Erhvervsejendomme kan spare millioner i varmeudgifter
LÆS I DAG: Stort fald i naturgasforbruget sidste år. Fjernvarme-tilladelse er pludselig værdiløs: - Umuligt at sige, hvornår vi kan blive færdige. Middelfart Fjernvarme udvider til Strib: 2000 huse får bæredygtig varmeforsyning. Vinderslev er næsten i mål med varme: Mangler 12 tilmeldinger. Fjernvarmen kom i hus - også i Marstrup.
HOFOR; pressemeddelelse:
Erhvervsejendomme kan spare millioner i varmeudgifter
En ny opgørelse fra HOFOR viser, at 25 procent af Københavns cirka 1300 kontorejendomme hver kan spare tusindvis af kroner på fjernvarmeregningen, hvis de får indstillet varmecentralen korrekt og udnytter fjernvarmen effektivt. Det skriver HOFOR i en pressemeddelelse.
- Det betyder, at de skal have tilført mere fjernvarmevand for at få tilstrækkelig energi til opvarmning af ejendommen. Og når gennemstrømningen af fjernvarmevandet i bygningen stiger, så stiger varmeforbruget ofte også. Det kan ses på varmeregningen, der kan være cirka fem procent højere end nødvendigt, siger Områdechef for Fjernvarme i HOFOR, John Halkjær Christensen.
De mange dårligt fungerende varmecentraler har også konsekvenser for fjernvarmesystemet i København.
John Halkjær Christensen forklarer, at jo dårligere varmecentralerne fungerer, jo mere vand skal varmeværkerne pumpe rundt i fjernvarmesystemet i København. Det øger tabet af varme i fjernvarmenettet og koster ekstra strøm til at pumpe vandet rundt til kunderne. Og kraftvarmeværkerne mister effektivitet, så de skal bruge mere energi til at producere fjernvarme.
- Budskabet om at spare på energien ved at få indstillet varmecentralen korrekt er ekstra vigtigt i en tid, hvor den europæiske energikrise ikke er ovre. Dårligt justerede varmeanlæg vil altid lægge et større pres på fjernvarmesystemet, når det er koldt, og vi skal fordele varmen rundt til kunderne, siger John Halkjær Christensen og tilføjer, at i yderste konsekvens kan det blive svært for HOFOR at levere varme til alle, hvis flere varmecentraler begynder at køre dårligt.
*****
Energistyrelsen; pressemeddelelse:
Stort fald i naturgasforbruget sidste år
Forbruget af naturgas faldt sidste år med 29 pct. og bidrog til, at det faktiske energiforbrug faldt med 1,5 pct. i 2022 sammenlignet med 2021. Samtidig dækkede sol- og vindkraft næsten 60 pct. af elforsyningen i 2022 mod 47 pct. året før. Det fremgår af den foreløbige energistatistik for 2022, som Energistyrelsen udgav onsdag.
Faldet i forbruget af naturgas kan bl.a. forklares ved, at prisen på ledningsgas steg i 2022 og dermed tilskyndede forbrugerne til at spare på gassen. Samtidig steg produktionen af bionaturgas, der fortrænger naturgas, så andelen i 2022 udgjorde 33 pct. af den samlede forsyning af ledningsgas.
I modsat retning trækker forbruget af olieprodukter, der steg med 5,3 pct. primært som konsekvens af et øget salg af brændstof til indenrigs- og udenrigsluftfart fra danske lufthavne.
Forbruget af vedvarende energi i 2022 steg ligeledes med 5,3 pct. Produktionen af elektricitet fra vindkraft og solcelleanlæg steg sidste år med 22 pct. og dækkede næsten 60 pct. af elforsyningen. Til sammenligning stod sol- og vindkraft i 2021 for 47 pct. af elforsyningen.
*****
Fyens.dk:
Fjernvarme-tilladelse er pludselig værdiløs: - Umuligt at sige, hvornår vi kan blive færdige
Fjernvarme Fyn havde egentlig skaffet de nødvendige tilladelser til at grave under Banedanmarks jernbanespor i Årslev i forbindelse med en stor etablering af fjernvarmerør. Men situationen under jorden tvang dem til at ændre kurs, hvilket nu har skabt et helt nyt problem, skriver Fyens.dk.
- Fjernvarme Fyns problem skyldes en ændring i ruten, hvor rørene i den østlige og vestlige del af byen skulle forbindes. Det hele så fint ud på papiret, men de praktiske forhold var anderledes, da vi begyndte at grave. Der var nogle ting i vejen, og så tog vi i stedet et alternativ, der ellers havde set sværere og langsommere ud, end det originale gjorde, inden vi gik i gang med at grave, fortæller forsyningschefen for Fjernvarme Fyn, Jakob Rasmussen.
