Gå til hovedindhold

Kollaps: Fjernvarme annulleres i stor bydel

LÆS I DAG: Projektforslag om udbygning af fjernvarme i Havdrup sendes i høring. CCS-projekt glæder sig over EU-stempel: "Man kan agere med mere troværdighed". Bæredygtig fjernvarme i Skive. Konkurrencemyndigheder hiver Effekthandel og 49 kraftværker i retten. Danmark støtter klimafond med 175 mio. kr. Bjarne Riis går ind i varmepumpebranchen. Vestas fyrer 200 - og ansætter andre steder.

1. dec. 2023
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Sjællandske:
    Kollaps: Fjernvarme annulleres i stor bydel

    Det er blot hver fjerde husstand i Appenæs, der havde tilmeldt sig fjernvarmen inden deadline 30. november. Dermed bliver bydelen afmeldt som fjernvarmeområde og folk må klare sig selv, når der lukkes for gassen. Det skriver Sjællandske.

    Appenæs var den første bydel blev tilbudt fjernvarme i kommunens ambitiøse plan om udrulning af fjernvarme til yderligere 4900 husstande. 804 husstande i den store bydel i Næstved nu bliver afmeldt som fjernvarmeområde, og de godt 200 husstande, der skriftligt havde givet tilsagn om fjernvarme, får nu deres kontrakter annulleret, oplyser Næstved Fjernvarme.

    Dermed er Appenæs den første bydel, hvor fjernvarmeplanerne er kollapset - til stor ærgrelse for kommunens klimapolitikere.

    - Nu krydser vi fingre for, at de kommende områder siger ja, udtaler formand for Klima-, Miljø- og Friluftsturismeudvalget Rune Kristensen (K).

    Også i et andet område af byen, Jørgen Jensens Vej-kvarteret, er fjernvarmen i fare. Her er deadline for tilmelding 31. december for områdets cirka 600 husstande.

    *****

    Vi bor her – Solrød:
    Projektforslag om udbygning af fjernvarme i Havdrup sendes i høring

    Et projektforslag fra Solrød Fjernvarme skal bane vejen for, at 676 husstande i Havdrup kan opvarmes med grøn fjernvarme.  Projektforslaget bliver nu sendt i høring. Den generelle udrulning af fjernvarme i kommunen er dog forsinket.

    ”Vi skal stoppe med at varme vores huse op med gas, både fordi det er skidt for klimaet og for at gøre os uafhængige af russisk gas. Hvis projektforslaget bliver til virkelighed, betyder det, at varmeforsyningen i hele Havdrup bliver baseret på CO2-neutral energi ,” siger Kim Sunesen, formand for Natur-, klima- og planudvalget.

    Det skriver Vi bor her - Solrød

    *****

    EnergiWatch:
    CCS-projekt glæder sig over EU-stempel: "Man kan agere med mere troværdighed"

    CCS-projektet Norne forbereder sig på at lægge billet ind på et snarligt onshore CCS-udbud.

    I hvert fald har Norne med amerikanske Fidelis New Energy i spidsen fået status som Project of Common Interest (PCI) af EU-Kommissionen, ligesom det er tilfældet med Bifrost-projektet, der blandt andre har Total Energies og Ørsted inde over.

    ”Det betyder meget på den måde, at man kan begynde at agere med mere troværdighed i markedet. Det er væsentligt for det at sikre sig, at nogen har lyst til at anvende faciliteterne,” siger Ulrik Weuder til mediet EnergiWatch

    Foruden kvalitetsstemplet åbner PCI’en også op for, at miljøgodkendelser på tværs af lande går hurtigere samt muligheder for at søge EU-støttemidler til projektet.

    *****

    Kommunekredit:
    Bæredygtig fjernvarme i Skive

    Godt halvdelen af boligerne i Skive får i dag varme fra Skive Fjernvarme, men stigende priser på olie og gas har sat fart på efterspørgslen. Derfor er de i Skive ved at etablere en ny flisfyret varmecentral, der – sammen med en udvidelse af for­sy­nings­om­rå­det med yderligere 2.000 husstande – skal fremtidssikre varme­for­sy­nin­gen.

