Gå til hovedindhold
Forsyningssikkerhed
Energiforbrug
Sektorintegration

Ny analyse: Større afhængighed af importeret strøm øger værdien af fjernvarmen

Danmarks elforbrug vokser hurtigere end elproduktionen, og importen af el er derfor stigende. Det gør et fleksibelt fjernvarmesystem med både store elforbrugere og regulerbar dansk elproduktion endnu vigtigere, viser ny analyse.

9. jul. 2026
Flemming Linnebjerg Rasmussen, fr@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Danmark bliver stadig mere afhængig af importeret elektricitet.

    En ny analyse fra Dansk Fjernvarme viser, at det samlede elforbrug de seneste fire år er vokset hurtigere end elproduktionen. Resultatet er, at Danmark i 2025 importerede væsentligt mere elektricitet fra nabolandene, end der blev eksporteret.

    Udviklingen er en naturlig del af et fælles europæisk elmarked, hvor strøm løbende flyder på tværs af landegrænser. Men den øger samtidig værdien af de fleksible energiressourcer, som Danmark selv råder over.

    Her spiller fjernvarmen en særlig rolle.

    - Danmark skal selvfølgelig fortsat være en del af det fælles europæiske elmarked. Men når vi bliver mere afhængige af importeret strøm, bliver det også vigtigere at udnytte de fleksible ressourcer, vi selv råder over, siger chefkonsulent Søren Lorenz Rask Søndergaard fra Dansk Fjernvarme og fortsætter:

    - Her spiller fjernvarmen en særlig rolle, fordi vi både kan flytte store mængder elforbrug til tidspunkter med overskud af strøm og fortsat også producere strøm på kraftvarmeværkerne, når situationen kræver det,

    Kan både aftage og producere strøm

    Elektrificeringen betyder, at stadig flere fjernvarmeselskaber investerer i store varmepumper og elkedler, som kan producere varme, når der er rigelig og billig strøm fra eksempelvis vindmøller og solceller.

    Samtidig råder mange fjernvarmeselskaber imidlertid fortsat over kraftvarmeanlæg, der kan producere elektricitet, når behovet opstår. Kombineret med store energilagre i varmeakumuleringstanke giver det fjernvarmen en fleksibilitet, som bliver stadig vigtigere i et energisystem med mere vedvarende energi og et stigende elforbrug.

    - Fjernvarmen er en af energisystemets væsentlige støddæmpere. Vi kan optage strøm, når der er rigeligt af den, og både reducere elforbruget og producere strøm, når elsystemet er presset. Den fleksibilitet bliver kun mere værdifuld i takt med, at elektrificeringen fortsætter, siger Søren Lorenz Rask Søndergaard.

    Analyse: Et energisystem i verdensklasse

    Ifølge analysen er det netop kombinationen af elektrificering, varmelagre og fortsat regulerbar kraftvarmekapacitet, der gør fjernvarmen til en vigtig brik i et robust energisystem.

    Derfor konkluderer analysen også, at en fuld elektrificering af fjernvarmen hverken er realistisk eller hensigtsmæssig. Det flerstrengede produktionssystem skal bevares, så fjernvarmen fortsat kan understøtte både forsyningssikkerheden og balancen i elsystemet.

    Sidst opdateret: 9. juli 2026

    Andre klikkede på...