Ændringen betyder, at firmaet skulle indsende en helt ny anmodning til Banedanmark om at måtte grave under det nye stykke jernbane, så de kan forbinde de to sæt rør. De kan ikke blive forbundet, før tilladelsen er i hus.
Men hvornår det bliver godkendt, det kan Fjernvarme Fyn ikke sige noget om, udover at det godt kan tage noget tid.
- Hvis man bare ændrer så meget som et komma i en ansøgning til Banedanmark, så starter det hele forfra. Vores tidligere tilladelse blev værdiløs, og vi skulle sende det hele ind igen. Så vi kan ikke sige, hvornår vi får tilladelsen til at forbinde de to. Der kan godt gå måneder, fortæller Jakob Rasmussen og slår fast, at så snart tilladelsen kommer, så kan det komme til at gå stærkt.
*****
Avisen.nu:
Middelfart Fjernvarme udvider til Strib: 2000 huse får bæredygtig varmeforsyning
Middelfart Fjernvarme er i gang med et stort projekt, der skal forsyne omkring 2000 huse i Strib med bæredygtig fjernvarme. Direktør for Middelfart Fjernvarme, Jesper Skov, fortæller til Avisen.nu, at arbejdet er godt i gang, og at de første 400 husstande i Strib forventes at blive tilsluttet inden årsskiftet.
Projektet, der løber op i omkring 400 millioner kroner, indebærer, at Middelfart Fjernvarme skal distribuere varme fra Trekantområdets Varmetransmissionsselskab I/S (TVIS) til forbrugerne i Strib. Ledningen kommer fra Hessgade og går nedad Strandvejen og opad Strib Landevej. Alle gasfyr i området skal udskiftes med vekslere.
Middelfart Fjernvarme står for al konvertering og forsyner allerede omkring 6.100 forbrugere med miljøvenlig overskudsvarme fra TVIS. Ifølge Jesper Skov er TVIS dog lidt bagud med leverancerne, men Middelfart Fjernvarme har fundet en midlertidig løsning, der gør, at flere af de nye huse allerede er klar til at blive tilsluttet fjernvarmen.
*****
Midtjyllands Avis:
Vinderslev er næsten i mål med varme: Mangler 12 tilmeldinger
Der mangler nu blot 12 underskrifter på fjernvarmekontrakter, førend Kjellerup Fjernvarme kan gå i gang med at lægge rør ud fra Kjellerup til Vinderslev. Lokalrådsformand opfordrer til, at det nu, man underskriver sin fjernvarmeaftale - ellers er muligheden væk for evigt, siger hun til Midtjyllands Avis.
- Det kan godt være, at prisen på naturgas lige nu er faldet. Men vi kender jo ikke fremtiden. Samtidig er prisen på levering af naturgas steget, konstaterer Hanne Møller Jensen.
Hun peger tillige på, at naturgassen fases ud fra 2030. Det vil også presse prisen på naturgas op, forudser hun.
- Så tænker man lidt ud i fremtiden, så er fjernvarmen bedre at satse på end naturgassen, slår Hanne Møller Jensen fast.
*****
JydskeVestkysten:
Fjernvarmen kom i hus - også i Marstrup
Haderslev Fjernvarmes store plan for grøn varme til 3300 nye boliger kommer til at omfatte 81 procent af de potentielle forbrugere. Det betyder, at fjernvarmeselskabet i dag kan notere sig, at alle 13 områder, der er en del af den store udrulningsplan, er nået i mål og dermed sikret fjernvarme.
Ifølge JydskeVestkysten betyder det, at også Marstrup bliver omfattet af fjernvarmen. Her var der ellers til det sidste tvivl, da minimumstilslutningen var for lav til, at der ville være økonomi i at koble landsbyen på fjernvarmenettet. 26. marts kunne Haderslev Fjernvarme se, at blot 29 husejere sad med afgørelsen.
Da fristen for at undgå prisstigningen - 31. marts - var udløbet - havde Marstrup rundet 69.5 procent:
- Det har vi valgt at runde op, så Marstrup også er sikret fjernvarme, siger direktør Morten Hartmann, Haderslev Fjernvarme.
70 procent af Marstrup-forbrugerne skulle med en underskrift sige ja, før der kunne gives grønt lys. Minimumstilslutningen var 70 procent, mens den i de øvrige områder var 60. Forskellen skyldtes, at der blev stillet krav om samfundsøkonomiske konsekvensberegninger, inden Haderslev Fjernvarme kunne gå i gang med projektet, og da Marstrup er tyndere bebygget, skulle der lægges mere rør ud.
Skriv kommentar