Gå til hovedindhold

Steen Neuchs frygter ikke tomme ovne på Vestforbrænding

LÆS I DAG: Klimarådet bekræfter embedsværket: Klimagevinsten ved liberaliseringen er »meget usikker«. Hofor satser stort på toiletvand som varmekilde. Andelsejede fjernvarmeløsninger baseret på termonet på vej i to jyske byer. Fjernvarmekunder skal have penge tilbage i Farum. Fjernvarme til Assentoft: Verdo overtager roret efter skrinlagt projekt.

5. mar. 2024
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    EnergiWatch:
    Steen Neuchs frygter ikke tomme ovne på Vestforbrænding

    Danmarks største affaldsforbrændingsanlæg kommer ikke til at mangle affald til afbrænding, selv om sektoren fra 2025 bliver liberaliseret. Det er meldingen fra direktør Steen Neuchs Vedel til EnergiWatch.

    - Vi er ret fortrøstningsfulde om, at vi nok skal få fyldt det affald, som ikke kan genbruges og genanvendes, i vores ovne de næste mange, mange år, sagde direktøren, da CleantechWatch talte med ham i sidste uge.

    Risikoen for, at kommunale affaldsselskaber ikke kan finde tilstrækkeligt affald i putte i deres forbrændingsanlæg, skyldes klimaaftalen for affaldssektoren fra 2020. For der vil stadig være et stort behov for forbrændingskapacitet i Danmark i følge Steen Neuchs Vedel.

    Derfor frygter han heller ikke at løbe tør for affaldsvarme til den milliarddyre fjernvarmeudrulning, som Vestforbrænding for tiden er i færd med at udrulle et blandt flere af selskabets 19 ejerkommuner.

    Ligesom en lang række andre direktører i kommunale affaldsselskaber holder han også døren åben for at hente affald i udlandet til forbrænding, hvis der ikke findes nok mængder i Danmark til at holde anlægget i Glostrup kørende på fuldt blus.

    - Vi importerer ikke i øjeblikket, men vi vil da absolut ikke udelukke det, hvis vi vil stå og mangle affald, lyder det fra Steen Neuchs Vedel.

    *****

    WasteTech:
    Klimarådet bekræfter embedsværket: Klimagevinsten ved liberaliseringen er »meget usikker«

    Klimarådets seneste statusrapport konkluderer, at klimagevinsterne ved liberaliseringen af forbrændingsanlæggene er meget usikre. Det flugter med Forsyningsministerets eget embedsværks analyse af manøvren, fremgår det af WasteTech.

    »Reduktionseffekten ved konkurrenceudsættelse er meget usikker og potentielt overvurderet,« skriver Klimarådet således i sin seneste statusrapport.

    Det vækker genklang til det omstridte notat, som Forsyningsministeriets embedsmænd i maj sidste år overdrog til politikerne inden afstemningen om liberaliseringen. Også her var klimagevinsten belagt med »betydelig usikkerhed.« Faktisk var usikkerheden så stor, at formuleringen gik igen 16 gange i det 30-siders lange notat.

    Dermed har embedsværket og politikerne nu også forskernes blåstempling af, at klimagevinsterne, der lyder på en reduktion på 900.000 tons CO2e i 2030, er usikre.

    *****

    Jyllands-Posten:
    Hofor satser stort på toiletvand som varmekilde

    Hofor gør nu klar til at investere tre mia. kroner i 10 nye kollektive elvarmepumper, som frem mod 2033 skal spredes ud over København. Det betyder, at de københavnske hjem fremover i højere grad vil blive opvarmet ved hjælp af havvand og spildevand. Det beretter Jyllands-Posten.

    Ganske vist har hverken havvand eller spildevand som udgangspunkt høj nok temperatur til at blive sendt direkte ud til forbrugerne som opvarmning. Men Hofor vil udnytte, at spildevand eksempelvis allerede er omkring stuetemperatur efter at have været brugt til alt fra opvask til toiletbesøg i hjemmet.

    Den overskudsvarme vil Hofor nu udnytte med de nye eldrevne varmepumper, som kan udvinde varmen derfra og sende det ud i fjernvarmenettet. Og så kommer de eldrevne varmepumper ovenikøbet til at producere varmen ved hjælp af grøn strøm fra vindmøller.

    - Vi vil gerne elektrificere fjernvarmen og bruge noget af den grønne strøm, der bliver produceret. Og så er det en billig måde at producere varme på, som også betyder, at vi på sigt kan fortrænge fossile brændsler og bæredygtig biomasse, fortæller direktør for Energi i Hofor, Gorm Elikofer, om den nye milliardsatsning.

