Gå til hovedindhold

Rabat skal lokke husejere på fjernvarme i Hillerød

LÆS I DAG: Minister vil øge kompensation til vindmøller og solcellers naboer. Skodborg er på vej mod fjernvarme. Nyt solidt overskud hos varmeværket i Stoholm. Fyringssæsonen starter med en god nyhed. To østjyske fjernvarmeværker planlægger fusion.

4. okt. 2023
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    SN.dk:
    Rabat skal lokke husejere på fjernvarme i Hillerød

    Hillerød Forsyning har nu lagt en plan for udvidelsen af fjernvarmenettet i Hillerød. Det betyder bl.a., at man lige nu giver en klækkelig rabat for at blive tilsluttet. Det skriver SN.dk, der fortæller, at rabatten er på op til 60.000 kroner, hvis de vælger at koble sig på nettet på et bestemt tidspunkt.

    Bestyrelsen i Hillerød Forsyning har netop vedtaget at give rabatten, og håber på, at op til 1100 potentielle kunder i det eksisterende fjernvarmeområde nu vil tage imod tilbuddet og koble sig på.

    - Det er for at få så mange med som muligt, så hurtigt som muligt. Vi kommer til at dele områderne op i etaper. Når entreprenørerne skal rigge til med plads og skurvogn giver det en dårlig økonomi, hvis de skal køre rundt i hele byen. Hvis de koncentrerer sig om et område, er det mere effektivt og bliver billigere for forbrugerne, siger Tue Tortzen, bestyrelsesformand i Hillerød Forsyning.

    Prisen bliver 40.000 kroner, hvor det tidligere har kostet op til 100.000 kroner afhængigt af forhold på den enkelte grund. Nogle husejere har endda fået endnu højere priser, når de har bedt om en pris på at få fjernvarme.

    Dermed forventer Hillerød Forsyning inden 2028 at kunne få hele 4200 ekstra forbrugere på fjernvarmenettet, når der kommer fjernvarme ud til nye byområder.

    *****

    EnergiWatch:
    Minister vil øge kompensation til vindmøller og solcellers naboer

    Naboer til vindmøller og solceller kan se frem til en større økonomisk kompensation. Det varsler klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard i et interview, hvor han konstaterer, at selskaberne bag vindmøller og solceller har en god forretning. Det skal smitte af på naboerne, skriver EnergiWatch.

    - Når jeg hører, hvor stor betalingsviljen er for at købe og leje jord til nye VE-anlæg, så lyder det som om, der er gode penge at tjene (for opstillerne, red.), siger han til mediet og fortsætter:

    - Jeg synes, det må være fair, at det kommer naboerne og lokalsamfundene til gavn, så det er vi ved at kigge på.

    Ministerens udmelding hviler på nye anbefalinger fra Den Nationale Energikrisestab (Nekst), som den nye SVM-regering bebudede ved regeringsdannelsen i december sidste år.

    Den endelige rapport fra Nekst er sat til at skulle afleveres i december, men Lars Aagaard siger til Finans, at hans udspil ”er lige på trapperne”.

    *****

    JydskeVestkysten:
    Skodborg er på vej mod fjernvarme

    Vejen Varmeværk har fremsendt et projekt for konvertering af naturgasområder i Skodborg og etablering af en ny transmissionsledning mellem Vejen Varmeværk og Skodborg By. Projektet er godkendt af Udvalget for Teknik og Miljø, fremgår det af JydskeVestkysten.

    I løbet af vinteren 2022/foråret 2023 er der lavet forundersøgelser, og både forundersøgelserne og interessetilkendegivelserne ser fornuftige ud, og Vejen Varmeværk vil derfor gerne tilbyde fjernvarme til Skodborg by. 

    For at projektet kan blive rentabelt, skal det have tilskud fra Fjernvarmepuljen. Der kan maksimalt gives tilskud til 369,6 ejendomme. Vejen Varmeværk modtog en betinget godkendelse af projektforslaget, der kan bruges til at søge om tilskud ved Fjernvarmepuljen. 

