TreFor klar til at forsyne 233 landsbyboliger med fjernvarme
LÆS I DAG: Fjernvarmeværk vil mindske gasforbruget med udvidelse. Grønnere varme på vej til erhvervsområde. Jespers afdeling har brugt sommeren på at regne: Nu er der nyheder til ét af fjernvarmeprojekterne. Nu kan visse fjernvarmekunder annullere fjernvarmekontrakt. Advokatregningen stiger og stiger i sagen om fjernvarmeskandalen i Odsherred Forsyning. Stor fjernvarmeudvidelse indstillet midlertidig af sikkerhedshensyn.
JydskeVestkysten:
TreFor klar til at forsyne 233 landsbyboliger med fjernvarme
Koldings politikere har nikket ja til, at TreFor kan gå i gang med forberedelserne til at forsyne endnu en landsby – Sdr. Stenderup - med fjernvarme. Det vil være en kæmpegevinst for klimaet, siger udvalgsformand ifølge JydskeVestkysten.
- Det bakker vi selvfølgelig op. Det er en kæmpegevinst for klimaet, hvis vi kan få pillet gassen ud af varmeforsyningen, og vi synes jo, at vi har en klimaforpligtelse. Det forlyder også, at der er omkring 14.000 kroner at spare pr. år pr. gennemsnitshusstand, sådan som gaspriserne er lige nu, siger udvalgsformand Jørn Chemnitz (SF).
TreFors projekt i Sdr. Stenderup vil - hvis det bliver til noget - kunne forsyne i alt 233 boliger og virksomheder, der i dag er opvarmede med enten naturgas eller olie. Mindst 60 procent skal sige ja, før projektet sættes i gang.
I givet fald skal der lægges en transmissionsledning på 3,1 kilometer fra Sdr. Bjert til Sdr. Stenderup for at kunne forsyne området. Beregninger viser, at omstilling fra naturgas til miljøvenlig fjernvarme vil medføre en CO2-reduktion på cirka 96 procent svarende til i alt 10.761 tons over 20 år i Sdr. Stenderup.
*****
Viborg Stifts Folkeblad:
Fjernvarmeværk vil mindske gasforbruget med udvidelse
Stoholm Fjernvarmeværk er undervejs med at udvide anlægget med et såkaldt elkedelanlæg og en akkumuleringstank, så man kan lagre det varme vand og dermed varme. Det skal mindske brugen af gas betydeligt, fremgår det af Viborg Stifts Folkeblad.
Projektet har været i høring og på sit seneste møde har økonomi- og erhvervsudvalget sagt god for, at kommunen stiller garanti for et lån på 8,2 millioner kroner, så projektet kan realiseres.
Fjernvarmen har over de seneste to år lagt knap otte millioner kroner til side og med lånet har man de knap 16 millioner korner, som udvidelsen vil koste.
Stoholm Fjernvarmeværk producerer i dag varme med varmepumper, træpiller, naturgasmotorer og naturgaskedler.
Men de nuværende gaskedler, der blev opstillet i firserne, har ikke kapacitet nok til spidsbelastede situationer - der er nu 1100 varmeforbrugere mod 750 for blot få år siden - og det skal elkedelanlægget blandt andet sikre.
Desuden kan elkedelanlægget bruges til at producere varme, når elpriserne er lave, fremgår det af ansøgningen.
*****
Fyens.dk:
Grønnere varme på vej til erhvervsområde
Midtfyns Fjernvarme ønsker at tilbyde fjernvarme til erhvervsområdet i den nordlige del af Ringe By, og en godkendelse er nu på vej gennem det politiske system. Ifølge Fyens.dk inkluderer projektet en ny 10 MW gaskedel til spids- og reservelast.
Med en CO2-reduktion på 447 ton årligt vil projektet bidrage til både Faaborg-Midtfyn Kommunes og regeringens klimamål, fremgår det af forvaltningens sagsfremstilling til politikerne.
Fjernvarmen produceres primært på solfangeranlæg og biomassekedler, mens overskudsvarme fra Rynkeby Foods A/S dækker en mindre del af behovet. En ny varmepumpe er også under udvikling for at øge effektiviteten.
Med en positiv samfundsøkonomi på otte millioner kroner og et selskabsøkonomisk overskud på en million kroner over 20 år vurderes projektet som både miljø- og økonomisk fordelagtigt for området.
*****
Randers Amtsavis:
Jespers afdeling har brugt sommeren på at regne: Nu er der nyheder til ét af fjernvarmeprojekterne
Før sommer måtte borgere i både Spentrup og Øster Bjerregrav konstatere, at deres egne fjernvarmeprojekter ikke gik, som de håbede. Nu er Verdo næsten færdige med at regne på det – og der er desværre dårligt nyt til borgerne i Øster Bjerregrav, fremgår det af Randers Amtsavis.
