Gå til hovedindhold

Nu starter slagsmålet om CO2-lagring på land: Disse områder er udpeget

LÆS I DAG: Rådet for Grøn Omstilling: PtX-udviklingen kan resultere i unødigt energispild, lækager og tab af synergier. Energi Fyn i digitalt storsats på kunder og sikkerhed. EU's klimatjeneste melder om rekordvarm sommer. Biogas fyldte mere end en tredjedel af forsyningen i første halvår. C4 udskifter Hofor-direktør på formandspost. Fjernvarme på vej til Osted.

8. sep. 2023
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Ingeniøren.dk:
    Nu starter slagsmålet om CO2-lagring på land: Disse områder er udpeget

    Energistyrelsen forbereder i disse uger det materiale, der skal danne grundlag for et kommende udbud af onshore CCS. I alt er et område på størrelse med Fyn udpeget, fremgår det af Ingeniøren.dk, der skriver, at styrelsen forventer at udbyde de første tilladelse omkring årsskiftet.

    Det er en betydelig del af Danmarks areal, der af GEUS er udpeget som umiddelbart egnet til at lagre CO2. 3707 kvadratkilometer fordelt over tre kystnære og fem landbaserede områder, hvoraf de sidste alene udgør lidt under to tredjedele.

    I praksis vil det næppe være alle otte områder, der kommer i spil ved første udbud, og det er ikke samtlige kvadratmeter, der bliver taget i brug til lagringsaktiviteter på landjorden. Men der kan komme ny infrastruktur som rørføring eller veje hen til et injektionsanlæg med kompressor og injektionsbrønde.

    Baggrunden for høringen er et udkast til den strategiske miljøvurdering (SMV) af den samlede plan for onshore CCS, og i vurderingen tages stilling til påvirkning af eksempelvis grundvandsreserver, støj fra anlæg og truslen mod beskyttede arter.

    Mens en række af disse miljøfaktorer ifølge SMV’en kan have »ikke-væsentlige mulige negative« påvirkninger, er befolkningens tryghed omkring ny teknologi som CCS det eneste, som vurderes at have en »væsentlig negativ« påvirkning.

    *****

    Gridtech:
    Rådet for Grøn Omstilling: PtX-udviklingen kan resultere i unødigt energispild, lækager og tab af synergier

    Der skal ske en hensigtsmæssigt udvikling af den danske PtX-produktion. Ellers risikerer vi at bruge unødigt meget energi på at servicere sektorer, hvor det bedre kan svare sig at elektrificere, lyder det fra Rådet for Grøn Omstilling. Det beretter Gridtech.

    Det fremgår af et nyt notat – ”Power-to-X med grøn omtanke: Balance mellem acceleration og luftkasteller”. Her er der en række policy forslag og en håndfuld centrale problemstillinger, som branchen og politikerne bør overveje nøje, før brinttoget buldrer afsted.

    - EU Kommissionen har en målsætning om, at der produceres 20 millioner ton brint i 2030, men den målsætning kan være op til fem gange for høj i forhold til det reelle behov, hvis man vælger de mest energieffektive alternativer til nutidens fossile energikilder, siger Jens Dahlstrøm Iversen, seniorrådgiver for energi og klima hos Rådet for Grøn Omstilling

    Bare i Tyskland er der ifølge Jens Dahlstrøm Iversen og rådet et enormt spænd i prognoserne for brintbehovet i 2030. Sammen med den tyske tænketank Agora har Rådet for Grøn Omstilling således gennemgået seks forskellige scenarier for udviklingen i det tyske, og her ligger spændet fra 0,8 millioner ton til 4,0 millioner ton brint i 2030.

    - Lige nu sigter vi i Danmark mod at producere mellem 0,5 og 0,7 millioner ton i 2030, hvor hovedparten forventeligt vil skulle eksporteres til Tyskland. Men hvis der ikke er et marked til at aftage det, er der stor risiko for, at vi vil stå med stranded assets og spildte offentlige midler,« siger Jens Dahlstrøm Iversen.

    *****

    EnergiWatch:
    Energi Fyn i digitalt storsats på kunder og sikkerhed

    Digitalisering er et af energiselskabet Energi Fyns store satsningsområder, og det gælder både indenfor sikkerhed og kundehåndtering. Men Energi Fyn har valgt, at de selv vil udvikle løsningerne, siger direktøren til EnergiWatch.

    - Digitalisering er et af vores store strategiske indsatsområder. Det er et meget vigtigt emne for os, som vi investerer både tid, ressourcer og økonomi i, lyder Bent Agerholm, der er topchef for Energi Fyn til EnergiWatch.

    Energi Fyn er nået til den konklusion, at man udvikler løsningerne selv, så man ikke på samme måde er afhængige af eksterne leverandører.

    - Vi investerer i at ansætte it-medarbejdere, der skal bygge digitale løsninger for os. Det er mennesker, vi selv henter ind, da vi er nået til den erkendelse, at vi ikke ønsker i mindre grad at give opgaven til eksterne selskaber, siger han.

