Gå til hovedindhold

Træg opstart: - Kritisk at interessen ikke er større for varmepumpepuljen

LÆS I DAG: Rigsrevisionen dumper igen it-sikkerheden hos Energinet. Energinet efter omfattende kritik af it-sikkerheden: For komplekst til at overholde deadline. Nyt varmeselskab vil skabe Danmarks største termonet. Bestyrelsen i Silkeborg Forsyning får lønstigning. Tænketank: 500 millioner kroner til landbruget har givet tæt på nul bedre klima og miljø. Kommunernes klimadirektør fylder rundt.

30. maj 2024
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Energy Supply:
    Træg opstart: - Kritisk at interessen ikke er større for varmepumpepuljen

    Der er behersket interesse fra danskerne for at få del i de omkring 200 mio. kroner, der er at søge i Varmepumpepuljen. Energistyrelsen melder ifølge Energy Supply, at der fra mandag, hvor puljen åbnede, og frem til onsdag eftermiddag, er søgt for 50 mio. kroner.

    I alt er der ifølge Energy Supply indgivet 2.500 ansøgninger, og der er givet tilsagn for 30 mio. kroner.

    - Folk har oplevet, at der ikke er run på. De sidder med en følelse af, at den er der nok også om en uge. Danskerne har en iboende tillid til, at vi kan få det fikset, når behovet opstår, siger Troels Hartung, bæredygtighedschef hos Tekniq Arbejdsgiverne om årsagen til, at danskerne endnu engang har været meget påholdende med ansøgningerne.

    Forud for puljeåbningen vurderede han, at der var et stort opsparet behov for puljen, da det er et halvt år siden den lukkede sidst. Søgningen for de 50 millioner kroner vidner om at det er tilfældet, siger han.

    - Det er et udtryk for at nogen har siddet og ventet på, at den (varmepumpepuljen, red.)  åbner, siger han og tilføjer:

    - Men det er kritisk at interessen ikke er større.

    *****

    Ingeniøren.dk:
    Rigsrevisionen dumper igen it-sikkerheden hos Energinet

    Energinet har outsourcet IT, men har i ikke fulgt sin egen implementeringsplan for en række tiltag inden for cybersikkerhed, og det udløser kritik fra Rigsrevisionen. Det skriver Ingeniøren.dk.

    »Rigsrevisionen kan konstatere, at Energinet i en årrække har haft problemer med it-sikkerheden, men at Energinet endnu ikke har løst problemerne, selv om det skulle være sket senest ultimo 2023,« lyder det fra revisorerne.

    Nærmere bestemt mangler Energinet at komme i mål med implementeringen af tre ud af de i alt ti tiltag, hvoraf de to vurderes til at være meget væsentlige. De skulle have været udført senest med udgangen af 2023, hvilket Rigsrevisionen sagde god for tilbage i juni 2023.

    Det bliver ikke nærmere oplyst, hvilke to tiltag der er tale om, men de er baseret på anbefalinger fra et ekspertpanel, som har inkluderet Energistyrelsen og Center for Cybersikkerhed.

    Ekspertgruppen var senest på besøg i februar 2024, hvor manglerne blev konstateret, og den er blevet anmodet om fortsat at følge implementeringsindsatsen af Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.

    *****

    Ingeniøren.dk:
    Energinet efter omfattende kritik af it-sikkerheden: For komplekst til at overholde deadline

    Energinet får stærk kritik fra Rigsrevisionen for ikke at have mødt deres deadline for IT-sikkerhed. Selv mener Energinet at der er sket meget store fremskridt på sikkerheden i forsyningsvirksomheden, da syv ud af ti anbefalinger er blevet indfriet.

    - Det er forsyningskritiske miljøer, vi skal ind og ændre i, og det skal vi have en kæmpestor respekt for, når vi implementerer de her anbefalinger, siger it-direktør Signe Horn Rosted til Ingeniøren.dk.

    Men Rigsrevisionen beskriver jo to af de opdateringer, der mangler, som væsentlige?

    - Ja, men jeg noterer mig også, at de også bemærker, at vi har lavet en række mitigerende tiltag, som reducerer risikoen, indtil vi har de resterende tre anbefalinger på plads. Og det er tiltag, som vi har lavet risikovurderinger af, forsikrer Signe Horn Rosted.

    Hun understreger dog, at man hos Energinet tager kritikken til efterretning, og at Energinet i øvrigt har en tidsplan for, hvornår de manglende anbefalinger vil være klaret.

    - Det er vores klare forventning, at vi kommer i mål, men det er selvfølgelig med det forbehold, at sikre det forsyningskritiske, er det vigtigste, siger Signe Rosted.

    *****

    Klimamonitor:
    Nyt varmeselskab vil skabe Danmarks største termonet

    I Lejre Kommune har et nyt, lokalt varmeselskab set dagens lys, da omkring 350 borgere deltog i den stiftende generalforsamling for Lejre Lokalvarme. Selskabet har ambitioner om at etablere Danmarks hidtil største termonet med mere end 1.400 husstande og en investering på over 300 millioner.

