Dansk Folkeparti truer med at forlade klimaaftale
LÆS I DAG: Partier opfordrer DF til at forlade klimalov efter trussel. Lille fjernvarmeselskab med 1100 andelshavere mistænkt for kartel-fusk: Risikerer bøde på to millioner kroner. Nu er de første kunder i Tved tilsluttet fjernvarmenettet. John købte gasfyr til 33.000 kroner for tre år siden - nu vinker han farvel til investeringen.
EnergiWatch:
Dansk Folkeparti truer med at forlade klimaaftale
Morten Messerschmidt vil ikke lægge stemmer til CO2-afgift, der koster arbejdspladser eller giver dyrere kød. Derfor truer partilederen nu med, at Dansk Folkeparti forlader det ellers brede flertal i Folketinget, der står bag Klimaloven fra 2019. Det skriver bl.a. EnergiWatch.
Formand Morten Messerschmidt siger til Berlingske, at han vil gøre op med ”klimafantasteriet”, og han har derfor stillet krav om, at en kommende CO2-afgift må ikke koste en eneste arbejdsplads eller forøge fødevarepriserne.
- Vi er allerede langt inde i det absurde, hvor partierne i Folketinget er totalt respektløse over for danskernes liv og hverdag, og hvor de ødelægger vores landskaber med rædselsfulde solcelleørkener. Vores smertegrænse er nået, siger han til Berlingske.
Morten Messerschmidt erkender, at det bliver svært at indføre en CO2-afgift, der holder sig inden for de rammer, han har opstillet.
Han mener dog, at det er de andre partier, der med indførelse af blandt andet fly- og dieselafgifter har forbrudt sig mod klimalovens formulering om, at dansk konkurrencekraft og den sociale balance skal sikres.
- Vi troede på, at de her klimamål kunne nås på en skånsom måde, og vi har også givet regeringen og de øvrige partier mange chancer. Nu må vi bare konstatere, at nok er nok, siger han til Berlingske.
*****
EnergiWatch:
Partier opfordrer DF til at forlade klimalov efter trussel
Dansk Folkeparti skal være velkommen til at forlade Klimaloven, for de bidrager alligevel ikke, siger Ø og R. Meldingen fra to af de øvrige partier bag Klimaloven er ganske klar og direkte, fremgår det EnergiWatch.
- Hvis han har det sådan, at der ikke må komme en afgift på landbrugets udledninger, og at klimapolitikken ikke må betyde ændringer for danskernes liv, så synes jeg bare, han skal træde ud af aftalen, siger Samira Nawa, klimaordfører for De Radikale.
I Enhedslisten vil man heller ikke græde sig i søvne over, at Dansk Folkeparti træder ud af aftalen.
- Vi har ikke brug for DF i klimaaftalerne. Det bedste, man kan sige om dem, er, at de sjældent deltager i møderne, skriver klimaordfører Søren Egge Rasmussen på X.
Da klimaloven blev vedtaget i 2019, blev det fremhævet som en styrke, at den favnede bredt med mange partier på Christiansborg. Dermed ville der være sikret langvarig opbakning til klimapolitikken, lød logikken.
Men det mener Samira Nawa ikke har gjort sig gældende.
- En aftale, der burde være grøn, er svag, hvis den også har lukket sorte partier ind, siger hun.
*****
JydskeVestkysten:
Lille fjernvarmeselskab med 1100 andelshavere mistænkt for kartel-fusk: Risikerer bøde på to millioner kroner
Det kan komme til at koste Christiansfeld Fjernvarme og dermed selskabets omkring 1100 andelshavere en klækkelig bøde på to millioner kroner, hvis det viser sig, at Konkurrencerådet har ret i, at Christiansfeld Fjernvarme har deltaget i et ulovligt kartellignende samarbejde. Det skriver JydskeVestkysten.
Deltagelsen i det påståede kartelsamarbejde afsløres i ledelsesberetningen til fjernvarmeselskabets årsregnskab for 2023. Her kan man også læse, at Christiansfeld Fjernvarme afviser beskyldningen.