    Han oplyser, at der dog ingen endelig dato er for, hvornår de nye varmepumper erstatter biomasse og fossile brændsler helt. Det vil nemlig ske langsomt, i takt med at flere af de nye varmepumper bliver sat i funktion.

    *****

    Energy Supply:
    Andelsejede fjernvarmeløsninger baseret på termonet på vej i to jyske byer

    Som de første landsbyer i Danmark har Hjortsvang og Rårup i Hedensted Kommune nu fået godkendt fjernvarmeløsninger baseret på termonet efter bestemmelserne i varmeforsyningsloven.  Derfor kan de to landsbyer nu gå i gang med at søge billig finansiering til anlæggene. Det skriver Energy Supply.

    - Vi er meget ambitiøse i forhold til at få udrullet grønne, kollektive varmeløsninger i så mange områder af Hedensted Kommune som muligt. Derfor er vi også villige til at gå forrest og til som de første i Danmark at godkende lokale termonetprojekter i henhold til varmeforsyningsloven, udtaler borgmester Hedensted Kommune, Ole Vind.

    I Hjortsvang, en landsby med omkring 110 indbyggere, er der langt til de traditionelle fjernvarmeværker. Derfor satte en lokal gruppe sig til at undersøge mulighederne for en fælles varmeforsyning, da priserne på olie, gas og træpiller steg voldsomt i forbindelse med Ruslands invasion af Ukraine.

    - Vi har vendt flere forskellige alternativer, også individuelle varmepumper, men vores beregninger, undersøgelser og dialog med både kommunen og eksterne eksperter viser, at en fælles løsning med termonet er den rigtige, fremtidssikrede løsning, især fordi det nu bliver muligt at søge en kommunegaranti, der kan give os attraktive finansieringsmuligheder, udtaler formand for Hjortsvang Fællesvarme, Jørn Eskildsen

    I Hjortsvang er det forhåbningen, at ca. 75 husstande bliver tilmeldt det kommende projekt.

    En tilsvarende tilslutning er målet lidt længere østpå i Rårup, som ligger i landlige omgivelser midt på Juelsmindehalvøen. Også her er man kommet gennem nåleøjet efter en længere analyse af mulighederne og efterfølgende projektmodning.

    *****

    Frederiksborg Amts Avis:
    Fjernvarmekunder skal have penge tilbage i Farum

    Efter flere år med dundrende underskud hos Farum Fjernvarme, ser det nu helt anderledes ud for regnskabsåret 2023. Tidligere har forbrugerne skulle dække store underskud ind ved højere fjernvarmepriser året efter, men ved månedskiftet fik de omkring 4000 husstande et større beløb tilbage.

    Ifølge Frederiksborg Amts Avis besluttede bestyrelsen på et ekstraordinært bestyrelsesmøde den 19. februar at sætte prisen ned for 2023 med 180 kroner per MWh. Bestyrelsesmedlem Flemming Oppfeldt fortæller, at det svarer til godt 4000 kroner per husstand, som blev modregnet i opkrævningen den første marts.

    - Overskuddet skal selvfølgelig betales tilbage til forbrugerne. I første omgang får de cirka 4000-4500 kroner tilbage per husstand, og senere vil der muligvis komme et ekstrabeløb, da regnskabet ikke er helt færdigt endnu, siger han.

    Årsagen til tilbagebetalingen skal findes i, at november og december er faldet fornuftigt ud driftsmæssigt, da el-og naturgasprisen faldt i slutningen af året. Derudover har det også været en mildere december.

    *****

    GridTech:
    Fjernvarme til Assentoft: Verdo overtager roret efter skrinlagt projekt

    Assentoft har længe skævet til muligheden for at få fjernvarme til byen, men inflation og faldende naturgaspriser har flere gange lagt en dæmper på planerne. Nu har Verdo overtaget styringen på projektet, og bliver tilslutningsprocenten høj nok, lugter det af fjernvarme. Det skriver GridTech.

    Udgangspunktet for Verdo er et samarbejde mellem lokale ildsjæle, der har etableret selskabet Assentoft Forsyning. Det har nu resulteret i et formelt samarbejde, efter Verdos bestyrelse sidst i februar har godkendt projektet.

    Helt grundlæggende kan fjernvarmechef i Verdo, Jesper Møller Larsen, og Verdo nøjes med lidt mindre tilslutning end et tidligere projekt, da Verdo allerede har produktionsapparatet på plads med kraftvarmeværket i Randers, og dermed ikke først skal etablere et nyt anlæg i Assentoft.

    - Når det eneste, vi skal etablere, er et transmissionsnet, så kan vi også tolerere en lavere tilslutningsprocent for at komme i gang. Nok omkring 60 procent. For vi kan bare skrue op for produktionen på vores kraftvarmeværk i morgen, så er vi klar, siger Jesper Møller Larsen til GridTech.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...