Gå til hovedindhold

Radikale efterlyser affaldsindsats fra regeringen efter nye klimatal

LÆS I DAG:
Efter 33 års tro tjeneste: Ombygger gasfyret kraftvarmeværk til grøn energicentral.
“Tudetosset” opfordring: - Det er svært at se, hvem det er Energinet peger fingre ad.
Overskudsvand fra varmeværk modvirker udtørring af lille å.
Forsyningsselskab strammer krav til nybyg.
Brand i Marstal Fjernvarme startet af ukrudtsbrænder.

16. maj 2024
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Altinget.dk:
    Radikale efterlyser affaldsindsats fra regeringen efter nye klimatal

    Nye tal får Radikale til at efterlyse en strategi for at nedbringe mængden af affald i Danmark. De nye tal viser bl.a., at affaldssektorens drivhusgasudledninger kommer til at stige frem mod 2030. Det skriver Altinget.dk.

    - Det ligger på regerings bord at forholde sig til en affaldsmængde, som ikke stemmer overens med kapaciteten eller det politiske ønske om, at udledningerne skal nedbringes, siger forsyningsordfører Samira Nawa (R).

    Klimafremskrivningen viser, at der er langt større mængder affald end tidligere antaget. Og at mængden af affald og en faldende kapacitet på forbrændingsanlæggene kan føre til, at Danmark i fremtiden må eksportere en del af sit affald.

    Radikales Samira Nawa mener dog ikke, at de nye tal giver anledning til at ændre på aftalen.

    - Regeringen er nødt til at have en strategi for at nedbringe mængden af affald i Danmark. Hvis vi får nedbragt mængden af affald, så den også følger kapaciteten, så står vi ikke i den eksportsituation, lyder det fra ordføreren.

    Hun venter nu spændt på en udmelding fra regeringen snarest muligt.

    - Det er et spørgsmål om at få Christiansborg til at tale om affaldsmængderne. Lige nu er der fokus på andre grønne områder. Men for Radikale er det ikke et enten-eller. Det er et fokus, som en regering, der sidder med andre ting, også skal kunne gabe over,”siger Samira Nawa.

    *****

    GridTech:
    Efter 33 års tro tjeneste: Ombygger gasfyret kraftvarmeværk til grøn energicentral

    Igennem sin 33-årige levetid har Hillerød Forsynings naturgasbaserede kraftvarmeværk produceret over 7,6 mio. MWh varme og el, men nu er det slut. Det skal erstattes af elkedler, varmepumper og et ATES-anlæg, der for fremtiden skal producere både fjernvarme og -køling. Det skriver GridTech.

    Der er fuld gang i arbejdet på kraftvarmeværket, hvor den gamle gasfyrede indmad med produktionskapacitet på 77 MW hives ud og erstattes af en elkedel på 50 MW sammen med tre varmepumper, der skal suppleres med et nyt ATES-anlæg, der både skal levere fjernkøl og fungere som varmekilde for varmepumperne.

    - Selvom Hillerød Kraftvarmeværk fremover kommer til at rumme flere forskellige produktionsanlæg, fylder de tilsammen mindre end det gamle gasfyrede værk. Så der bliver god plads på gulvet inde i produktionshallen, siger Torben Grønbech, der er vedligeholdelsesleder i energiafdelingen hos Hillerød Forsyning, i en pressemeddelelse.

    Den gode plads kan med årene dog blive mere trang, når eller hvis efterspørgslen stiger, og andre nye teknologier modnes.

    - Det kunne for eksempel være et geotermisk anlæg, tilføjer Torben Grønbech, der har ansvaret for ombygningen.

    Ombygningen af det gamle kraftvarmeværk til en energicentral bliver en foreløbig kulmination på det arbejde, som har pågået de sidste mange år i kommunen, hvor fjernvarmen er blevet mere og mere grøn.

    *****

    Energy Supply:
    “Tudetosset” opfordring: - Det er svært at se, hvem det er Energinet peger fingre ad

    Energinet har bedt forsyningsbranchen om at hjælpe til, når den høje produktion af vedvarende energi sætter selskabet på overarbejde for at holde elnettet stabilt på solrige og vindblæste dage. Men det bliver ikke mødt med begejstring fra bl.a. Green Power Denmark, skriver Energy Supply.

    Det sker bl.a. med henvisning til en konkret dato den 7. april i år, hvor der blev produceret så meget VE fra vind og sol, at der var brug for nedregulering på den helt store skala.

    - I den time, som Energinet peger på, har alt, hvad der er muligt at nedregulere, været i spil. En del vindmøller og solceller kan ikke nedreguleres, da der er tale om anlæg, der ikke teknisk kan deltage i nedregulering. Andre er bundet af, at de har solgt strømmen på lange kontrakter. Det er altså svært at se, hvem det er, som Energinet peger fingre ad, siger Martin Dam Wied, afdelingschef for termisk, handel og marked i Green Power Denmark.

