systemer, søgemuligheder og journalplaner.

    Stærk mistanke om en AI-agent

    Dansk Fjernvarme vurderer, at der er en stærk formodning om, at henvendelserne bliver sendt og fulgt op af en AI-agent – et program, der automatisk kan skrive og besvare mails.

    Det er endnu ikke afklaret, hvem der står bag, eller hvad formålet er.

    Dansk Fjernvarme har underrettet SektorCERT og relevante myndigheder med den nye viden, og opfordringen er, at påvirkede fjernvarmeselskaber anmelder anmodningen om aktindsigt til politiet med det samme. 

    Samtidig samarbejder Dansk Fjernvarme med relevante myndigheder og SektorCert om det videre forløb, og man melder ud så snart, der er ny information at berette om.

    Sikkerheden skal beskyttes

    Fjernvarme er en del af samfundets kritiske infrastruktur. Selskaberne skal derfor værne om sikkerheden og beskytte personoplysninger samt oplysninger om interne systemer og sikkerhedsprocedurer.

    For de mindre selskaber, der ikke har pligt til at give aktindsigt, er det Dansk Fjernvarmes opfattelse, at de fremover bør undlade at besvare yderligere anmodninger, hvis afsenderen ikke vil identificere sig, efter at selskabet har meddelt, at det ikke er omfattet af reglerne om aktindsigt.

    Er selskabet omfattet af offentlighedsloven eller andre regler om aktindsigt, skal anmodningen behandles efter de gældende regler. Manglende identifikation eller mistanke om brug af AI pt. er ikke i sig selv tilstrækkeligt til at afvise den, men ved at efterspørge enten at tilkendegive sig fysisk (på selskabets adresse) eller krydse af i en boks, om det er en robot, og vedkommende ikke kan efterleve en fysisk eller juridisk identifikation, kan man påberåbe sig længere sagsbehandlingstid for at afklare, om der er tale om et retsstridigt formål jf. § 9, stk. 2 i offentlighedsloven.

    Gem også de originale mails og eventuelle svar.

    Sidst opdateret: 4. november 2026

    Andre klikkede på...