Aftale på plads: Lægger prisloft i graven
LÆS I DAG OGSÅ:
fjernvarmeselskaber landet over ånder lettet op efter skrottet prisloft.
Nyt datacenter vil kunne levere varme til flere tusinde husstande.
Plan om nyt kraftvarmeværk i Studstrup i modvind.
Tilslutningen fejlede - fjernvarmen når ikke til Korinth.
Færre fjernvarmeprojekter fremsendt end planlagt i 2024: - Det er faktisk rigtig godt.
Energy Supply:
Aftale på plads: Lægger prisloft i graven
Der er stort set glæde og tilfredshed overalt – hos politikere og i fjernvarmesektoren. Fredag blev der enighed om en politisk aftale, der afskaffer det forkætrede prisloft på overskudsvarme, og det lader glæden få vinger rundt om, fremgår det af bl.a. Energy Supply.
- Vi fjerner nu en konkret barriere og giver friere rammer, så overskudsvarme kan udvikle sig. Til gengæld har fjernvarmeselskaberne så et større et ansvar for, at projekter med virksomheder om overskudsvarme er økonomisk forsvarlige og til gavn for forbrugerne, udtaler klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard i en pressemeddelelse.
Den nye aftale skal nu omsættes til lov, og det bliver en lov, der træder i kraft fra den 1. juli i år. Aftalen vækker også glæde hos Dansk Fjernvarme.
- Mange års mistænkeliggørelse fra myndighedernes side ift. at udnytte overskudsvarme er væk med denne aftale. Det betyder, at vi nu kan lave flere gode og sunde projekter, hvor vi bruger overskudsvarme fra industri og virksomheder til at producere grøn fjernvarme, siger Kim Mortensen, direktør i Dansk Fjernvarme, til Energy Supply.
Ifølge tal fra Dansk Industri er der overskudsvarme nok fra industrien i Danmark til at forsyne over 500.000 boliger med fjernvarme. Men ifølge en analyse fra 2022 blev kun 13 procent af det samlede potentiale udnyttet.
*****
EnergiWatch:
Fjernvarmeselskaber landet over ånder lettet op efter skrottet prisloft
Fjernvarmeselskaber landet over gik fredag på weekend med en god nyhed i bagagen: Prisloftet på overskudsvarme er nu omsider fortid. Det gjaldt bl.a. i Viborg, hvor Viborg Varmes formand, Kristian Brøns Nielsen, nu ser frem til at kunne udnytte overskudsvarme fra Apples datacenter, skriver EnergiWatch.
- Vi har måttet vente med projektet, fordi vi ikke kunne være 100 pct. sikre på ikke at overskride loftet i fremtiden. Det har været helt tåbeligt, fordi denne varmeform er den billigste varmeform fremfor for eksempel naturgas, som vi bruger i dag, siger formanden og tilføjer, at investeringen på i alt 266 mio. kr. ligger klar i skuffen.
Selv alt er klart til at gå i gang med etableringen, så må selskabets kunder ruste sig med en anelse tålmodighed endnu, lyder det fra formanden, der anslår, at der nok går omkring halvandet år, førend forbrugerne kan få både grønnere og nok også billigere varme.
Hos Vejen Varmeværk siger direktør Richard Sloth Nielsen, at afskaffelsen af prisloftet ”glædelig”.
- Det betyder, at det nu er muligt for os at investere i overskudsvarme, og vi har to interessante projekter, som vi tidligere har kigget på, der skal hives frem og overvejes igen. De to projekter vil kunne forsyne 3.000 husstande med varme hver især, siger han til EnergiWatch
*****
Energy Supply:
Nyt datacenter vil kunne levere varme til flere tusinde husstande
Samtidig med at politikerne på Christiansborg når til enighed om at fjerne prisloftet på overskudsvarme, er der indgået et aftale mellem DI Forsyning og Sampension om et udnytte overskudsvarme fra et kommende datacenter. Det skriver bl.a. Energy Supply.
- Vi forventer at modtage fjernvarme fra datacentret fra udgangen af 2027, og at vi efter et stykke tid modtager varme til omkring 1.700 husstande. På sigt er der potentiale for, at datacentret vil kunne levere varme, der svarer til mere end 5.000 husstande, udtaler Henrik H. Blicher, der er projektchef i Din Forsyning, i en pressemeddelelse.
Sampension mener, at investeringen er godt afstemt med deres strategi om både bæredygtige investeringer og gode afkast til pensionskunderne.
