Gå til hovedindhold

Tusindvis af gasfyr bliver stadig installeret: Nu presser partier på for forbud

LÆS I DAG: Ørsted vil sælge fjernvarme fra Avedøreværket. Data fra Hofor skal gøre driften af fjernvarme mere effektiv. Direktør fratrådt med øjeblikkelig virkning. Den er hjemme: 92 procent siger ja til mere fjernvarme. Fjernvarme til to landsbyer får grønt lys.

5. feb. 2024
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Altinget.dk:
    Tusindvis af gasfyr bliver stadig installeret: Nu presser partier på for forbud

    Der er brug for at lave et forbud mod salg af nye gasfyr, hvis fossil opvarmning skal udfases i 2035. Det er meldingen fra den røde side af oppositionen, der efterlyser incitamenter til at skifte gasfyret ud med et grønnere alternativ. Det skriver Altinget.dk.

    - På varmeområdet har man tendens til at vælge den løsning, man kender, medmindre lovgivningen peger i en anden retning. Derfor er det et afgørende skridt i den grønne omstilling at lave et forbud mod nye gasfyr, siger Signe Munk, der er energiordfører for SF.

    Meldingen fra de røde partier kommer efter nye tal fra Sikkerhedsstyrelsen, der viser, at flere tusindvis af gasfyr er blevet installeret de seneste to år. Det sker på trods af, at der er et politisk mål om det modsatte – at fossil opvarmning skal udfases i 2035.

    Der mangler politisk handling, og her er et forbud mod nye gasfyr oplagt, mener Radikales energiordfører, Samira Nawa.

    - Vi har en forpligtelse til at beskatte det, der forurener, og som vi vil have mindre af, samtidig med at vi giver nogle økonomiske incitamenter til alternativerne, siger hun til Altinget.dk.

    Hos regeringen maner klima-, energi-, og forsyningsminister Lars Aagaard (M) til tålmodighed, da Altinget spørger ham, om han mener, at det går hurtigt nok med udfasningen på baggrund af de nye tal.

    - Rom blev ikke bygget på én dag – og udfasning af gasfyr i de danske hjem kan heller ikke klares med et snuptag. Selvom vi ikke er færdige, så glæder jeg mig over, at 40.000 gaskunder alene sidste år blev udfaset, skriver ministeren i et skriftligt svar til Altinget.

    *****

    EnergiWatch:
    Ørsted vil sælge fjernvarme fra Avedøreværket

    Ørsted vil levere overskudsvarme til det storkøbenhavnske fjernvarmenet fra den kommende CO2-fangst på Avedøreværket.  Ørsted har således indgået en treårigaftale med Veks og hovedstadsområdets transmissionsselskab, CTR, om levering af fjernvarme fra Avedøreværket frem til 2027.

    EnergiWatch skriver, at der der mest af alt er tale om en forlængelse af den eksisterende kontrakt, der nærmede sig udløb. Men dog med det twist, at overskudsvarme fra den kommende CO2-fangst på værkets halmfyrede kedel indgår i aftalen.

    - Vi skal hele tiden se på, hvilke muligheder vi har for at levere grøn og konkurrencedygtig fjernvarme, og jeg er glad for, at vi er blevet enige med vores varmekunder om at udnytte overskudsvarmen fra vores kommende CO2-fangst, siger Ørsteds direktør for kraftvarmeforretningen, Ole Thomsen.

    Ørsted forventer at øge kapaciteten med i omegnen af 34 MW fra fangstanlæggets overskudsvarme og 19 MW fra kondenseringen af røggassen. De 53 MW svarer til det årlige fjernvarmeforbrug for omkring 16.000 husstande og vil dermed øge den eksisterende dækning med omkring 8 pct.

    Det bliver dog først fra 2026, at den fulde mervarme fra fangstanlægget kan føles i de storkøbenhavnske radiatorer. Om end Ørsted håber, at en del vil kunne produceres allerede i løbet af næste år fra det anlæg, der er et resultat af sidste års CCS-udbud, hvor energiselskabet sikrede sig 8 mia. kr. for årligt at fange og lagre 430.000 ton CO2 fra Avedøreværket.

    *****

    Energy Supply:
    Data fra Hofor skal gøre driften af fjernvarme mere effektiv

    Hofor indgår nu i Digital Energy Hub, som er et samarbejde mellem en række private små og mellemstore virksomheder, universiteter og offentlige organisationer med ekspertise inden for blandt andet IT og varmeforsyning.

    Energy Supply fortæller at formålet med Digital Energy Hub er at sætte fart på den grønne omstilling ved, at medlemmerne arbejder sammen og udvikler løsninger på udfordringer i blandt andet varmesektoren.

