Dansk Fjernvarme efter Klimarådets rapport: Usikkerhed om klimamål skal reduceres
LÆS I DAG: Lene Skole valgt som bestyrelsesformand i Ørsted. Ørsted har afskediget omkring 120 i Danmark. Skal kommunen betale for at oplyse borgerne om Vestforbrændings fjernvarme-projekt? Kina kan beslutte, om Europa kommer i mål med den grønne omstilling. IEA: Udbredelse af VE dæmpede stigningen i CO2-udledning i 2023. Fantastisk nyt til knap 400.000 danskere: Mindre tal på regningen.
GridTech:
Dansk Fjernvarme efter Klimarådets rapport: Usikkerhed om klimamål skal reduceres
Dansk Fjernvarme tilslutter sig Klimarådet, når rådet i dets statusrapport for 2024 vurderer, at der er høj risiko for, at udviklingen af CO2-fangst ikke indfrier potentialet, eller at teknologien ikke leverer som forventet i forhold til 2030-klimamålsætningen. Det fortæller GridTech.
Samtidig slår brancheorganisationen til lyd for, at skal man undgå det scenarie, så skal rammevilkårene for kraftvarmeværkerne og affaldsenergianlæggene give incitament til at reducere deres udledning gennem CO2-fangst.
Dansk Fjernvarme påpeger dog, at Skatteministeriet i den såkaldt grønne skattereform imidlertid lægger op til, at ”affaldsenergianlæggene fortsat skal betale CO2-afgift, selvom de med CO2-fangst netop sikrer, at der ikke udledes CO2 til atmosfæren”.
- Der er intet fagligt argument for at pålægge affaldsenergianlæg denne afgift, når bundlinjen er, at de med CO2-fangst netop ikke slipper CO2 ud i atmosfæren. Effekten af en sådan afgift er, at vi får mindre klimahandling med den grønne skattereform, end politikerne er blevet stillet i udsigt, siger områdechef i Dansk Fjernvarme Jannick Hauschildt Buhl.
*****
EnergiWatch:
Lene Skole valgt som bestyrelsesformand i Ørsted
Ørsted har på selskabets generalforsamling valgt ny formand for bestyrelsen, og det blev den hidtidige næstformand, Lene Skole, der helt som forventet vandt valget og nu indtager formandsposten. Det beretter EnergiWatch.
Hun afløser Thomas Thune Andersen, der meddelte sin afsked i forbindelse med offentliggørelsen af selskabets årsregnskab den 7. februar – hvor regnskabet viste et markant milliard-underskud.
Lene Skoles navn blev først præsenteret den 19. februar, og med hende i spidsen for bestyrelsen får selskabet en person, der både kender Ørsted og det danske erhvervsliv rigtig godt.
Lene Skole har været næstformand for bestyrelsen siden 2015, og derfor har hun også været involveret i den forretningsplan frem mod 2030, som selskabet for nyligt har offentliggjort.
Hun er desuden et særdeles velkendt i erhvervslivet, hvor hun aktuelt er administrerende direktør for Lundbeckfonden, næstformand for bestyrelsen i Lundbeck, ALK, Nordea og Falck.
Lene Skole får selskab i bestyrelsen af Andrew Brown, der bliver ny næstformand.
*****
EnergiWatch:
Ørsted har afskediget omkring 120 i Danmark
Omkring 200 medarbejdere – heraf omkring 120 i Danmark - er nu opsagt i første del af Ørsteds mandskabsmæssige sparerunde. Samlet forventer Ørsted at skulle sige farvel mellem 600 og 800 medarbejdere på verdensplan, skriver EnergiWatch.
- I sidste uge sagde vi farvel til i omegnen af 200 medarbejdere, hvoraf 60 pct. er i Danmark, fortæller adm. direktør Mads Nipper i forbindelse med Ørsteds generalforsamling tirsdag.
Foruden cirka-antallet er topchefen dog sparsom med detaljegraden. Andet end at afskedigelserne ”primært er i vores stabsfunktioner.”
Energiselskabet meldte fra begyndelsen ud, at nedlæggelsen af de mange hundrede arbejdspladser ville ske ad flere omgange. I første omgang skal omkring 250 stillinger skæres væk inden udgangen af marts, mens de resterende skal ske inden årets udgang. En årsag til at plasteret ikke hives af på én gang er, at Ørsted stiler efter at holde antallet af deciderede fyringer nede.
- Vi vil gøre os umage for at foretage så få afskedigelser som muligt. For vi vil selvfølgelig hellere undlade at ansætte nye, end vi vil afskedige dygtige, loyale medarbejdere, konstaterer Mads Nipper.
*****
SN.dk:
Skal kommunen betale for at oplyse borgerne om Vestforbrændings fjernvarme-projekt?
Egedal Kommune tøver med at bruge penge på en ekstra kommunikationsmedarbejder, der skal orientere om blandt andet fjernvarme-udrulningen på Frederikssundsvej. Udrulningen forventes over de kommende år at skabe store udfordringer for borgerne, skriver SN.dk.
Det er Vestforbrænding, der ene og alene står bag projektet langs Frederikssundsvej, men alligevel overvejer byrådet i Egedal Kommune at bruge 500.000 kroner i år og 400.000 kroner til næste år på en ekstra kommunikationsmedarbejder, der særligt skal beskæftige sig med varmeforsyningsområdet.