- Derudover vil vi også have fokus på andre bæredygtighedshensyn i udviklingen af datacentret, herunder at reducere klimaaftrykket fra opførelsen af anlægget. Vi ser samtidig et stort potentiale i datacenter-segmentet generelt set, og samlet har denne investeringscase et rigtig attraktivt afkastpotentiale, udtaler Torbjørn Lange, chef for ejendomme og infrastruktur i Sampension.
*****
Aarhus Stiftstidende:
Plan om nyt kraftvarmeværk i Studstrup i modvind
Energiselskabet Ørsted vil ifølge Aarhus Stiftstidende gerne opføre et nyt og markant mindre kraftvarmeværk i Studstrup, der skal erstatte det nuværende anlæg. Men planerne møder politisk modstand i byrådet i Aarhus.
Ørsteds plan om at forny Studstrupværket nord for Aarhus udspringer af to forhold. Dels synger værket rent teknisk på sidste vers og vil ved udgangen af 2030 have udtjent sin levetid. Og dels udløber en aftale med kommunens forsyningsselskab Kredsløb om at modtage varmen ved udgangen af 2030.
- Vores forslag er at bygge et halmfyret kraftvarmeværk med CO2-fangst. Det vil være et væsentligt bidrag til kommunens målsætning om at blive en CO2-neutral, siger Ole Thomsen, direktør for Ørsteds kraftvarmeværker.
Borgmester Anders Winnerskjold (S) er dog afvisende over for Ørsteds planer. Det fremgår af et brev til Ørsted, som dr.dk har beskrevet og Stiften har fået aktindsigt i.
I brevet henviser borgmesteren til, at byrådet har vedtaget en klimaaftale og opfordret Kredsløb til at sammensætte fremtidens fjernvarme uden nye investeringer i nye biomasseanlæg.
*****
Fyens Amtsavis:
Tilslutningen fejlede - fjernvarmen når ikke til Korinth
FFV – fjernvarmeselskabet i Faaborg – melder nu ud, at man opgiver at få fjernvarme til Korinth – også selv om man har udsat tidsfristen for tilmelding og holdt ekstra informationsmøder. Det fortæller Fyens Amtsavis.
Tilslutningsprocenten skulle have rundt 70 procent, men den sluttede på 51 procent ved årsskiftet. Det fik FFV til for få dage siden at meddele Arbejdsgruppen for Fjernvarme i Korinth, at løbet er kørt.
- FFV vil ikke mere, så der bliver ikke kogt mere på den suppe, og fjernvarme til Korinth er derfor stort set aflyst, lyder det tørt fra en ærgerlig Helge Brunse fra den lokale arbejdsgruppe.
Han fortæller, at FFV forklarede gruppen i Korinth, at de havde brugt den energi, de kunne tillade sig på projektet, men at de nu ville gå til kommunen.
- Jeg synes naturligvis, det er ærgerligt, fordi vi havde næsten 200 tilmeldte husstande, og vi synes jo selv, der er så mange muligheder med fjernvarme til Korinth. Der er eksempelvis overskudsvarmen fra savværket og træflis fra godserne omkring byen, siger Helge Brunse.
Christian Møller er administrerende direktør i FFV, og han bekræfter, at der har været holdt et møde, og at FFV er løbet tør for ideer.
- Det er ikke gået helt, som vi havde håbet på, og vi er der, hvor vi skal have en snak med kommunen om, hvorvidt de har nogle ideer eller forslag til, hvad der kan gøres i Korinth. Det møde bliver i løbet af næste (uge 4, red.) uge, udtaler han til avisen.
*****
Energy Supply:
Færre fjernvarmeprojekter fremsendt end planlagt i 2024: - Det er faktisk rigtig godt
Fjernvarmeselskaberne forudså for et år siden, at der ville blive indsendt fjernvarmeprojekter svarende til omkring 62.000 husstande i løbet af 2024. Men nu – et år senere – viser det, der er indsendt projektforslag for omkring 27.000 husstande – altså mindre end halvdelen – fremgår det af Energy Supply.
Og ifølge Dansk Fjernvarme er det faktisk ganske positivt, at der blev færre fjernvarmeprojekter det forgangne år. Der er nemlig ganske mange projekter at tage fat på, så det vil være hensigtsmæssigt at vente med nye fjernvarmeprojekter til 2027-2028.
- Vi kan se, at 2025 og 2026 bliver de år, hvor der skal laves allermest fjernvarme i Danmark, med projekter der blev godkendt både før og under energikrisen, siger seniorkonsulent i Dansk Fjernvarme, Søren Magnussen til Energy Supply.
Skriv kommentar