Gå til hovedindhold
Sektorintegration
Varmekilder
Medlemmer

Overskudsvarme gør det billigere at holde varmen i Halsnæs

6000 fjernvarmekunder i Halsnæs Kommune vil fremover få overskudsvarme fra stålværket NLMK DanSteel. Det skyldes et lokalt samarbejde mellem Halsnæs Forsyning og NLMK DanSteel.

9. nov. 2026

Stålværket i Frederiksværk vil nu sende overskudsvarmen ud i fjernvarmenettet hos Halsnæs Forsyning til gavn for flere tusinde varmekunder. Foto: NLMK DanSteel.

Indhold

    I fremtiden bliver det ikke længere fuglene, der kan lune sig med overskudsvarme fra stålværket NLMK DanSteel. Det kan også varmekunder i og omkring Frederiksværk, Melby, Ølsted og Kregme i Halsnæs Kommune.

    Halsnæs Forsyning og NLMK DanSteel kan onsdag 11. november fejre indvielsen af et nyt anlæg, som udnytter overskudsvarmen fra stålværket i Frederiksværk.

    - Jeg er meget glad for, at vi i Halsnæs Forsyning kan gøre vores fjernvarme endnu mere robust og rustet til fremtiden, siger Matilde Ørsted, der i foråret tiltrådte som bestyrelsesformand i Halsnæs Forsyning.

    - Samtidig er jeg stolt over, at vi med dette meningsfulde lokale samarbejde bidrager til de landsdækkende mål om at nedbringe Danmarks samlede CO2-udslip, siger hun videre i en pressemeddelelse.

    Overskudsvarmen fra NLMK DanSteel er nok til at dække en fjerdedel af hele Halsnæs Forsynings produktion i Frederiksværk. Det svarer til ca. 2000 standardhuses varmeforbrug.

    I kombination med en ny varmecentral betyder overskudsvarmen, at kunder med et standardhus og et gennemsnitligt varmeforbrug vil kunne se frem til en besparelse på varmeregningen på ca. 1.000 kr. i den kommende fyringssæson.

    Produktion af stålplader kræver en temperatur på hele 1.200 grader. Stålværket NLMK DanSteel har derfor hidtil været nødt til at bruge energi på at køle processen ned med det resultat, at den overskydende varme gik tabt. Al denne overskudsvarme bliver nu i stedet udnyttet som fjernvarme.

    - Det er dejligt, at den energi, vi bruger til at opvarme vores stål, nu også kan komme borgerne i Frederiksværk til gode. På den måde får vi endnu mere værdi ud af energien, samtidig med at vi bidrager til at reducere CO2-udledningen, siger Fredrik Nilsson, CEO for NLMK DanSteel, og tilføjer:

    - Det er et godt eksempel på, hvordan samarbejdet med Halsnæs Forsyning skaber værdi for både virksomheden, klimaet og det lokalsamfund, hvor mange af vores medarbejdere bor.

    For Halsnæs Forsyning betyder overskudsvarmen desuden, at man nu har flere varmekilder til produktion af fjernvarmen. Når man i fremtiden kan benytte både træpiller, overskudsvarme, varmepumpe og el-kedel til at producere varme til kunderne, bliver produktionen langt mindre sårbar. Samtidig bliver det lettere at udfase brugen af træflis, som i dag udgør størstedelen af varmeproduktionen.

    - Samarbejdet med stålværket viser, hvordan vi gennem et lokalt samarbejde med industrien har mulighed for både at sikre borgerne billigere varmepriser og øge forsyningssikkerheden, siger borgmester Steffen Jensen.

    Sidst opdateret: 9. november 2026

    Andre klikkede på...