    For­sy­nings­sik­ker­he­den er i centrum, når Skive Fjernvarme bygger deres nye flisfyrede varmecentral, der kommer til at stå som en grøn port til Skive by. Der er både tænkt lokalt og bæredygtigt i forhold til de løsninger, der skal understøtte Skive Kommunes varmeforsyning langt ud i fremtiden.

    Det skriver Kommunekredit

    ****

    EnergiWatch:
    Konkurrencemyndigheder hiver Effekthandel og 49 kraftværker i retten

    De i alt 50 selskaber skal straffes med bøde for at have koordineret priser og bud på auktioner om el-reserver, mener Konkurrencerådet.

    Sagen om ulovlig priskoordinering mellem selskabet Effekthandel og 49 elselskaber skal afgøres hos domstolene.

    Konkurrencerådet, der hører under Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, har således afgjort, at rådet vil stævne de i alt 50 virksomheder for at have overtrådt konkurrenceloven. Sagen er blevet indbragt til domstolene med henblik på bødeudstedelse.

    Det skriver Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i en pressemeddelelse torsdag eftermiddag.

    ”Det er vores klare vurdering, at den aftale, som er indgået mellem anlægsejerne og Effekthandel ApS, samt den adfærd, som er udøvet af Effekthandel ApS på baggrund af denne aftale, udgør et priskartel i form af en fælles budkoordinering i strid med forbuddet mod konkurrencebegrænsende aftaler…” Det skriver EnergiWatch.

    *****

    Børsen:
    Danmark støtter klimafond med 175 mio. kr.

    Danmark bidrager samlet set med 350 mio. kr. i bistand til klimaskabte skader og tab. Halvdelen går til den netop vedtagne fond på FN's klimatopmøde, mens den anden halvdel går til andre projekter om klimaskader, oplyser Udenrigsministeriet

    Fonden er tiltænk at skulle hjælpe de udviklingslande, der er hårdest ramt af klimaforandringerne.

    “Klimaforandringernes konsekvenser som orkaner, tropiske storme, skovbrande og stormflod rammer særligt verdens mest sårbare udviklingslande. Der er et kolossalt behov for hjælp og støtte, og det behov bliver kun større fra nu af,” udtaler Dan Jørgensen (S), minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik

    Den nyligt vedtagne fond er både tiltænkt at skulle hjælpe lande, der rammes af pludselige klimaskabte katastrofer, samt lande, der rammes af tab forbundet med langsomt stigende vandstand.

    Det skriver Børsen

    *****

    Finans.dk:
    Bjarne Riis går ind i varmepumpebranchen

    Den tidligere cykelrytter har involveret sig i salg af varmepumper fra Litauen.

    For ganske nylig sprang den tidligere cykelrytter ud som professionelt bestyrelsesmedlem for Nortec. Nu lægger han navn til en ny virksomhed, hvor han er medejer og sidder i bestyrelsen.

    Det drejer sig mere konkret om handel med varmepumper fra Litauen, uddyber bestyrelsesformand Jørgen Vesta, der ejer majoriteten af virksomheden gennem Vesta Holding ApS. 

    »Ønsket er at medvirke til den grønne og bæredygtige omstilling i Danmark,« oplyser han.

    »Via fælles forbindelser kom Bjarne og jeg i dialog, mødtes og rejste sammen til Vilnius, hvor varmepumperne produceres, og blev enige om at hjælpe med til et grønnere og mere bæredygtigt Danmark,« forklarer Jørgen Vesta.

    Det skriver Finans.dk

    *****

    Avisen.dk:
    Vestas fyrer 200 - og ansætter andre steder

    Vestas har besluttet at skære 200 stillinger på fabrikken i Ringkøbing, der producerer landmøller.

    Vestas tager nu konsekvensen af den faldende efterspørgsel på landmøller og stigende efterspørgsel på vindmøller til havs.

    Selskabet nedlægger ifølge MarketWire 200 stillinger på fabrikken i Ringkøbing, der hovedsageligt producerer landmøl

    Til gengæld er det planen i løbet af 2024 at udvide medarbejderstaben med 300 ansatte på fabrikkerne i Lem, Nakskov og Lindø.

    Det skriver Avisen.dk.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...