    *****

    Klimamonitor:
    EU's klimatjeneste melder om rekordvarm sommer

    Der er tale om et ”klimasammenbrud”, siger FN-chef, om sommeren, der globalt set aldrig før har været varmere end i år. De seneste tre måneder – fra juni til august – har globalt set været de varmeste, der nogensinde er blevet målt. Det skriver Klimamonitor.

    Det er EU’s klimatjeneste, Copernicus, der står bag udsagnet og har regnet sig frem, at sommerperioden på den nordlige halvkugle, havde en gennemsnitstemperatur på 16,77 grader. Det er en markant stigning fra den seneste rekord på 16,48 grader i 2019.

    Normalt bliver rekorder som disse slået med nogle få hundrededele.

    Og så er der tilmed stor sandsynlighed for, at 2023 ender med at blive det varmeste år, der nogensinde er målt.

    - Når vi ser på den ekstra varme, vi har på havoverfladen, så er der sandsynlighed for, at 2023 ender med at være det varmeste år nogensinde målt, siger Samantha Burgess, der er vicedirektør hos Copernicus.

    *****

    EnergiWatch:
    Biogas fyldte mere end en tredjedel af forsyningen i første halvår

    Det seneste halve år er der lavet mere og mere grøn gas fra affald, så der omvendt er brugt mindre og mindre naturgas fra udlandet. Nye tal fra Evida viser således, at biogas for første gang nogensinde har stået for mere end en tredjedel af den danske gasforsyning i et halvår.

    EnergiWatch fortæller således, at i alt 35 pct. af den gas, der blev leveret ud til de danske husstande i årets første seks måneder hverken kom fra Putins Rusland eller Nordsøen, men fra danske biogasanlæg, som omdanner husholdningsaffald, gylle og andet landbrugsaffald til CO2-neutral biogas.

    - Måned for måned ser vi biogas fortrænge mere og mere naturgas fra gasforbruget. Det bidrager til den grønne omstilling af vores energiforbrug og er noget, vi kan bryste os af i Danmark, siger Kim Søgård Bering Kristensen, adm. direktør i Evida, i en meddelelse.

    - Vi oplever fortsat stor interesse i at få tilkoblet nye anlæg til gassystemet og i at udvide produktionen på de allerede etablerede anlæg.

    Den primære årsag skal findes i, at forbruget af gas falder. Blandt andet fordi 22.000 gaskunder i første halvår 2023 skiftede deres gasfyr ud med andre energikilder, hvilket er det samme antal som i hele 2022.

    *****

    EnergiWatch:
    C4 udskifter Hofor-direktør på formandspost

    C4, som repræsenterer ni forsyningsselskaber med fokus på CO2-fangst, får Randi Skogstad som ny formand. Hun overtager posten fra Charlotte Søndergren, Hofor, der i stedet fortsætter som næstformand. Det skriver EnergiWatch.

    Randi Skogstad er adm. direktør i Centralkommunernes Transmissionsselskab (CTR).

    - Jeg glæder mig til at overtage formandsstafetten fra Charlotte – og til at fortsætte parløbet med hende i formandskabet. Charlotte har med sin store viden og erfaring med CO2-fangst, sikret, at C4 er blevet en af de væsentligste spillere på området, siger Randi Skogstad i en pressemeddelelse.

    C4 består af hovedstadens største forsyningsselskaber samt Copenhagen Malmö Port (CMP), som sammen skal muliggøre CO2-fangst i stor skala i hovedstadsområdet, så Danmark kan nå klimamålsætningerne, både på kort sigt og på lang sigt.

    *****

    Fors; pressemeddelelse:
    Fjernvarme på vej til Osted

    Osted er et af de områder i Lejre Kommune, der får tilbuddet om fjernvarme, fremgår det af en pressemeddelelse fra Fors. Der var stor interesse til et informationsmøde om fjernvarme i Osted, hvor flere end 300 var mødt op for at høre, hvad forsyningsselskabet Fors A/S kunne tilbyde.

    - Vi er glade for den store interesse for fjernvarme, som vi mærker, når vi holder informationsmøder. Nu er det tid til, at interesserede tilmelder sig, hvis de gerne vil have fjernvarme til byen. Det kræver nemlig, at 70 % tilmelder sig, før vi kan arbejde videre med projektet, fortæller kundedirektør Rikke Saltoft fra Fors A/S.

    I alt er der cirka 1000 husstande i Osted, og 70 % af dem skal tilmelde sig, før Fors A/S arbejder videre med projektet. Det skyldes, at opbakningen skal være høj, før det økonomisk kan betale sig at få fjernvarme.

    Fors A/S er ejet af kommunerne Holbæk, Lejre og Roskilde og drives efter hvile-i-sig-selv-princippet. Det betyder, at selskabet ikke må give overskud eller underskud. Derfor beregnes priserne ud fra, hvad det koster at levere og drifte fjernvarme - og ikke efter, hvor mange penge der kan tjenes til ejerne.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...