Gå til hovedindhold

Bygge- og anlægsprojekter kan blive dyrere på grund af Nordic Waste

LÆS I DAG: EU-udspil kan sparke gang i dansk geotermi-strategi. Energistyrelsen åbner endnu en dør for Lillebælt Syd Vindmøllepark. Tidligere fjernvarmeformand: Det er politikernes skyld. Fjernvarme i nyt udbud, før arbejdet kan fortsætte.

14. feb. 2024
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk
  • Læs op

Indhold

    DR.dk:
    Bygge- og anlægsprojekter kan blive dyrere på grund af Nordic Waste

    Kjellerup Fjernvarme skal om kort tid i gang med at koble landsbyen Vinderslev til fjernvarmenettet. Det betyder, at man ender med store mængder jord, der skal bortskaffes – og det kan vise sig at være et problem, fordi bortskaffelse af jord er blevet en dyr affære efter konkursen hos Nordic Waste, fortæller DR.dk.

    - Både vores nuværende og fremtidige fjernvarmeprojekter er i forvejen tæt på at ramme det økonomiske loft. Hvis der kommer yderligere omkostninger, kan nogle af dem helt sikkert falde på gulvet, siger Lars Bjørnkjær, der er driftschef for Kjellerup Fjernvarme.

    Fra flere sider lyder det, at det i de seneste år er blevet dyrere og vanskeligere at komme af med jord. Den situation kan nu blive forværret på grund af Nordic Waste.

    - Det har længe været et problem at slippe af med jord i bygge- og anlægsbranchen. Det problem er blevet endnu større nu, lyder det fra Torben Liborius, der er underdirektør i Dansk Industri og chef for Dansk Infrastruktur.

    Hos Kjellerup Fjernvarme ved driftsleder Lars Bjørnkjær godt, hvor regningen lander.

    - Vi kan kun få dækket vores omkostninger hos forbrugerne, så derfor vil det være dem, det bliver dyrere for, hvis vi skal betale mere for projekterne.

    *****

    Installator.dk:
    EU-udspil kan sparke gang i dansk geotermi-strategi

    Helt op til 75 pct. af det europæiske varmeforbrug kan blive dækket af geotermi og dermed være med til at udfase Putins gas og gøre Europa mindre sårbar for. Derfor hilser Dansk Fjernvarme EU’s beslutning om at udarbejde en egentlig strategi for udnyttelsen af undergrundens energi velkommen.

    - Beslutningen er vigtig, fordi den lægger op til, at hvert enkelt EU-land skal udarbejde en strategi på området. Og sådan en har vi ikke i dag i Danmark, selvom vi ved, at der er et stort potentiale, siger Maria Dahl Hedegaard, der er chefkonsulent i Dansk Fjernvarme til Installator.dk.

    En udbygning af fjernvarme i Europa vil kunne føre til eksport af fjernvarme know-how og teknologi fra Danmark.

    - Simpelthen fordi vi i Danmark er blandt de bedste på området. Det gælder både den praktiske del, men også den viden, som vores medlemmer og danske universiteter ligger inde med, siger Maria Dahl Hedegaard.

    *****

    Energy Supply:
    Energistyrelsen åbner endnu en dør for Lillebælt Syd Vindmøllepark

    Energistyrelsen har den 7. februar 2024 godkendt forundersøgelses­rapporten, for Lillebælt Syd Vindmøllepark. Dermed mener Energistyrelsen, at man på det foreliggende grundlag ikke kan afvise, at der kan opstilles en havvindmøllepark i området, fremgår det af Energy Supply.

    Området, der er tiltænkt en havvindmøllepark, er beliggende mellem Als og Helnæs på Fyn. Bag projektet er bl.a. SONFOR – forsyningsselskabet med hovedsæde i Sønderborg.

    Energistyrelsen tager først endelig stilling til, om der kan gives etableringstilladelse til projektet, når der har været gennemført en offentlig høring af bygherres ansøgning om etableringstilladelse.

    Høringen forventes i givet fald at starte ultimo februar.

    *****

    Sjællandske:
    Tidligere fjernvarmeformand: Det er politikernes skyld

    Der bliver skudt med skarpt fra den tidligere formand for Næstved Fjernvarme, Lindy Nymark Christensen, der i Sjællandske langer kraftigt ud efter de lokale politikere for at have svigtet fjernvarmeselskabet i forbindelse med, at en række konverteringsprojekter er faldet til jorden.

    Et stort flertal af borgerne i Appenæs og Kalbyriskvarteret har fravalgt byens kollektive varmeløsning fordi tilslutningsprisen er steget dramatisk og naturgaspriserne samtidig er sunket ned til et niveau, der er til at betale.

    - For mig at se er det helt og holdent politikernes skyld. De har pålagt Næstved Fjernvarme at udvide med yderligere 4900 husstande og undladt at bakke fjernvarmen op i den offentlige debat, hvis man altså lige ser bort fra borgmester Carsten Rasmussen og formanden for klimaudvalget Rune Kristensen, lyder det fra Lindy Nymark Christensen.

    Lindy Nymark Christensen synes at fjernvarme-folkene er blevet efterladt alene og at politikerne har glimret ved deres fravær i den offentlige debat.

    - Det siger sig selv, at når man pålægger fjernvarmen at investere i et nyt produktionsanlæg til 900 millioner kroner, så påvirker det tilslutningsprisen. Men fjernvarmen har fægtet alene for at overbevise folk om, at de har den bedste og billigste varme på markedet og at de stigende udgifter ikke må hældes over på eksisterende kunder.

    *****

    Ugeavisen Odsherred:
    Fjernvarme i nyt udbud, før arbejdet kan fortsætte

    Odsherred Forsyning sætter midlertidigt anlægsarbejdet i Asnæs og Fårevejle på pause for at se sende det resterende anlægsarbejde i nyt udbud i flere etaper. Den økonomiske rammeaftale for etableringen er opbrugt, så der skal hentes nye penge, fremgår det af Ugeavisen Odsherred.

    - Med de prisstigninger og uforudsete ekstraarbejder, der er opstået i løbet af projektet, så er vores økonomiske rammeaftale med Aarsleff opbrugt, udtaler direktør Fanny Villadsen i en pressemeddelelse fra Odsherred Forsyning.

    Et nyt udbud i Fårevejle og Asnæs betyder, at anlægsarbejdet ligger stille i en periode, og det giver ændringer i tidsplanen.

    - Lige nu kan vi ikke sige, hvornår arbejdet bliver genoptaget. Det kræver, at vi får udbudsprocessen helt på plads, sier Fanny Villadsen.

    Konkret har Odsherred Forsyning brug for at optage lån på formentlig 300-400 mio. kr. mere.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...