- Vi har, som vi sagde, brugt sommeren på at regne og kort fortalt, så ligger Øster Bjerregrav for langt væk og for lille til at økonomien kan hænge sammen, siger Verdos divisionsdirektør for energi og forsyning, Jesper Møller Larsen.
Det vil sige, at det hverken kan betale sig at trække en fjernvarmeledning ud fra Randers til landsbyen, samt at der er for få huse, og at afstanden mellem dem er for stor til, at det kan betale sig at lave et varmeværk på stedet.
- Vi havde et møde med den lokale bestyrelse i sidste uge, hvor vi fortalte dem det, siger Jesper Møller Larsen.
Mens konklusionen fra Verdos side står klokkeklar, når det gælder Øster Bjerregrav, gør det samme sig ikke helt gældende i Spentrup. Her er der lidt flere husstande, og de ligger lidt tættere på hinanden.
- Vi er ikke helt færdige endnu og arbejder stadig videre på at finde en løsning i Spentrup, siger Jesper Møller Larsen.
*****
NordvestNyt:
Nu kan visse fjernvarmekunder annullere fjernvarmekontrakt
Fjernvarmekunder i sydlige Odsherred kan komme ud af deres kontrakt, hvis de endnu ikke er koblet til fjernvarmenettet. Det er udmeldingen efter en længere juridisk proces hos Odsherred Forsyning, fremgår det af NordvestNyt.
Afklaringen markerer et vendepunkt i en proces, som har trukket ud og gav kurrer på tråden til ejerne af selskabet, nemlig kommunen.
Afklaringen betyder, at borgere i den sydlige del af kommunen, som har indgået kontrakt med forsyningen, men endnu ikke er blevet koblet til fjernvarmenettet, nu kan få deres kontrakter annulleret, hvis de vil. Det fremgår af et brev, som forsyningen nu sender ud til kunderne.
Udmeldingen er alene rettet mod de kunder, der ikke er koblet til fjernvarmenettet og siden det bratte stop for projektet i april, ikke har vidst, hvordan de skulle forholde sig.
Hvordan kunder, der allerede er koblet til fjernvarmenettet, er stillet i forhold til deres kontrakter, har det ikke været muligt at få uddybet inden deadline.
- Vi har nu fået en juridisk endelig afklaring i sagen om opsigelser af fjernvarmeaftaler. Det har været vigtigt for os at sikre en rigtig og tydelig kommunikation til vores kunder, og vi beklager, at håndteringen har været til gene for nogle af vores kunder, siger direktør for Odsherred Forsyning, Pernille Ingildsen.
*****
NordvestNyt:
Advokatregningen stiger og stiger i sagen om fjernvarmeskandalen i Odsherred Forsyning
Odsherred Kommune må tage endnu et dyk i kommunekassen for at få råd til at betale for de advokater, der hjælper kommunen i forhandlingerne med Nordea om en aftale for Odsherred Forsyning. Det skriver NordvestNyt.
Foreløbig er der ifølge det lokale medie brugt 10 mio. kroner, men det rækker ikke. Derfor indstilles det til Økonomiudvalget, at der skal bevilges yderligere to mio. kroner til advokatfirmaet Bech-Bruun.
Kommunens embedsfolk har arbejdet intensivt med sagen, især i august og september, og "forhandlingerne forventes at fortsætte i en længere periode," fremgår det af sagsfremstillingen.
*****
Vejle Amts Folkeblad:
Stor fjernvarmeudvidelse indstillet midlertidig af sikkerhedshensyn
Gennem de seneste måneder har Hedensted Fjernvarme været i gang med at nedgrave en forsyningsledning til Daugård. Men nu er den store udvidelse bogstaveligt talt løbet ind i et bump på vejen, der af hensyn til medarbejdernes sikkerhed kræver, at arbejdet indstilles på ubestemt tid.
Vejle Amts Folkeblad skriver, at nedgravningen af ledningen via Daugårdvej har nået en passage, hvor vejen smaller en anelse. Ikke meget, men lige nøjagtig nok til, at der ikke længere er tilstrækkeligt med plads til at udføre arbejdet forsvarligt.
- Det er kommet lidt som en overraskelse, som vi forsøger at finde en løsning på i samarbejde med entreprenør og kommune. Når bilerne skal forbi, er der ikke plads nok på indersiden af afskærmningen, og vi skal ikke risikere, at vores folk falder ned i udgravningen, siger direktør Martin Lindhardt fra Hedensted Fjernvarme.
Hedensted Fjernvarme mangler fortsat at nedgrave de sidste to kilometer ind mod Daugård, hvilket oprindeligt var forventet at være i mål omkring årsskiftet. Da problematikken gælder for hele den sidste del af strækningen, tør Martin Lindhardt dog endnu ikke spå om konsekvenserne.
Han håber på, at der er fundet en tilfredsstillende løsning i løbet af de næste par uger.
Skriv kommentar