    *****

    Viborg Stifts Folkeblad:
    Nyt solidt overskud hos varmeværket i Stoholm

    Stoholm Fjernvarme kom ud af året med et overskud på over 7,7 millioner kroner efter, at der er hensat 10 millioner kroner til en kommende udvidelse af værkets kapacitet og efter, at man har sikret sig, at Stoholm-forbrugerne kan fortsætte med at betale 250 kroner per megawatttime mod 300 kroner året før. Det beretter Viborg Stifts Folkeblad.

    Det betyder, at man med et gennemsnitligt parcelhus på 130 kvadratmeter i Stoholm kan nøjes med at betale knap 10.000 kroner om året for opvarmningen, og det gør værket til det billigste i kommunen. Det kunne bestyrelsen og omkring 80 fremmødte glæde sig over ved den nylige generalforsamling.

    Det er særlig produktionen, salget af el og et tilskud, man får for at være stå klar til at producere el, der sikrer den gode økonomi. I det forløbne regnskabsår har man tjent 33 millioner kroner på el-salget mod 24 millioner i varmeåret 2021/2022 - inklusive tilskuddet.

    - Da vi i sin tid installerede gasmotorerne til produktionen af el, fik vi en aftale med Energi Danmark om et tilskud til også at være standby på at producere el til elnettet. Og det er en aftale og et tilskud, som sikrer os en god økonomi, som igen både sikrer vores kunder billig varme og værket en kapital, hvor der er penge til vedligehold og en kommende udvidelse af kapaciteten, siger bestyrelsesformand Henry Jensen.

    Varmeværket har nu 1066 forbrugere mod knap 1000 året før og 760 i varmeåret 2020/2021. Den kommende udvidelse mod Østfjends, som blev godkendt ved to ekstraordinære generalforsamlinger i årets løb, forventes at give yderligere 400 forbrugerne.

    *****

    Dagbladet Ringkøbing-Skjern:
    Fyringssæsonen starter med en god nyhed

    Fyringssæsonen står for døren – også selv om det er meget mildt for årstiden. Men der er gode nyheder forud for den nye fyringssæson for fjernvarmeforbrugerne i Ringkøbing, der ikke kommer til at opleve det samme prischok som i 2022. Det skriver Dagbladet Ringkøbing Skjern.

    Det er der ikke udsigt til, siger fjernvarmedirektør Martin Halkjær Kristensen til avisen.

    - Vi kan selvfølgelig ikke vide, om det bliver en meget kold vinter i Europa, eller om der sker noget østpå, der fører til voldsomme prisstigninger på energi, og som kan påvirke fjernvarmepriserne. Men som det ser ud nu, fastholder vi de nuværende priser resten af året, og vi forventer, at de bliver de samme til næste år, siger han.

    Det vil sige, at prisen fortsat vil ligge på 812,50 kroner pr MWh. Det betyder, at opvarmningen af det, man kalder et standardhus i Ringkøbing og Kloster (130 kvadratmeter stort) vil være 18.941 kroner om året. Til sammenligning kostede det 25.728 kroner at opvarme et standardhus i de første fem måneder af 2023, men priserne blev reduceret med en tredjedel fra den 1. juni.

    *****

    Vejle Amts Folkeblad:
    To østjyske fjernvarmeværker planlægger fusion

    De lokale vandværker i Uldum og Rask Mølle er allerede fusioneret, og nu tyder meget på, at de to lokale fjernvarmeværker følger den samme vej og fusionerer. Det beretter Vejle Amts Folkeblad, der kan fortælle, at manøvren er talt igennem mellem værkerne og deres formænd.

    Manøvren er talt igennem mellem værkerne og deres formænd, Brian James Kristiansen fra Rask Mølle Varmeværk og Chresten Petersen fra Uldum.

    Nu venter formændene - Brian James Kristiansen fra Rask Mølle Varmeværk og Chresten Petersen fra Uldum – på medlemmernes dom på en kommende generalforsamling. De mener, at fusionen vil sikre varmen for de omkring 1.000 kunder, de samlet har i dag.

    I dag deler man administration, herunder bogholderi, og har indgået et tættere samarbejde med vagtordninger og drift.

    - Tanken om en endegyldig fusion har ligget og ulmet, og vi er flere gange på generalforsamlinger blevet spurgt til en fusion. Tiden har nu modnet beslutningen, forklarer Brian James Kristiansen.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...