    Ifølge Klimamonitor er planen at få udbredt termonet til de tre landsbyer Kirke Hyllinge, Gevninge og Kirke Såby, så man får udfaset gasfyrene i de tre landsbyer.

    Som minimum skal 42 procent af husstandene kobles på termonettet, før det kan gennemføres. Ambitionen er dog, at 68 procent på sigt skal have leveret varme via termonet. De foreløbige estimater viser, at det vil koste 25.000 kroner pr. husstand at blive tilsluttet, mens de årlige omkostninger løber op i 23.644 kroner – hvilket faktisk er 1.000 kroner dyrere end alternativet i form af naturgas.

    *****

    Midtjyllands Avis:
    Bestyrelsen i Silkeborg Forsyning får lønstigning

    Borgmester Helle Gade har hævet lønningerne for de seks bestyrelsesmedlemmer i Silkeborg Forsyning. Det betyder, at formandens honorar stiger med 50.000 kroner om året, mens de øvrige medlemmer af bestyrelsen i Silkeborg Forsyning stiger med 10.000 kroner. Det skriver Midtjyllands Avis.

    En sammenligning med eksempelvis forsyningsselskabet i Aarhus, Kredsløb, viser, at bestyrelsen i Silkeborg Forsyning honorarmæssigt kommer til at ligge i den høje ende i forhold til andre forsyningsselskaber i Danmark.

    I Kredsløb får bestyrelsesformanden - 250.000 kroner om året - altså 100.000 kroner mindre end formanden i Silkeborg. Næstformanden får 90.000 kroner og de øvrige bestyrelsesmedlemmer får 40.000 kroner. I Silkeborg Forsyning har Helle Gade vurderet, at der ikke er behov for en næstformand, mens de øvrige bestyrelsesmedlemmer modtager 60.000 kroner.

    - Jeg har fået undersøgt andre forsyningsselskabers honorarniveau. Nogen ligger højere og nogle ligger lavere. I Aarhus er vand og spildevand ikke i paraplyen under bestyrelsen, og opgaven er derfor mere kompleks i Silkeborg Forsyning. Derfor synes jeg ikke, at man uden videre kan sammenligne forsyningsselskaberne i Aarhus og Silkeborg, siger Helle Gade ifølge Midtjyllands Avis

    *****

    Ingeniøren.dk:
    Tænketank: 500 millioner kroner til landbruget har givet tæt på nul bedre klima og miljø

    Dansk landbrug fik i 2023 bevilget 500 mio. kroner til tiltag for at reducere udledningen af drivhusgasser, men ifølge tænketanken Concito er det blot lykkedes med en reducering på én procent. Det fremgår ifølge Ingeniøren.dk af en ny rapport fra Concito.

    - EU har sat ambitiøse mål for både biodiversitet, miljø og klima, og den nye landbrugspolitik skal understøtte, at landbruget bidrager til den samlede grønne omstilling i Europa. Men foreløbig ser det sløjt ud, siger rapportens forfatter, Simone Højte, der er projektleder ved Concito i en pressemeddelelse.

    Concito vurderer, at tre af målene i den opdaterede europæiske landbrugspolitik, CAP (Common Agriculture Policy), om at afbøde klimaforandringer, bevare biodiversitet og pleje miljøet kun i ekstrem lille grad er nået i Danmark.

    - Der er et kraftigt element af symbolpolitik. Ordningerne er ikke udformet på en måde, så de giver en større klima- eller miljøeffekt, siger Carsten Daubjerg, der er professor på København Universitets Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi til DR.

    Ordningerne, også kaldet miljøordninger, er nye tiltag, der er designet til at give danske landmænd en økonomisk belønning, hvis de »indfører eller fastholder praksis, der bidrager til at nå EU’s miljø- og klimamål,« skriver EU-kommissionen om ordningerne. Der er på nuværende tidspunkt fem danske miljøordninger.

    *****

    Klimamonitor:
    Kommunernes klimadirektør fylder rundt

    Stine Johansen har siden 2022 været ansat i Kommunernes Landsforening som direktør for klimaområdet, og hun fylder 50 år den 5. juni. Det skriver Klimamonitor på baggrund af en pressemeddelelse fra KL.

    Som klimadirektør i KL har hun ansvaret for blandt andet klima, miljø, kultur, erhverv, boligpolitik og grøn omstilling hos kommunernes interesseforening.

    Før det var Stine Johansen otte år hos Helsingør Kommune, først som direktør for social- og beskæftigelsesområdet og senere kommunaldirektør.

    Ifølge en pressemeddelelse fra KL går interessen for klimakampen tilbage til Stine Johansens barndom i landsbyen Glim i Lejre Kommune, hvor hendes far var værktøjsmager og blandt andet arbejdede med at fremstille vindmøller. Sammen stiftede de senere virksomheden Independent Windpower.

    Privat er Stine Johansen gift på 30. år med Leise Johnsen, som er uddannet i eskimologi og direktør i Det Grønlandske Hus. De bor på Frederiksberg og har de 3 voksne børn. Ifølge KL er det musikken, der fylder, når Stine Johansen ikke er på arbejde. Hun lærte angiveligt at læse noter før hun læste bøger og startede som 12-årig med sangtimer hos en italiensk operasanger.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...