Vorbasse har fået sine første fjernvarmekunder
Det nye varmeværk i Vorbasse er i drift, så de første kunder nu får deres varme fra det nye varmeværk, der bliver drevet af GEV. Overgangen fra gas til fjernvarme sparer 780 tons CO2 om året.
Svend Erik Schmidt og familien i Vorbasse blev den første kunde med fjernvarme. De øvrige varmekunder får fjernvarme inden udgangen af 2026. Foto: GEV.
Mandag den 20. april 2026 blev en helt speciel dag for familien Schmidt på Østervænget nr. 42 i Vorbasse. Som de første blev de tilsluttet fjernvarme fra det nyopførte Varmeværk. Varmeværket er et vigtigt skridt i den lokale omstilling til stabil og fremtidssikret varmeforsyning.
- Det gælder om at vise korpsånd og være med, når et forsyningsselskab vil investere i en mindre by, fortæller Svend Erik om beslutningen om at tilmelde sig til fjernvarme. Det var arbejdsgruppen for fjernvarme, som er en del af Lokalrådet, der i sin tid, gjorde opmærksom på muligheden, og Svend Erik var ikke i tvivl.
Han fortæller, at det især var ønsket om en stabil og fremtidssikret varmeforsyning, der var årsag til beslutningen om at sige farvel til gasfyret.
-Der havde lige været gaskrise, og energipriserne svingede. Med fjernvarme føler jeg, at risikoen bliver delt i et fællesskab, og det giver en større forsyningssikkerhed og tryghed i en usikker tid, siger han.
Fællesskabet spillede en vigtig rolle
Familien Schmidt flyttede til Vorbasse i 1994, og for dem har det også haft stor betydning, at fjernvarmeprojektet er lokalt forankret.
- Jeg kendte til GEV i forvejen og vidste, at andelsselskabet stod for noget solidt. Derfor er det vigtigt, at vi bakker op om projektet som landsby, når der bliver investeret i os, siger Svend Erik.
Selvom økonomi naturligt fylder i overvejelserne, har det ikke været den eneste faktor for familien Schmidt.
-Når man vil investere i et helt nyt værk, så er det klart, at det giver nogle merudgifter. Men for os har det handlet om forsyningssikkerhed og om at være med til at løfte noget, der er godt for byen. Det har vejet tungere end bare at kigge på én enkelt pris, siger han.
Vigtig milepæl nået
Projektchef ved GEV, Klaus Andersen, følger tilslutningerne tæt og er glad for, at fjernvarmen nu kan blive rullet helt ud til forbrugerne:
-Det er en stor milepæl, at vi nu har åbnet for hanerne, så de første kunder kan få fjernvarme i Vorbasse. Det er resultatet af lokalt engagement og et godt samarbejde hele vejen rundt. Nu glæder vi os til at få endnu flere med på fjernvarmen i den kommende tid, siger han.
Resten af de tilmeldte andelshavere bliver løbende tilkoblet fjernvarmen i Vorbasse. GEV forventer, at alle tilmeldte har fjernvarme inden udgangen af 2026.
Fjernvarme i Vorbasse
Der er 70 % tilmeldte til fjernvarme i Vorbasse (pr. 22. april 2026) Konverteringen fra gas vil spare miljøet for 780 tons CO2 årligt.
Det er fortsat muligt at tilslutte sig fjernvarmen i Vorbasse. For mere information besøg gev.dk, og læs om mulighederne.
Skriv kommentar