Webinar sætter fokus på drift under længerevarende hændelser
Et beredskab stopper ikke, når den akutte fase er overstået. Få inspiration til, hvordan I kan sikre varmeleverancen under længerevarende hændelser og arbejde systematisk med kontinuitetsplanlægning.
Hvordan sikrer fjernvarmeselskaber fortsat varmeleverance, når en hændelse varer længere end forventet? Det er omdrejningspunktet for et kommende webinar om kontinuitetsplanlægning, som giver deltagere konkrete redskaber til at opretholde driften under langvarige kriser.
På webinaret introduceres deltagerne til, hvordan kontinuitetsplanlægning kan supplere den traditionelle beredskabsplan. Fokus er blandt andet på at identificere virksomhedens mest kritiske funktioner, afklare roller og ansvar samt skabe overblik over afhængigheder til eksempelvis elforsyning, SRO-systemer, nøglemedarbejdere og leverandører.
Deltagerne får også inspiration til systematisk prioritering af opgaver, genopretning af driften samt kommunikation med medarbejdere og forbrugere under længerevarende hændelser.
Webinaret henvender sig til ledere og nøglepersoner med ansvar for drift, beredskab og forsyningssikkerhed. Det er særligt relevant for mindre og mellemstore fjernvarmeselskaber, der ønsker en praktisk tilgang til kontinuitetsplanlægning og et stærkere grundlag for at sikre stabil drift, når organisationen udsættes for ekstraordinære belastninger.
Webinar: Sådan sikrer I drift under længerevarende hændelser
Når en hændelse trækker ud, stilles der nye krav til organisationen. Hvordan prioriterer I de vigtigste funktioner? Hvad gør I, hvis kritiske systemer eller leverandører svigter? Og hvordan sikrer I, at varmeleverancen kan opretholdes, mens situationen håndteres?
Webinar den 18. december fra kl. 10.00 til 11.30.
Læs også om: Webinar om når krisen rammer – erfaringer fra et fjernvarmeselskab
Få indblik i en konkret hændelse fra fjernvarmesektoren, og bliv klogere på de første kritiske beslutninger, roller og ansvar, når en krise rammer.
Webinar den 3. november kl. 10 til kl. 11.30.