Rekruttering: Færre unge og faglærte udfordrer fremtidens rekruttering
De næste 10 år vil antallet af 16-25-årige falde med 10 procent. Mindre ungdomsårgange og færre faglærte er blandt udfordringerne for rekrutteringen til fjernvarmebranchen.
En analyse fra SMVdanmark viser, at antallet af 16 til 25-årige falder i 96 ud af 98 kommuner frem mod 2036. Samlet set bliver der over de næste 10 år omkring 66.000 færre unge i Danmark, svarende til et fald på knap 10 procent.
Flere gymnasier og erhvervsskoler ser allerede faldende elevtal, og de mindre ungdomsårgange – og færre uddannede unge – risikerer at mindske udbuddet af arbejdskraft og dermed yderligere udfordre fjernvarmebranchens rekruttering af nødvendig arbejdskraft.
Vi har samlet fem nøgletal, der beskriver den aktuelle udvikling:
19 procent af de unge, der afsluttede grundskolen i 2026, har søgt om optagelse på en erhvervsuddannelse. Det er et fald på 1 procentpoint i forhold til 2025 – svarende til næsten 800 unge. Faldet betyder samtidig, at søgningen er på sit laveste niveau siden 2017.
Kilde: DA, Dansk Arbejdsgiverforening.
Søgningen til erhvervsuddannelser er særligt lav for pigerne, hvor det kun er 10,7 procent, der har søgt en erhvervsuddannelse. Det er det laveste tal i statistikkens historie og tæt på en halvering siden 2009. Til sammenligning søger mere end hver fjerde dreng en erhvervsuddannelse.
Kilde: DA, Dansk Arbejdsgiverforening.
Der mangler allerede faglærte medarbejdere, men problemet kan blive endnu større de næste 10 år. I denne periode står antallet af faglærte til at falde med 160.000 medarbejdere, svarende til hver femte medarbejder eller 20 procent – indenfor en række fag og brancher.
Kilde: DA, Dansk Arbejdsgiverforening.
84.043 personer søgte i 2026 en plads på en videregående uddannelse, hvilket svarer til en tilbagegang på 2 procent i forhold til 2025. Søgningen til STEM-uddannelser (teknisk-matematisknaturvidenskabelige uddannelser) og -itddannelser er faldet med henholdsvis 3 og 9 procent.
Kilde: Forsknings-, Uddannelses- og Digitaliseringsministeriet.
Interessen for maskinmesteruddannelsen vokser. Ansøgertallet i 2026 viser, at der er 80 flere ansøgere end sidste år – en stigning på 8 procent.
Kilde: Maskinmestrenes Forening, mmf.dk.
REKRUTTERING UNDER PRES
Meget tyder på at det i fremtiden bliver sværere at finde de medarbejdere, fjernvarmeselskaberne har brug for. Færre unge og faglærte øger konkurrencen, samtidig med at nye teknologier og krav kalder på nye kompetencer.
Magasinet Fjernvarmen har i oktober-udgaven set nærmere på, hvordan branchen og selskaberne kan arbejde strategisk med rekruttering og fastholdelse.
Flemming Linnebjerg Rasmussen
Redaktør for magasinet Fjernvarmen
Kommunikation om internationale forhold
Medlemskommunikation
Mobil: +45 51 15 80 84
E-mail: fr@danskfjernvarme.dk