I første omgang har byrådet dog valgt at udskyde sagen, indtil man har modtaget en kommunikations-strategi fra netop Vestforbrænding. Det gør man med begrundelsen, at "man vil sikre, at deres kommunikationsindsats lever op til kommunens forventninger".
SN.dk skriver dog også, at når administrationen foreslår en ekstra kommunikationsmedarbejder, så er det fordi, at projektet på Frederikssundsvej ikke er den eneste fjernvarme-udrulning, som kræver information til borgerne.
Der er eksempelvis også "Egedal Fjernvarmes udrulningsplan", som indebærer, at der hver måned de næste syv år skal graves 1 km. ledning ned i Egedal samt en forventet udbygning i Kildedal Bakke/Smørum-området, som Smørum Kraftvarme vil stå for. Et projekt, som Vestforbrænding ikke har noget med at gøre.
*****
Altinget.dk:
Kina kan beslutte, om Europa kommer i mål med den grønne omstilling
En analyse fra Tænketanken Europa peger på, at den grønne omstilling i Europa lige nu er afhængig af råstoffer fra Kina. Dermed er det reelt Kina, der bestemmer tempoet på den grønne omstilling, viser analysen, der dog også peger på, at der er en vej ud af afhængigheden, skriver Altinget.dk.
Den nye analyse fra Tænketanken Europa ser nærmere på, hvor bekymrede politikerne skal være. Og ifølge analysen er der både en god og en dårlig nyhed.
- Den dårlige nyhed er, at EU’s afhængighed af Kina ikke er blevet overdrevet. Den gode nyhed er, at der rent faktisk er en vej ud af den her afhængighed, siger Anders Overvad, der er chefanalytiker i Tænketanken Europa og står bag analysen om, hvordan EU vil sikre sig en robust forsyning af råstoffer i fremtiden.
For selv om Kina står for en stor del af EU’s forsyning af råstoffer, kan EU dække en væsentlig del af sit eget behov. Både fordi EU har egne miner og forarbejdningsfabrikker. Men også fordi EU har samarbejdsaftaler med en række andre lande, lyder konklusionen.
Anders Overvad har særligt kigget på EU’s forsyning af de 17 strategiske råstoffer, der er afgørende for, at EU kan komme i mål med den grønne omstilling. Her er Kina – og Rusland – helt centrale leverandører på otte af råstofferne.
Men EU dækker selv 40 procent af sit eget behov på tre afgørende råstoffer, nemlig aluminium, kobber og germanium, der blandt andet bruges til at producere solceller og elbiler.
På de resterende strategiske råstoffer er EU’s handelspartnere samt USA, Storbritannien og Australien leverandører.
*****
Klimamonitor:
IEA: Udbredelse af VE dæmpede stigningen i CO2-udledning i 2023
Selv om CO2-udledningen globalt set også steg i 2023, så mener Det Internationale Energiagentur i sin årlige opgørelse over udviklingen i CO2-udledninger, at det kunne være gået meget værre, hvis ikke den grønne omstilling for alvor har fået fart. Det fortæller Klimamonitor.
CO2-udledningen steg således med 410 mio. ton fra 2022 til 2023 – det svarer til en vækst på 1,1 procent. Men udviklingen af primært sol- og vindenergi dæmpede væksten, mener IEA.
Rapporten bemærker, at en stor del af årsagen til stigningen skyldes, at exceptionelle tørkeperioder rundt om i verden påvirkede produktionen af den grønne energi fra vandkraft.
Men uden de grønne teknologiers stadig hastigere udbredelse ville globale stigning i udledning af CO2 de seneste fem år have været tre gange større, viser IEA’s beregninger.
Det får IEA’s chef, Fatih Birol til at konkludere, at den grønne omstilling nu er resilient og hverken er blevet afsporet af corona-pandemien, energikrisen efter Ruslands invasion i Ukraine eller andre geopolitiske faktorer.
*****
Nyheder24.dk:
Fantastisk nyt til knap 400.000 danskere: Mindre tal på regningen
Salget af nye gasfyr stiger mod nye højder – det er nu på det højeste siden 2016 - samtidig med at færre investerer i individuelle varmepumper og tilslutter sig fjernvarmen. Årsagen er ifølge ejendomsmæglerkæden Home, at gasprisen er styrtdykket siden den steg dramatisk i halen på Ruslands invasion af Ukraine i starten af 2022
Nyheder24.dk skriver, at gasprisen nu er tilbage på samme niveau, som boligejerne betalte op igennem 2010’erne.
- Det er godt nyt for landets ca. 400.000 husejere med gasfyr – både dem der vil blive boende og dem, der har salgsplaner. Med de markant lavere gaspriser fremstår deres bolig igen mere attraktiv i købernes øjne, siger boligmarkedsanalytiker i Home Henrik Hauthorn Jensen.
Samtidig falder salget af luft til vand varmepumper, lige som tilslutningen til fjernvarme ikke går lige så hurtigt som tidligere. Samtidig er der mange steder i landet lange udsigter til at blive tilkoblet fjernvarme, skriver Børsen.
De nye gasfyr kan køre på biogas, og ca. 50 % af den gas, vi brænder i dag, er bio. I 2028 forventer man, at det er 100 %.
Skriv kommentar