Gå til hovedindhold

Chef i Energistyrelsen: "Jeg tør ikke love at vi når 2030 målet for grøn gas"

LÆS I DAG OGSÅ:

Biogas Danmark: Stop snakken om en slutdato.
Den danske vandsektor er udsat for "meget høj" trussel fra cyberkriminalitet.
Lille kraftværk fik afslag på opkobling til tre vindmøller.
Salg af varmepumper faldt 60 procent i 2024.

23. jan. 2025
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    EnergiWatch:
    Chef i Energistyrelsen: "Jeg tør ikke love at vi når 2030 målet for grøn gas"

    Formelt har vi i Danmark en målsætning for 2030 om at nå op på at kunne dække det danske gasforbrug 1-til-1 af biometan – eller opgraderet biogas. Men enhedschef i Energistyrelsen tør ikke love, at det kommer til at holde stik, fremgår det af EnergiWatch.

    - I danske fremskrivninger siger vi, at vi kan nå et grønt kryds, hvor forbruget og produktionen af grøn gas modsvarer hinanden omkring 2030. Men jeg tør ikke stå og sige lige nu, at det kan vi nå, lød det således fra enhedschef i Energistyrelsen, Jane Glindvad Kristensen, under et indlæg på Grøn Gas-konferencen onsdag.

    Hun pegede på, at potentialet er tilstede, men at der mangler både investeringer og forbedrede rammevilkår, hvis man skal formå at komme i mål og indfri målsætningen.

    Her er det bl.a. en klar forudsætning, at der atter skal tempo på myndighedsgodkendelserne, hvor der ifølge Jane Glindvad Kristensen er indtrådt en form for stagnation. Samtidig er det bydende nødvendigt, at der bliver bygget mere produktionskapacitet, så EU helt kan droppe import af russisk gas.

    *****

    Energy Supply:
    Biogas Danmark: Stop snakken om en slutdato

    Klimaminister har ad flere omgange givet udtryk for, at udfasningen af gasfyr i de danske boliger ikke længere helt så presserende, fordi der alligevel snart strømme grøn biogas i rørene. Det har de hørt i Biogas Danmark, hvor direktøren nu op fordrer til, at al snak om en slutdato for gas må stoppe. Det skriver Energy Supply.

    Direktør Frank Rosager mener, at statsstøtten til udfasning af gas er spild af gode penge, fordi udfasningen ikke ender med den ønskede CO2-reduktion. Det løser man – mener direktøren – meget nemmere med biogas, der er klassificeret som en vedvarende energikilde og dermed kan betegnes som en CO2-neutral varmekilde.

    Samtidig vil der ifølge være den fordel med biogas, at den kan hjælpe de borgere, der ikke har andre mulighed for en grøn, fremtidssikker varmekilde.

    - Der er så mange steder i Danmark, hvor en by ikke kan bære fjernvarme og huspriserne ikke kan bære en varmepumpe. Her er biogas et vigtigt og afgørende alternativ til forbrugerne, siger han.

    Ifølge Frank Rosager kan 100 procent biogas i nettet endda motivere flere til at droppe gasfyret.

    - Biogassen bliver lidt dyrere end naturgas, og det kan få flere over på varmepumper og fjernvarme. Og dem, der ikke har den mulighed kan komme på biogassen. Det giver folk flere valgmuligheder, siger han.

    I 2024 udgjorde biogas 38 procent af det danske gasforbrug.

    *****

    CleantechWatch:
    Den danske vandsektor er udsat for "meget høj" trussel fra cyberkriminalitet

    Center for Cybersikkerhed har for første gang lavet en trusselsvurdering af den danske vandsektor, og det er ikke rar læsning. Centeret mener således, at den danske vand- og spildevandsforsyninger er udsat for en ”meget høj” trussel fra cyberkriminalitet. Det fremgår af CleantechWatch.

    - Vandsektoren er en grundlæggende bestanddel af det, der i Danmark udgør kritisk infrastruktur. Det siger sig selv, at det hurtigt kan blive alvorligt, hvis drikkevandsforsyningen bliver forstyrret, udtaler fungerende chef for Center for Cybersikkerhed Mark Fiedel i en pressemeddelelse.

    I pressemeddelelsen bliver der også åbnet op omkring et angreb i december sidste år mod et mindre dansk vandværk. Det var angiveligt en pro-russisk cyberaktivistisk hackergruppe, der udførte angrebet, der efterlod de lokale borgere uden vand i hanen i flere timer.

    450 husstande var kortvarigt uden vand i hanerne, og senere hen var 50 husstande ud vand i flere timer, fordi angrebet førte til en sprængning af et vandrør.

    Center for Cybersikkerhed vurderer, at vandværket blev ramt på grund af anlæggets ”lave beskyttelsesniveau” og ikke, fordi hackergruppen gik målrettet efter vandsektoren.

    Truslen fra cyberaktivistiske hackergrupper er ifølge Center for Cybersikkerhed en del af normalbilledet i dag og skal ses i lyset af den russiske invasion af Ukraine og Danmark som militær bidragsyder til Ukraine.

    *****

    Energy Supply:
    Lille kraftværk fik afslag på opkobling til tre vindmøller

    Fjernvarmen fra Brøns Kraftvarmeværk kunne i dag være billigere og helt grøn, hvis værket havde fået ja fra Energistyrelsen til at bruge strøm fra tre geografisk nærliggende vindmøller. Svaret var nej og ifølge en jurist er der tale om regler, der tilgodeser store netselskaber snarere end mindre fjernvarmeselskaber. Det skriver Energy Supply.

    Jurist Kenneth Løvenskjold Andreasen påpeger over for mediet DOI.dk, at reglerne ikke lever op til intentionerne i EU’s VE III-direktiv.

    - Med Energiunionen fra 2015 og frem til den seneste plan for grøn omstilling i EU kaldet "Fit-for-55", åbnede man for at fremme egenproduktion af VE fra borgere, virksomheder og lokale energifællesskaber. Det er hensigten, at borgerne skal deltage aktivt i den grønne omstilling, forklarer Kenneth Løvenskjold Andreasen.

    Den udvikling bliver modarbejdet af de danske regler, mener han, og det bremser for, at vi får nogle nye smarte løsninger.

    Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet har ikke ønsket at kommentere sagen med henvisning til, at klagen fra Brøns Kraftvarmeværk behandles i Energiklagenævnet.

    *****

    Energy Supply:
    Salg af varmepumper faldt 60 procent i 2024

    Salget var individuelle varmepumper står ikke bare i stampe – slaget er fortsat faldende. Nye tal viser, at der i 2024 blev solgt 9790 vandbårne varmepumper sidste år. Det er 60 procent færre end året før, fremgår det Energy Supply.

    Den tilbagegang giver anledning til panderynker hos erhvervsorganisationen Tekniq.

    - Hvis vi skal sikre, at Danmarks grønne omstilling fortsætter, skal der være et vedvarende fokus på at gøre det attraktivt for forbrugerne at vælge grønne løsninger som varmepumper frem for fossile alternativer, siger bæredygtighedschef Troels Hartung.

    Det stagnerende salg sker, selv om der fra 2023 til og med 2026 er afsat omkring én milliard kroner i støtte til konvertering fra gas- og olieopvarmning.

    I stedet viser tal fra Sikkerhedsstyrelsen, at antallet af gasfyr til boligopvarmning fortsætter med tage til. Fra 2022 og frem til og med 2024 blev der således installeret over 12.000 gasfyr.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...