Gå til hovedindhold

Stort fjernvarmeprojekt lagt i graven

LÆS I DAG:
Prisen på naturgas fortsætter op.
Kredsløb skal foretage milliard-investeringer: Henter konsulent til at tage beslutninger.
Næstved: Politisk pres for at slippe fjernvarmekunder fri.
Nordjysk forsyningsselskab vil politianmelde flere elselskaber.

12. aug. 2024
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk
  • Læs op

Indhold

    Horsens Folkeblad:
    Stort fjernvarmeprojekt lagt i graven

    Der var langt fra nok opbakning til et fjernvarmeprojekt i Juelsminde, som ellers har været undervejs i to år. Den sidste frist for tilslutning blev sat til den 1. august, hvor 500 tilmeldinger skulle have fået projektet over målstregen. Men det skete ikke, konstaterer projektformand overfor Horsens Folkeblad.

    - Vi fik 14 nye tilmeldinger, fortæller formand for Juelsminde Fjernvarme, Erik Gudbjerg, efter at foreningen, Løsning Fjernvarme, der skulle stå for den tekniske løsning, og Hedensted Kommune torsdag aften holdt møde om projektets fremtid:

    - Her til formiddag (fredag, red.) må vi gå ud og informere om, at kommunens tredjestørste by ikke har kunne tage sig sammen til at synes, at fjernvarme er en god ting. Det er træls, og det synes kommunen og alle os i arbejdsgruppen også, at det her projekt skal lægges ned.

    Han gætter på, at det med alt det frivillige arbejde er omkring et årsværk, der nu er spildt, og kalder det rigtigt trist. Også for Juelsmindes fremtid.

    - Det gør måske, at nogle vil fravælge at flytte til Juelsminde, fordi det er billigere at opvarme sit hus et andet sted. Ejendomsmæglere siger, at det påvirker attraktiviteten i et område, når der ikke er fjernvarme, siger han.

    *****

    EnergiWatch:
    Prisen på naturgas fortsætter op

    Prisen for europæisk naturgas steg i løbet af den forgangne uge med over 13 pct. og ligger lige nu på sit højeste siden starten af december sidste år. Ifølge den toneangivende hollandske gasfuture koster naturgassen fredag 40,32 euro per megawatttime. Det skriver EnergiWatch.

    Til sammenligning lå prisen på 22,3 euro per megawatttime i februar, da den var på sit laveste i år.

    Prisudviklingen sker, efter at ukrainske tropper har beslaglagt nøglepunktet for rørledningen med naturgas i den russiske grænseby Sudzha i regionen Kursk. Punktet er det eneste sted, hvor russisk naturgas sendes ind i Europa.

    De europæiske naturgaspriser har været stærkt påvirket af krigen mellem Ukraine og Rusland, som har sendt den hollandske gasfuture på en rutsjebanetur siden krigens start i februar 2022. Til sammenligning ramte den 3,4 euro per megawatt-time før krigen i 2020.

    *****

    EnergiWatch:
    Kredsløb skal foretage milliard-investeringer: Henter konsulent til at tage beslutninger

    Klimamålene banker på døren, og det skal gå stærkt, hvis Aarhus kommune skal nå deres 2030 mål om at blive klimaneutrale. Derfor henter direktionen i Kredsløb nu en ekspert ind til at rådgive om, hvordan de nødvendige investeringer skal ske. Det fremgår af bl.a. EnergiWatch.

    Det bliver Christian Sønderup, der skal hive al sin erfaring fra energibranchen op af rygsækken og rådgive Kredsløb om, hvordan selskabet bedst investerer milliarder. For milliardbeløb skal bruges, og fjernvarmeforsyningen i Aarhus kommune skal være grøn.

    Økonomidirektør i Kredsløb, Thomas Elgaard, glæder sig over at få nye kræfter med på holdet.