    Han peger på, at Green Power Denmark gerne vil i dialog med Energinet om, hvordan den nødvendige op- og nedregulering bedst sikres.

    - Det kræver, at Energinet fortæller, hvor stort et reguleringsbehov de har. Mere gennemsigtighed vil øge branchens mulighed for at hjælpe med at finde de rette løsninger, siger Martin Dam Wied.

    *****

    Frederiksborg Amts Avis:
    Overskudsvand fra varmeværk modvirker udtørring af lille å

    Egebækken, der løber fra Skotterup til Espergærde i Nordsjælland, bliver fremover tilført store mængder vand fra Helsingør Kraftvarmeværk, der har fået miljømyndighedernes godkendelse til at lede overskudsvand fra produktionen af fjernvarme ud i det lokale vandmiljø.

    - Vi har fået rensningssystemet op at køre, så det fungerer helt optimalt. Det lever op til lovkravene og sørger for, at vandet er helt rent, inden det tilføres i bækken, siger afdelingsleder Peter Møller fra Forsyning Helsingør ifølge Frederiksborg Amts Avis.

    Mængden af vand, der er blevet tilført Egebækken fra værket er gjort op til 46.761 kubikmeter, hvilket skulle svare til omtrent 234.000 fyldte badekar.

    - Vores kraftvarmeværk sikrer forsyningssikkerheden og understøtter den grønne omstilling. Vi tager et unikt grønt ansvar her og kan hjælpe den lokale natur og det lokale vandmiljø. Det er jeg sikker på, at fisk og insekter i Egebækken er glade for, siger forsyningens bestyrelsesformand Jens Bertram.

    Kondensvandet, der kommer fra afbrændingen af flis på værket, bliver renset i et mindre anlæg på værket, inden det bliver ledt ud i Egebækken.

    *****

    Energy Supply:
    Forsyningsselskab strammer krav til nybyg

    Hovedstadsområdets Forsyningsselskab, Hofor, har vedtaget at stille krav til bæredygtighed i nye bygninger. Det betyder blandt andet, at nye bygninger skal udlede mindre CO2 end hidtil. Det fremgår af Energy Supply.

    - Anlægs- og byggebranchen er en af de største udledere af CO2 og har et stort forbrug af ressourcer. Hofor har bygge- og anlægsaktiviteter for mindst 30 mia. kr. de næste 10 år, og derfor er det et naturligt sted at sætte ind i bestræbelserne for at nå Hofors mål om at være CO2-neutral i 2040, siger direktør for byggeri og anlæg i Hofor, Søren Birch.

    Forsyningsselskabet indfører blandt andet, at nye bygninger skal have lavet en livscyklusanalyse. Og så har Hofor formuleret konkrete mål for, hvor meget CO2 bygningerne må udlede gennem deres levetid.

    For opvarmede bygninger som driftscentre har Hofor indført et krav om, at de maksimalt må udlede otte kg CO2 per kvm om året. Forsyningsselskabet gør opmærksom på, at kravet i lovgivningen til nybyggeri i øjeblikket er 12 kg CO2, som dog bliver gradvist sænket de kommende år.

    For øvrige bygninger, herunder bygninger til tekniske anlæg, som der i dag ikke er krav til i lovgivningen, har Hofor indført krav om, at de maksimalt må udlede 12 kg CO2 per kvm om året, lyder det fra bygherren.

    *****

    Fyns Amts Avis:
    Brand i Marstal Fjernvarme startet af ukrudtsbrænder

    Onsdag eftermiddag udbrød der en brand hos Marstal Fjernvarme, og det er efterfølgende oplyst, at det var brug af en ukrudtsbrænder, der var årsagen til branden.  Politiet melder, at der ikke er sket nogen personskade, og Sidst på eftermiddagen var branden under kontrol og slukket.

    Fyns Amts Avis skriver, at branden blev anmeldt klokken 13.50, og at den var slukket kort før klokken 17. Et øjenvidne fortalte først på eftermiddagen, at taget på en af bygningerne på det nærmeste var sprængt i luften, og at der stod lyn op fra hullet i taget.

    Avisen oplyser, at Ærø Redningskorps rykkede ud med otte mand i fire slukningskøretøjer.

    Efter slukningen siger vagtchef Bjarne Tykgaard, at ilden startede i en lagerhal og spredte sig til tilstødende bygninger. Branden startede via brug af en ukrudtsbrænder, og anmelderen af branden er blevet sigtet for overtrædelse af beredskabsloven, oplyser vagtchefen.

    - Skaderne på bygningen er temmelig omfattende, siger han.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...