Gå til hovedindhold
Dansk Fjernvarme

Von der Leyen gør energiuafhængighed til EU's næste store projekt

Europa skal bryde sin afhængighed af russiske brændstoffer, lød det i dagens "State of the European Union"-tale. Fjernvarmen kan spille en nøglerolle i at udnytte EU's egne ressourcer, påpeger Dansk Fjernvarme.

16. sep. 2026
Flemming Linnebjerg Rasmussen, fr@danskfjernvarme.dk

- Forandringer sker med forrygende fart. Udfordringerne er usædvanlige. Skal jeg beskrive Europa i dag, er mit bud følgende. Unionens tilstand er bedre end nogen sinde før. Unionens tilstand kan også føles mere usikker end nogen sinde før, sagde Ursula Von der Leyen. Foto: Europa Kommissionen

Indhold

    Europa skal være mere uafhængigt, og energi spiller en central rolle i den ambition.

    Det var et af budskaberne fra Europa-Kommissionsformand Ursula von der Leyen, da hun onsdag holdt sin årlige State of the European Union-tale i Europa-Parlamentet.

    Energi og forsyning var placeret så langt fremme i talen, at den første illustration ved siden af Ursula Von der Leyens ansigt var en grafik over det europæiske energimix.

    - Da Rusland lukkede for gassen, tog vi kampen op. Vores forsyninger er nu mere diversificerede. Og vi har investeret i vores hjemmeproducerede rene energi – vedvarende energikilder og kernekraft, sagde Ursula Von der Leyen og fortsatte:

    - Men så kom lukningen af Hormuzstrædet. Og igen mærkede vi med bitterhed omkostningerne ved vores afhængighed af importerede, fossile brændsler. Siden konfliktens begyndelse har importerede, fossile brændstoffer kostet os yderligere 90 mia. euro, uden at vi har fået et eneste energimolekyle mere ud af det. Så vi er nødt til at intensivere arbejdet med vores egen økonomisk overkommelige og hjemmeproducerede, rene energi. 

    Værktøjskassen byder på fjernvarme

    Von der Leyen pegede således på energiuafhængighed som en hovedopgave og blandt andet på behovet for at accelerere elektrificeringen af det europæiske energisystem som et af redskaberne. Det skal styrke Europas energisikkerhed, sænke energipriserne og gøre europæisk industri mere konkurrencedygtig.

    Det er samlet set en udvikling, som bør føre til at EU kigger endnu mere direkte i fjernvarmens retning, når det handler om redskaber, der kan hjælpe EU til at opfylde sine mål. Fjernvarmen kan således både afhjælpe afhængigheden af energi udefra og medvirke til at udnytte diverse EU-ressourcer inden for EU.

    Det er med andre ord muligt at styrke både sikkerhedspolitik samt energi- og klimapolitik ved at udnytte fjernvarmens potentiale i højere grad.

    Det påpeger Dansk Fjernvarmes områdeansvarlige for EU-anliggender, Jannick H. Buhl.

    - Når Europa skal gøre sig fri af importerede fossile brændsler, er det afgørende, at vi bliver bedre til at udnytte de energiressourcer, vi allerede har i Europa. Her har fjernvarmen en helt særlig rolle, fordi den kan samle en lang række lokale varmekilder og gøre dem til en del af et sammenhængende energisystem, siger han.

    Europa mangler ikke varme

    En stor del af Europas varmebehov dækkes fortsat af individuelle fossile løsninger. Samtidig findes der store mængder varme fra blandt andet industri, spildevand, datacentre, geotermi og andre kilder. Kilder, som i praksis er umulige at udnytte uden fjernvarmen.

    Netop dette er baggrunden for blandt andet Heat Roadmap Europe-analyserne, som har peget på et stort europæisk potentiale for at udnytte eksisterende og lokale varmeressourcer gennem blandt andet fjernvarmesystemer.

    Faktisk er der så megen potentiel varme tilgængelig inden for EU’s grænser, at vi slet ikke har behov for at importere energi til opvarmning, viser analyserne – hvis vi i stedet formår at opsamle og udnytte energien via fjernvarme.

    - Fjernvarmen kan være den infrastruktur, der forbinder overskudsvarme fra industrien, elbaserede energiløsninger, geotermi og mange andre lokale varmekilder med de europæiske forbrugere, siger Jannick H. Buhl.

    Elektrificering kræver fleksibilitet

    Ursula Von der Leyens fokus på elektrificering er samtidig tæt forbundet med fjernvarmens udvikling. For et mere elektrificeret Europa er først for alvor effektivt og sammenhængende hvis det spiller sammen med fjernvarmen.

    Fjernvarmesystemerne kan bidrage med fleksibilitet. Store varmepumper og elkedler kan omsætte elektricitet til varme, mens akkumuleringstanke og andre varmelagre gør det muligt at gemme energien som varmt vand og bruge den, når behovet opstår.

    - Når Europa elektrificerer, skal vi ikke kun tænke på, hvordan vi producerer mere elektricitet. Vi skal også tænke på, hvordan vi bruger den intelligent. Fjernvarmen kan være med til at koble el- og varmesystemet sammen og gøre det muligt at lagre energi som varme, når der er meget grøn strøm til rådighed, påpeger Jannick Buhl.

    Konkurrencedygtighed og grøn omstilling

    Energipolitikken blev i talen koblet tæt sammen med Europas konkurrenceevne.

    Von der Leyen fremhævede behovet for at styrke europæisk industri og reducere strategiske afhængigheder. Kommissionen har samtidig peget på elektrificering som et middel til både lavere energipriser, større energisikkerhed og øget konkurrenceevne.

    For Dansk Fjernvarme er det også vigtigt, at den grønne omstilling ikke bliver opfattet som en modsætning til europæisk konkurrenceevne.

    - Hvis Europa skal være konkurrencedygtigt på lang sigt, skal vi have adgang til energi, som både er sikker, prisdygtig og i stigende grad produceres i Europa. Den grønne omstilling er derfor ikke kun et klimaspørgsmål. Den er også en del af svaret på Europas sikkerheds- og konkurrenceevneudfordring, lyder det fra Jannick H. Buhl.

    Sidst opdateret: 16. september 2026

    Andre klikkede på...