Gå til hovedindhold

Dansk Fjernvarme håber på snarlig skrotning af prisloft

LÆS I DAG: Dansk Fjernvarme i prisloft-dialog med ministeren. Ewii-direktør langer ud efter ministre, plattenslagere og storsvindlere i elbranchen. Kreative elselskaber blev taget på fersk gerning. Men de kan slippe kvit og frit. Kun få eller ingen prisstigninger fra forsyningen.

14. nov. 2023
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    EnergiWatch:
    Dansk Fjernvarme håber på snarlig skrotning af prisloft

    Efter Dansk Fjernvarmes foretræde for KEF-udvalget er brancheorganisationen overordnet positiv, men bejler fortsat til, at politikerne får afskaffet prisloft for overskudsvarme hurtigst muligt. Det fortæller EnergiWatch.

    - Vi oplevede sådan set, at der var god spørgelyst for det her punkt og stor nysgerrighed for det her. Og jeg synes i bund og grund også, at jeg fornemmer en vilje til at kigge på det her, og en bekymring for, at man ikke kan forløse det her store potentiale, der er i overskudsvarmen, siger Rune Moesgaard, der er afdelingschef for public affairs og regulering hos Dansk Fjernvarme.

    - Det er også vores forståelse, at der skal være en høring på Christiansborg om det her emne inden for kort tid. Og det ser vi frem til at bidrage til.

    Håbet fra Dansk Fjernvarme er, at man fra politisk hånd får afskaffet prisloftet, inden årsskiftet, hvor de altså allerede etablerede anlæg også rammes.

    - Vi er i starten af november nu, så jeg tror ikke, at det bliver trukket tilbage inden nytår. Og det er måske heller ikke det helt afgørende. Det afgørende er, at man får sat sig ned og kigget på det her igen. Men det må selvfølgelig meget gerne gå hurtigt, siger Rune Moesgaard.

    *****

    Energy Supply:
    Dansk Fjernvarme i prisloft-dialog med ministeren

    Flere fjernvarmeselskaber har meldt ud, at deres overskudsvarmeprojekter bliver stoppet på grund af et politisk besluttet prisloft på udnyttelsen af overskudsvarme. Det har Dansk Fjernvarme kritiseret igennem længere tid – og nu har man også haft møde med klimaminister Lars Aagaard om det.

    - Det var et godt og konstruktivt møde, hvor vi havde en god dialog med ministeren, der lyttede til branchens udfordringer og ønsker. Og jeg synes, vi kom godt rundt om de udfordringer, prisloftet giver for stort set alle de projekter, hvori der indgår udnyttelse af overskudsvarme. Jeg fornemmer, at ministeren var interesseret i at finde en løsning, udtaler direktør i Dansk Fjernvarme, Kim Mortensen, ifølge Energy Supply.

    Han uddyber:

    - Det er et politisk ønske, også i fremtiden, at udnytte overskudsvarmen fra for eksempel CO2-fangst, PtX-anlæg og flere andre lavtemperatur varmekilder, og det vil ikke ske med det prisloft, der er gældende nu. Det gav ministeren også udtryk for, at han forstod og ville gøre noget ved, fortæller Kim Mortensen, direktør i Dansk Fjernvarme.

    Udover mødet med ministeren har Dansk Fjernvarme også været til foretræde for Folketinget Klima-, Energi- og Forsyningsudvalg.

    - Det var en god dialog, vi havde med medlemmerne i Folketinget. Jeg oplevede en meget oprigtig og bred opbakning til at få fjernet de knaster, der hindrer, at vi kan udnytte overskudsvarmen. Og så bed jeg mærke i, at udvalget nu vil etablere en høring, så vi kan få identificeret alle de forhindringer, som i dag står i vejen for udnyttelsen af overskudsvarmen, udtaler Kim Mortensen.