- Men vi har valgt, at vi vil informere vores forbrugere om situationen for ikke at blive beskyldt for at holde noget hemmeligt, siger formand Allan Kirk Jensen om baggrunden for, at den endnu ikke afgjorte sag er omtalt i ledelsesberetningen.
Christiansfeld Fjernvarme har sammen med nogle af de øvrige anklagede svaret igen med at stævne Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Deres påstand er, at Konkurrencerådets afgørelse fra 25. oktober 2023 skal ophæves eller som minimum hjemvises til ny behandling. Retssagen er lige nu i sin indledende fase.
Men "det forventes, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil nedlægge påstand om bøde mod Christiansfeld Fjernvarme", og da der er tale om et større sagskompleks, "vil der formentlig blive udvalgt en eller flere prøvesager", hedder det i beretningen, hvori ledelsen forudser, at der går flere år, før kartelsagen er afsluttet.
*****
JydskeVestkysten:
Nu er de første kunder i Tved tilsluttet fjernvarmenettet
I august 2023 gik arbejdet med at etablere fjernvarme i Tved i gang, og i sidste uge blev de første ejendomme tilsluttet fjernvarmenettet, skriver JydskeVestkysten. Fjernvarmedirektør Lars Rytter erkender, at der har været bump undervejs.
- Der har været nogle små bump på vejen, men nu lysner det i hvert fald, lyder det fra direktør for Tønder Fjernvarmeselskab, Lars Rytter.
- Arbejdet med at udvide fjernvarmeområdet blev igangsat for tre år siden. I starten haltede det med opbakningen, og da krigen startede i Ukraine, ville alle pludselig have fjernvarme, og så var der rift om de firmaer, der kan finde ud af at arbejde med ledningsnettet. Derfor er vi nu her, hvor de første kunder endelig er tilsluttet i Tved.
Tidsplanen holder da også for Tønder Fjernvarmeselskab, og at fjernvarmen nu også rammer Tved skyldes ifølge Lars Rytter særligt to ting:
- Det er komfortabelt, og prisen er stabil.
Billigere end gas Og så er prisen konkurrencedygtig, kunne man tilføje. Et opslag på gasprisguiden viser, at et typisk standardhus på 130 kvadratmeter i Tønder med gårsdagens dagspris koster 19.500 kroner at opvarme årligt med naturgas. Hertil kommer det årlige service af gasfyret. Det koster omkring 2000 kroner, og så skal man huske, at et nyt gasfyr i dag koster i omegnen af 40.000 kroner.
Hvis samme standardhus blev opvarmet med fjernvarme er prisen 18.750 kroner. Lars Rytter forventer, at de resterende 123 kunder - heriblandt Nordre Børnehave - vil blive tilsluttet løbende, og at arbejdet vil blive afsluttet i august - et år efter at det gik i gang.
*****
JydskeVestkysten:
John købte gasfyr til 33.000 kroner for tre år siden - nu vinker han farvel til investeringen
John Ole Jensen var ikke i tvivl, da han fik tilbud om at tilslutte sig fjernvarmenettet for 10.000 kroner. Han slog til med det samme og sagde samtidig farvel til gasfyret, der blev købt for tre år siden. Det fortæller JydskeVestkysten.
- Da vi fik mulighed for at blive tilsluttet for 10.000 kroner, skrev jeg under med det samme - også selv om vi tre år forinden havde købt nyt gasfyr til 33.000 kroner, fortæller John Ole Jensen, som til daglig arbejder med naturgas til opvarmning som kedelpasser for Brdr. Hartmann en kilometers penge fra hjemmet i Tved.
John Ole Jensen fortæller, at der stadig var masser af gode år i gasfyret. Men når alt kommer til alt, så kan han godt se, hvilken vej vinden blæser, og at stærke kræfter arbejder for at få udfaset naturgassen til opvarmning.
- Jeg kunne lige så godt bide i det sure æble med det samme, og nu er det overstået, som han udtrykker det.
John Ole Jensen peger på flere fordele ved fjernvarme. Der er ingen vedligeholdelse og service og ingen afbetaling på et fyr, som maksimalt holder i 20 år. Nu er fyret pillet ned, og i sidste uge blev husstanden så tilsluttet fjernvarmenettet, der siden august sidste år har bredt sig i Tved.
Skriv kommentar