    - Hofor har en stor faglig viden om fjernvarmesystemet, mens medlemmerne af Digital Energy Hub blandt andet har en stor viden om de it-tekniske muligheder for effektiviseringer. Det kombineret med vores fælles ønske om at finde løsninger kan vi komme rigtig langt med – ikke bare ved at løse udfordringerne med nybyggerier, men på sigt også andre forbedringer af et mere smart og elektrificeret fjernvarmesystem, udtaler Jakob Thanning, områdechef for Kundeløsninger og Fjernkøling hos Hofor, i en pressemeddelelse.

    Konkret vil Hofor give Digital Energy Hub adgang til data fra 100 nye bygninger - for eksempel størrelsen på bygningerne, mængden af tilført varme og udnyttelsen af varmen i bygningerne. Kræfterne i Digital Energy Hub skal så prøve at finde af, hvordan bygningerne i fremtiden kan bruge mindre varme til gavn for både klimaet og kundernes pengepung.

    *****

    Nordvestnyt.dk:
    Direktør fratrådt med øjeblikkelig virkning

    Odsherred Forsynings økonomidirektør, Claus Thorsen, er fratrådt med øjeblikkelig virkning. Det er ifølge Nordvestnyt.dk sket i umiddelbar forlængelse af det seneste bestyrelsesmøde den 24. januar.

    Odsherred Forsynings direktør Fanny Villadsen siger i en pressemeddelelse:

    - Det skyldes en væsentlig overtrædelse af selskabets interne regler og politikker, men da der er tale om en personalesag, kan vi ikke oplyse yderligere.

    Over for Sjællandske Nyheder uddyber bestyrelsesformand Mathias Hansen, at bestyrelsen ønsker at få en ny profil.

    - Med de budgetoverskridelser, vi havde på fjernvarmeprojektet, og med de store investeringer, vi er ude i, så mente bestyrelsen, at det var nødvendigt at kigge indad. Claus har været rigtig god til at igangsætte projekter, og vi havde ikke fået fjernvarme i det omfang, vi er i gang med, uden ham. Budgetoverskridelserne er ikke hans skyld, men det skabte en bekymring, som vi var nødsaget til at reagere på, siger han ifølge Nordvestnyt.dk.

    Rekrutteringen af en ny økonomidirektør til selskabet iværksættes omgående, og her ser bestyrelsesformanden gerne en profil, der kan styre fjernvarme- og domicilprojekter sikkert i mål.

    *****

    SN.dk:
    Den er hjemme: 92 procent siger ja til mere fjernvarme

    Fensmark Fjernvarme kan udvide forsyningsområdet efter overvældende flertal i to boligområder har givet tilkende, at de vil have fjernvarme. To andre områder har stadig mulighed for at komme med, hvis de bliver mange nok, skriver SN.dk.

    Kravet var 73 procent tilslutning for at få anlægsbudgettet til at hænge sammen. To boligområder nåede op på henholdsvis 92 og 76 procent tilslutning. Dermed kan 120 ud af godt 200 udbudte husstande pensionere gasfyret og se frem til fjernvarme i fremtiden.

    De første husstande kan dermed kobles på varmen sidst på sommeren, vurderer Fensmark Fjernvarme.

    Det koster 22.500 kroner at blive tilsluttet fjernvarmen i Fensmark, der netop har sat varmeprisen ned med cirka 2.000 kroner om året. Prisnedsættelsen kan lade sig gøre fordi byens fjernvarmeværk modtager langt størsteparten af varmen fra Ardagh Glass, som dækker cirka 90 procent af varmeforbruget i byen.

    *****

    JydskeVestkysten:
    Fjernvarme til to landsbyer får grønt lys

    Beboerne i Avnbøl og Ullerup kan nu snart få en mere præcis dato for, hvornår de kan blive koblet op på fjernvarmenettet hos Sønderborg Varme. Selskabet har nemlig netop modtaget en betinget godkendelse fra Sønderborg Kommune af projektforslaget for fjernvarmeudrulning i de to landsbyer.

    JydskeVestkysten oplyser, at projektet vil blive sat i gang i 2025. Og Sønderborg Varme kan nu søg om tilskud til udrulningen fra Fjernvarmepuljen.

    Ifølge direktør hos Sønderborg Varme, Erik Wolff, er der ikke kun tale om en god nyhed for beboerne i Avnbøl og Ullerup. Fjernvarmeudrulningen vil også markere et vigtigt skridt mod en mere miljøvenlig opvarmning, fordi områderne i dag primært bruger naturgas til det formål.

    - Denne milepæl er ikke mindst opnået ved et stort lokalt engagement hos følgegruppen fra det oprindelige lokale projekt og den store opbakning blandt borgerne, siger han.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...