Gå til hovedindhold
Kundeforhold
Produktion
Dansk Fjernvarme

Temadag: Lavere temperaturer påvirker virkningsgrad og økonomi

Fjernvarmeselskaber kan bl.a. få en forbedret effektivitet af deres varmepumper og udnytte overskudsvarme, hvis de sænker temperaturerne i fjernvarmesystemet. Hør mere om det på temadag den 4. juni.

23. mar. 2026
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

- I løbet af temadagen vil vi vise, hvordan lavere temperaturer påvirker virkningsgrader og produktionsøkonomi, og hvilke implementeringsstrategier og virkemidler der kan bringe kunderne og selskabets arbejde med lavere temperaturer “i mål”, forklarer Søren Junge Bak. Foto: Jesper Voldgaard.

Indhold

    Flere fjernvarmeselskaber har skruet ned for varmen i fjernvarmesystemet – eller varsler, at det er på vej. Det sker både for at gøre klar til fremtidens fjernvarme, men også for at bringe sig selv og omgivelserne i mål med sine mål for grøn omstilling.

    Den lavere temperatur betyder nemlig, at der skal bruges langt mindre energi til at producere varmen, selv om det er uden betydning for den enkeltes kundes temperatur i boligen. I hvert fald for langt de fleste, hvis man løbende har fået tjekket og justeret sit anlæg, så det er velfungerende.

    Dertil kommer, at fjernvarmeselskaberne også kan få en bedre udnyttelse af overskudsvarme og forbedrede driftsvilkår for kondenserende anlæg.

    - Det er dog vigtigt at holde sig for øje, at gevinsterne kun realiseres, hvis kundernes installationer samtidigt kan levere tilfredsstillende komfort og varmt brugsvand ved lavere temperaturer – og hvis afkølingen fortsat er god og returtemperaturen er lav, siger chefkonsulent i Dansk Fjernvarme, Søren Junge Bak.

    Konkrete eksempler

    Det bliver der arbejdet mere i dybden med, når Dansk Fjernvarmen den 4. juni afholder temadag – ”Lavtemperaturfjernvarme i hele forsyningskæden” -  i Fjernvarmens Hus i Kolding.

    Formålet med temadagen er ifølge Søren Junge Bak at gøre deltagerne klogere på strategier for lavtemperaturfjernvarme i hele forsyningskæden.

    - I løbet af temadagen vil vi vise, hvordan lavere temperaturer påvirker virkningsgrader og produktionsøkonomi, og hvilke implementeringsstrategier og virkemidler der kan bringe kunderne og selskabets arbejde med lavere temperaturer “i mål”, forklarer han.

    En vigtig del af hele processen – udover det rent tekniske – er, at fjernvarmeselskaberne skal i dialog med sine kunder, fordi det kræver noget af dem. Samtidig vil der på temadagen være fokus på den ofte oversete faktor: Brugeradfærd og drift, der kan være afgørende for afkøling og lave temperaturer.

    - Målet med temadagen er at give et samlet billede af, hvordan lavere temperatur i fjernvarmesystemet kan implementeres i praksis – teknisk, økonomisk og i samarbejde med kunderne, siger Søren Junge Bak.

    Sidst opdateret: 23. marts 2026

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...