    *****

    EnergiWatch:
    Ewii-direktør langer ud efter ministre, plattenslagere og storsvindlere i elbranchen

    I et åbent brev til energiministeren og justitsministeren opfordrer Ewii-direktør Lars Bonderup Bjørn til hårdere straffe til elselskaber, der snyder kunderne. Samtidig kritiserer han ministrene for, at de ikke tager opgaven alvorligt. Det beretter EnergiWatch.

    Lars Bonderup Bjørn mener, at de ”brodne kar” i sektoren stort set uden konsekvenser kan svindle og bedrage løs – mens de resterende selskaber står tilbage med en tillidskrise til branchen.

    Direktøren hæfter sig i brevet særligt ved den seneste sag, hvor Forsyningstilsynet i starten af november gav påbud eller påtaler til fire energihandelsvirksomheder, Modstrøm A/S, b.energy A/S, Dansk Strøm ApS og Edison EL ApS.

    De fire selskaber havde ikke overholdt lovgivningens regler om slutafregning i forbindelse med leverandørskift.

    - I sin substans har virksomhederne beholdt forbrugernes penge – det man i andre sammenhænge kalder tyveri, og som man ved systematisk, forsætlig vildfarelse af forbrugeren kalder bedrageri, skriver Lars Bonderup Bjørn og fortsætter:

    - Ingen af selskaberne er tiltalt for tyveri eller bedrageri. De har modtaget en påtale eller et påbud!

    *****

    Energy Supply:
    Kreative elselskaber blev taget på fersk gerning. Men de kan slippe kvit og frit

    Forbrugerrådet Tænk vil have mere magt til Forsyningstilsynet i forhold el- og forsyningsselskaber, der bryder loven. Forsyningstilsynet har nemlig som udgangspunkt ikke beføjelser til at udstede bøder, og det skal der ændres på, skriver Energy Supply.

    Rådet henviser til en række nylige sager, hvor tilsynet alene kan udstede påbud, men ikke selv kan handle på det, hvis påbuddene ikke bliver overholdt. Hos Forbrugerrådet Tænk mener man, at sagen viser, at tilsynet på området mangler sanktionsmuligheder.

    - Der skal sendes flere midler og beføjelser til Forsyningstilsynet. Den her sag viser med al tydelighed, at der er brug for at få ryddet op i branchen, siger Forbrugerrådets direktør, Mads Reinholdt, der mener, at det nærmest er konsekvensfrit for selskaberne fx ikke at følge tilsynets påbud.

    Derfor vil man fremadrettet hos Forbrugerrådet Tænk følge nøje med i, hvordan tilsynets påbud bliver håndhævet.

    - Vi synes, selskaberne burde have pligt til at dokumentere, at de betaler tilbage længere end de tre år, det ser ud til, de gør. De bør også have pligt til at ansætte og betale en ekstern revisor, der refererer direkte til tilsynet og kan rapportere om, hvordan tilbagebetalingen sker, siger direktør Mads Reinholdt.

     

    *****

    Kjerteminde Avis:
    Kun få eller ingen prisstigninger fra forsyningen

    Kerteminde Forsyning kommer med glædelige nyheder til forbrugerne, for der er kun varslet små - eller ingen - prisstigninger næste år. Affaldsindsamling stiger slet ikke, mens der er små prisstigninger på fjernvarme, spildevand og vand. Det skriver Kjerteminde Avis.

    Prisen for fjernvarme stiger kun 566 kroner i 2024, fra 15.060 kroner i år til 15.626 kroner næste år, og det svarer til en stigning på beskedne 3,8 procent.

    Formanden for Kerteminde Forsyning, byrådsmedlem Heino Salling (EL), er glad for, at det er lykkes at holde prisstigningen på så lavt et niveau.

    - I Kerteminde Kommune skal man kun af med det, der svarer til 50 kroner mere pr. måned næste år. Forsyningssikkerhed og prisstabilitet er i højsædet hos os, og det er det, kunderne forventer af os, siger han.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...