Gå til hovedindhold

Tusindvis går glip af fjernvarme i Skælskør

LÆS I DAG: Chokmelding til tusinder af fjernvarmekunder: Prisen stiger for mange. Erhvervslivets interesse for fjernvarme baner vejen for flere boligområder. Nyt håb om aftale i skandalesag. Europæiske klimaministre mødes på Odense Havn: - Vi er ved at tabe den grønne førertrøje.

7. okt. 2024
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    TV2 Øst:
    Tusindvis går glip af fjernvarme i Skælskør

    Høje renter koster et fjernvarmeprojekt i Skælskør livet. Fjernvarmeselskabet Envafors forklarer beslutningen med, at etableringen af fjernvarme i byen ville koste 200 millioner kroner mere end planlagt. Det fortæller TV2 Øst.

    - Vi udviklede projektforslaget i 2020 og fremsendte det 2021. Siden er der sket en hel del med renterne, og samtidig er etableringsomkostningerne til varmeværker blevet væsentligt dyrere, forklarer Carsten Lunde, der er varmechef i energiselskabet Envafors.

    Konkret var projektet oprindeligt estimeret til at koste 300 mio. kroner – nu er prisen imidlertid på 500 mio. kroner.

    - Tidligere lånte vi til cirka nul procent i rente. Nu er renten omkring fire procent, og derudover skal vi betale en halv procent i renter på vores kommunegaranti, siger Carsten Lunde og tilføjer:

    - Det gør samlet set, at vi ikke kan få en sund økonomi i projektet.

    Fjernvarmeprojektet skulle have givet fjernvarme til 2.500 husstande i den centrale del af Skælskør.

    *****

    B.T:
    Chokmelding til tusinder af fjernvarmekunder: Prisen stiger for mange

    Tusindvis af borgere i det storkøbenhavnske område vil få sig en betydeligt dyrere varmeregning, når kalenderåret hedder 2025. Helt præcist er det fjernevarmekunder i 12 forskellige kommuner på Sjælland, der vil opleve prisstigningen, fremgår det af flere medier – bl.a. B.T.

    Det skyldes, at det tværkommunale fjernvarmeselskab Veks sætter priserne op med 15 procent for deres kunder, skriver selskabet selv på sin hjemmeside.

    Prisstigningen bliver på selskabets hjemmeside forklaret dels med en ekstraregning fra 2023, som gav et underskud på cirka 235 millioner kroner til Veks.

    Derudover skriver de, at de er blevet indhentet af de generelt stigende omkostninger og et stigende renteniveau.

    De 12 kommuner, som veks leverer varme til, tæller: Albertlund, Brøndby, Glostrup, Greve, Hvidovre, Høje Taastrup, Ishøj, Køge, Roskilde, Rødovre, Solrød og Vallensbæk.

    *****

    Viborg Stifts Folkeblad:
    Erhvervslivets interesse for fjernvarme baner vejen for flere boligområder

    Erhvervslivets stadigt voksende interesse for fjernvarme har fået Viborg Varme til at etablere forsyning til Viborgs nordlige industrikvarter. Det skete sidste år. Senest er JP Group kommet på nettet, og fjernvarmedirektør Morten Abildgaard fortæller Viborg Stifts Folkeblad, at der er flere erhvervskunder på vej.

    Ifølge Martin Pedersen fra JP Group vil overgangen til fjernvarme til rumopvarmning betyde, at man i 2025 kan reducere sit CO2-udslip fra 124 tons om året til 33 tons om året.

    - Og JP Group er langt fra den eneste virksomhed, der vil kunne reducere sit CO2-udslip. Det vil langt de fleste, hvis de skifter naturgassen ud med fjernvarme. Det har mange indset, og jeg forventer, at vi får en del flere virksomheder som kunder i løbet af den nærmeste tid, siger fjernvarmedirektør Morten Abildgaard.

    Nu er det ikke kun erhvervslivet i det nordlige industrikvarter, der får glæde af, at der er etableret en transmissionsledning der.

    Ledningen til industrikvarteret gør det således også rentabelt at tilbyde fjernvarme til beboerne i Lupinmarken og omliggende veje.

    - Vi vil efter planen etablere fjernvarme i kvarteret i 2028, og vi håber selvfølgelig på stor opbakning blandt beboerne, som jo nu ved, at de i hvert fald får muligheden, siger Morten Abildgaard.

    *****

    Nordvestnyt:
    Nyt håb om aftale i skandalesag

    Der er nu fornyet håb om en snarlig afklaring på en række ubesvarede spørgsmål i sagen om Odsherred Forsyning. Der er nemlig nu så meget skred i forhandlingerne mellem Odsherred Kommune og kreditorerne, at en løsning er mulig indenfor for ganske kort tid. Det skriver Nordvestnyt.

    - Vores forhandlinger er nu i slutfasen, og jeg tror på, at begge parter er interesserede i at nå en aftale, men det er komplicerede ting. Når vi en aftale, så vil den kunne behandles i byrådet efter efterårsferien, siger kommunaldirektør Claus Steen Madsen til Sjællandske Medier.

    Forhandlingerne mellem Odsherred Kommune og Odsherred Forsynings kreditor, Nordea, har været hårde og i visse perioder været helt stillestående.

    Blandt andet fordi forhandlerne tog på sommerferie midt i det hele, men også fordi det har været ualmindeligt svært at nå til enighed om en aftale, der kunne skabe levedygtige vilkår for det kriseramte selskab, erfarer Sjællandske Nyheder.

    Heller ikke kunderne fik megen information - lige indtil september, hvor Sjællandske Nyheder kunne fortælle, at omkring 2200 borgere kunne bede om at blive løst fra deres underskrevne kontrakter uden beregning.

    Kunder, der var blevet lovet fjernvarme, men aldrig nåede at blive tilsluttet inden projektet måtte stoppe brat i april, kunne nu slippe ud og fortsætte med gasleverancerne til vinter.

    *****

    Energy Supply:
    Europæiske klimaministre mødes på Odense Havn: - Vi er ved at tabe den grønne førertrøje

    Klima- og energiministrene i Nordsøsamarbejdet mødes 24. oktober til et heldagsmøde på Odense Havn Lindø for at sætte tempo på udbygningen med vindmøller i Nordsøen. Klima- og energiminister Lars Aagaard er som formand for Nordsøsamarbejdet vært for mødet.

    Ifølge Energy Supply understreger den danske klimaminister, at der er brug for handling.

    - Europa er ved at tabe den grønne førertrøje på gulvet. Vi ved, hvor det strammer henne, og hvor barriererne er, siger Lars Aagaard i en pressemeddelelse fra ministeriet.

    - Vi ved, at vi er nødt til at gøre noget nyt, hvis det skal lykkes os at udvikle Nordsøen til et samlingspunkt for grøn energi og industri, der skal gøre Europa stærkere og sikre nye, grønne arbejdspladser. Derfor samler jeg ministre i Nordsøsamarbejdet og branchen, så vi kan give vores bud på, hvad der skal til, siger Lars Aagaard.

    Nordsøsamarbejdet består af Danmark, Belgien, Holland, Frankrig, Tyskland, Norge, Irland, Luxembourg og Europa-Kommissionen. Storbritannien er også fast med som observatør. EU's energikommissær Kadri Simson deltager også.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...