    - Omstillingen er i fuld gang, og det går stærkt og vil fortsat kræve, at vi hurtigt er i stand til at navigere i og træffe store beslutninger til gavn for vores kunder. Derfor er det glædeligt, at vi nu kan gøre brug af Christians kompetencer og erfaringer, hvor han med sikker hånd er medvirkende til, at vi eksekverer og fastholder den gode kurs for selskabet, udtaler Thomas Elgaard i en pressemeddelelse.

    Kredsløb har indtil videre hyret Christian Sønderup til at rådgive om investeringer indtil januar 2025.

    *****

    Sjællandske:
    Næstved: Politisk pres for at slippe fjernvarmekunder fri

    Et enigt Klimaudvalg i Næstved Kommune vil have undersøgt, hvad man kan gøre for at slippe faldne fjernvarmeområder fri af karantæne. Det sker bl.a. på baggrund af, at et fjernvarmeprojekt i Appenæs er faldet på jorden, men hvor boligejerne fx nu ikke kan få tilskud til en varmepumpe, skriver Sjællandske.

    - Vi føler virkelig med de borgere, der er blevet fanget i det her, fordi fjernvarmen blev fravalgt. Derfor vil vi have kridtet banen op, så vi kan træffe en beslutning, der giver dem mulighed for at opnå tilskud fra staten, siger formand for Klima-, Miljø- og Friluftsturismeudvalget, Rune Kristensen (K).

    Han håber at beslutningsgrundlaget er klar til næste møde i udvalget. Men helt let bliver det ikke eftersom Næstved Fjernvarme har meddelt borgerne i bydelen, at de ikke agter at ændre i det projektforslag, der skal realiseres frem mod 2029.

    - I den periode foretages ingen ændringer i det af myndighederne godkendte projektforslag og der indsendes heller ikke nye projektforslag til myndighedernes behandling, skriver Næstved Fjernvarme til borgerne i Appenæs.

    Dermed er der umiddelbart ingen hjælp at hente fra Næstved Fjernvarme. Men Rune Kristensen håber at Klimaudvalget alligevel kan lande en løsning, som giver borgerne mulighed for at få tilskud fra den statslige varmepumpepulje, når naturgasfyret skal skiftes ud.

    - Der er mange juridiske diskussioner i det her, men det ændrer ikke på, at et tilskud på 17.000 kan være afgørende for valg af ny varmekilde. Og selvom vi foretrækker fjernvarme, så er der ingen grund til at holde forbrugerne i lænker, siger han.

    *****

    Energy Supply:
    Nordjysk forsyningsselskab vil politianmelde flere elselskaber

    Efter en periode med ekstraordinært mange forbrugerklager over fup-sælgere fra forskellige elselskaber, griber Frederikshavn Forsyning til politianmeldelser for at komme det til livs. Det skriver Energy Supply.

    - Vi har gang i en dialog med Nordjyllands Politi om, hvordan vi forholder os og gør det her. Vi er ved at samle materiale sammen og håber, at der er kunder, der er villige til at stå frem og fortælle deres historie, siger markedsspecialist hos Frederikshavn Forsyning Kathrine Bech Fanøe til Energy Supply.

    Det er ikke kun Nordjyllands Politi, der er inde over sagen i Nordjylland. Frederikshavn Forsyning er både i kontakt med brancheorganisationen Green Power Denmark og Forbrugerombudsmanden. De snart politianmeldte elselskaber har forsyningsselskabet ikke rakt ud til.

    Frederikshavn Forsyning og Kathrine Bech Fanøe er ikke de eneste, der er bekymrede for, at branchen er fyldt med brodne kar, der uden samtykke overflytter forbrugere fra ét selskab til et andet.

    - Det er et problem for elmarkedet, at det går ud over forbrugerne. Det er den samme historie over hele landet. Vi vil gerne stå for ordentlighed og troværdighed, og det rokkes jo ved, når kunderne udsættes for det her, siger Kathrine Bech Fanøe.

    Andre klikkede på...