Gå til hovedindhold

Udsigt til mere biogas livstidsforlænger gasfyr i boliger

LÆS I DAG: Affaldsselskab jagter trecifret millionbeløb til at fremtidssikre forbrændingsanlæg. Gasprisen faldt: Nyt varmeprojekt er på vej i graven. Allerød på vej mod en fremtid uden olie og gas. Tysk fjernvarme har et investeringsbehov i milliardklassen.

14. aug. 2024
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk
  • Læs op

Indhold

    BygTek:
    Udsigt til mere biogas livstidsforlænger gasfyr i boliger

    KLAR Forsyning  har bedt om foretræde for Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget i Folketinget, fordi selskabet efterlyser klare politiske signaler om konvertering fra gas og ønsker en tydelig deadline for ny-installation af individuelle gasfyr.

    Det kan ifølge KLAR Forsyning ske gennem et cirkulære, der indeholder retningslinjer for planlægningen gennem udgangspunkt i områder, hvor gas er blevet erstattet af fjernvarme. Det skriver BygTek.

    - Energistyrelsen bør hurtigst muligt, inden 2026, udarbejde hjemmel for, at Evida kan implementere de kommunale varmeplaner, der indeholder planlægning for nedlukning af de lokale gasnet efter 2035, skriver KLAR Forsyning.

    KLAR Forsyning advarer om, at 'borgerne bliver forvirrede' i deres varmevalg og spørger, hvorfor de ikke kan beholde deres gasfyr, når der overgås til biogas, som er grøn energi:

    - Vi mener, at biogas er en kostbar ressource, som har sin eksistensberettigelse i det danske energisystem de steder, hvor der ikke er gode alternativer, skriver forsyningsselskabet og understreger, at biogas er ”for værdifuld at bruge til individuel opvarmning

    *****

    CleantechWatch:
    Affaldsselskab jagter trecifret millionbeløb til at fremtidssikre forbrændingsanlæg

    Private investorer kan komme i spil som ejere af Affaldplus’ affaldsenergianlæg i Næstved, der inden årets udgang skal udskilles i et separat selskab. Ifølge CleantechWatch skal pengene blandt andet bruges på CO2-fangst.

    Pengene er nødvendige, som følge af den politisk vedtagne konkurrenceudsættelse af affaldsforbrændingsområdet, forklarer administrerende direktør for Affaldplus, Rikke Saltoft.

    - Vi skal ud på det kommercielle marked, og derfor laver vi vores spilplade så bred som mulig. Vi skal dels til at lave et bankudbud til at sikre den nødvendige finansiering fremadrettet. Hvad angår de private investorer, har vi endnu ikke hørt, om der er nogen, der er interesserede. Men vi gør det for at sikre et handlerum til ledelsen i det nye selskab, siger direktøren til CleantechWatch.

    Behovet for kapital blev allerede præsenteret for affaldsselskabets bestyrelse på et møde 31. maj i år.

    ”Der er behov for at indlede dialoger med banker, investorer og potentielle strategiske samarbejdspartnere for at tiltrække den nødvendige kapital og økonomiske støtte,” står der i referatet fra mødet.

    Af referatet fremgår det, at åbningsbalancen for selskabet i marts viste ”et betydeligt kapitalbehov på minimum 200 mio. kr. og gerne op mod 300 mio. kr.” til at sikre de første fem års drift.

    *****

    Folkebladet Lemvig:
    Gasprisen faldt: Nyt varmeprojekt er på vej i graven

    Der er ikke opbakning til en ny og fælles varmeløsning i Gudum, fremgår det af Folkebladet Lemvig. Det konstaterer Claus Buelund, der i et års tid har været i spidsen for en arbejdsgruppe, der undersøger alternativerne til naturgas.

    - Det lader ikke til, der er nogen stor tilslutning, så jeg tænker snart, vi tager beslutningen om at lukke projektet. Vi skal have et nyt møde med Lemvig Kommune, hvor vi lægger kortene på bordet og må konstatere, at vi ikke kan få den fornødne interesse, siger han i dag.

    Gudum er den eneste landsby i Lemvig Kommune, hvor naturgassen spiller en central rolle i den lokale opvarmning. Men på bagkant af energikrisen i 2022 stod det hurtigt klart, at byen ikke kan forvente fjernvarme fra hverken Lemvig eller Struer.

    I begyndelsen var interessen for et alternativ meget stor, men i dag er prisen på naturgas tilbage på et normalt niveau, og derfor er interessen for en ny investering tilsvarende kølnet.

    - Hvis energiprisen var lige så høj som for nogle år siden, så ville interessen for at finde et alternativ nok være større, konstaterer Claus Buelund.

    *****

    AllerødNyt:
    Allerød på vej mod en fremtid uden olie og gas

    Allerød: Udvalg er klar med ni anbefalinger til, hvordan kommunen kan blive fri af olie og gas inden 2035. Nu inviteres borgerne til at høre hvordan.

    Et udvalg, som byrådet i Allerød Kommune nedsatte i efteråret 2023, er nu klar med ni anbefalinger til, hvordan kommunen kan blive fri af olie og gas inden 2035. Det skal ifølge opdraget til udvalget ske gennem etablering af kollektive og klimaneutrale varmeløsninger.

    AllerødNyt skriver, at resultatet præsenteres på et borgerinformationsmøde tirsdag den 27. august kl. 19 på Allerød Rådhus, hvor alle er velkomne.

    - Vi står ikkemed tårnhøje gaspriser lige nu, som vi gjorde det i 2021 og 22. Så på en måde kan man sige, at økonomi som incitament til at udskifte varmeløsning ikke længere er der. Men vi har en forpligtigelse over for miljøet og ikke mindst de kommende generationer. Derfor har vi i opgaveudvalget vægtet at komme med nogle anbefalinger, som har de samfundsøkonomiske og de mere langsigtede fordele for øje, siger Anders Møller Glümer, formand for opgaveudvalget og medlem af byrådet for Venstre, i en pressemeddelelse.

    Hvis anbefalingerne følges, vil det betyde, at der sker en udvidelse af den kollektive varmeforsyning, hvor fjernvarme tilbydes til endnu flere. Det vil også betyde, at vedvarende energi og energieffektive løsninger prioriteres højest i omstillingen.

    *****

    EnergiWatch:
    Tysk fjernvarme har et investeringsbehov i milliardklassen

    Fjernvarmenettet skal udvides til langt flere tyske borgere. Det kræver investeringer på over 40 milliarder euro for, at tysk fjernvarmemål kan realiseres, ifølge rapport. Det beretter EnergiWatch.

    Over halvdelen af midlerne, 60 procent, skal gå til at udvide fjernvarmenettet til flere tyskere. Resten skal bruges på at bygge vedvarende varmeværker og tilslutte dem til de underjordiske net.

    Hvis det lykkes at skrabe pengene sammen, vil hele 14 millioner boligenheder blive opvarmet af fjernvarme i 2045. Det skal omstille Tyskland skridt for skridt hen mod klimaneutralitet i 2045. Klimamålene dikterer, at der vil være fokus på at udnytte overskudsvarme fra industrielle processer og opføre flere vedvarende energi projekter.

    Andre klikkede på...