Gå til hovedindhold
Forsyningssikkerhed
Elmarked & Eltariffer
Produktion

Strømproduktion fra havvindmølleparker er vigtig for fjernvarmen

Beslutningen om udbuddet af havvindmølleparkerne Nordsøen Midt og Hesselø er en stor fordel for fjernvarmeselskaber, der især om vinteren kan udnytte grøn el fra havet til grøn varme.

4. aug. 2026

Indhold

    Energistyrelsen har truffet beslutning om to store havvindmølleparker, der fra 2032 skal kunne levere mindst 1,8 GW grøn strøm. Vinderen af begge udbud er Vattenfall, og Dansk Fjernvarme glæder sig på vegne af sine medlemmer over, at udbuddet er lykkedes.

    - Det er absolut positivt, at der nu bliver tilføjet 1,8 GW elproduktionskapacitet fra havvind, der kan bidrage til den grønne omstilling og elektrificering af samfundet. Herunder ikke mindst den fortsatte elektrificering af den kollektive varmeproduktion til over to millioner boliger i Danmark, siger Søren Rask Søndergaard, der er chefkonsulent i Dansk Fjernvarme.

    Dansk Fjernvarme noterer sig, at den største produktion af strøm fra havvind finder sted om vinteren, hvor danske forbrugere og virksomheder også bruger mest strøm.

    - Det større forbrug gælder især for fjernvarmen, der bruger kollektive varmepumper og elkedler til at aftage strømmen fra havet og omsætte det til varme for mere end fire millioner danskere, forklarer Søren Rask Søndergaard.

    Fjernvarmeselskaberne spiller ikke alene en vigtig rolle ved at omsætte strøm fra havvindmølleparkerne til varme i danske boliger. Selskaberne er mindst lige så vigtige for fleksibiliteten i hele det danske energisystem, fordi fjernvarmens elkedler fx kan aftage strømmen, når den er i overskud og lagre den energi i akkumuleringstanke til senere brug.

    Beslutningen om havvindmølleparkerne i Nordsøen og Skagerrak styrker også den danske elproduktion og medvirker til, at der i fremtiden kan være tilstrækkelig med el til alle dem, der gerne vil elektrificere og øge deres elforbrug.

    - I år har der været stort fokus på mangel på elnetkapacitet i Danmark, men et lige så stort problem er manglen på strøm, og Danmark bliver mere og mere afhængige af udlandet for at dække vores elforbrug. De to havvindmølleparker bliver et skridt på vejen til at afhjælpe dette problem, når de står færdige i 2032, siger Søren Rask Søndergaard.

    Sidst opdateret: 4. august 2026

    Andre klikkede på...