Gå til hovedindhold

Ny ”grøn” aftale om overskudsvarme øger de danske klimaudledninger

LÆS I DAG OGSÅ:

Analysechef: Det er en bjørnetjeneste for klimaet at afskaffe prisloftet på overskudsvarme.
Kommunalbestyrelsen følger anbefaling og stopper fjernvarmeprojekt.
"Alle vandværker bør genbesøge kapitlet om it-sikkerhed i deres beredskabsplan".
For første gang overhaler solen det sorte kul.
78 procent af danskerne ved ikke, hvor lyset i lampen stammer fra.

24. jan. 2025
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Altinget.dk:
    Ny ”grøn” aftale om overskudsvarme øger de danske klimaudledninger

    Klimaministeriet melder, at den netop indgåede aftale om at fjerne prisloftet på overskudsvarme vil føre til en stigningen i udledningen af CO2 frem mod 2030. Merudledningen vil være på 0,1 millioner ton CO2 i 2030 og dermed have en negativ effekt på det danske klimaregnskab og opfyldelsen af klimamålene, skriver Altinget.dk.

    Altinget.dk skriver videre, at forklaringen på merudledningen er, at afskaffelsen af prisloftet kommer til at give klimabelastende industri med fossile energikilder mulighed for at tjene penge på at levere overskudsvarme.

    Klimaminister Lars Aagaard har tidligere sagt om det, at alle partier har været vidende om, at der ville ske en mindre medudledning, så det er således ikke en oplysning, der kan overraske politikerne.

    Den grønne tænketank, CONCITO, påpeger dog, at fjernelsen af prisloftet også kan have positive effekter andre steder i systemet, men at det ikke fremgår af de modeller, som fx Klimaministeriet benytter sig af.

    - Der er industrier, der fyrer med gas og andre klimaskadende energikilder, der får gavn af det her, og som i højere grad vil fastholde deres brug af disse kilder. Men der vil også være nye overskudsvarmeprojekter, der gør, at vi kan fange og bruge noget grøn energi, som kan have nogle positive effekter andre steder i systemet. Og det fanger regeringens modeller ikke rigtigt, siger cheføkonom Torsten Hasforth fra CONCITO til Altinget.dk.

    *****

    EnergiWatch:
    Analysechef: Det er en bjørnetjeneste for klimaet at afskaffe prisloftet på overskudsvarme

    Chefanalytiker i tænketanken Cepos, Otto Brøns-Petersen, er ikke begejstret for udsigten til, at prisloftet på overskudsvarme fjernes helt fra den 1. juli i år. Overfor EnergiWatch gør han sig til talsmand for, at det også fjerner incitamentet for virksomhederne til at begrænse udledningen af overskudsvarme.

    - Det helt grundlæggende problem, og det også grunden til, at man tidligere har haft prisloftet, er, at der er forskel på, hvor meget man beskatter varme, og hvor meget man beskatter procesenergi, altså produktion og dermed varme der er udledt fra produktionen (overskudsvarme, red.), siger han til EnergiWatch.

    Han påpeger således, at overskudsvarme er beskattet lavere end den traditionelt producerede varme. Derved kommer overskudsvarmen egentlig til at konkurrere med den traditionelle varme, mener analysechefen.

    Hans løsningsforslag er, at man i stedet fjerner strafafgiften på varme og i det hele taget udjævner afgifterne på varme og procesenergi.

    - Hvis man skal lave en omkostningseffektiv grøn omstilling, skal man have en ensartet afgift på varme og overskudsvarme, siger han til EnergiWatch.

    *****

    Stevns Kommune; pressemeddelelse:
    Kommunalbestyrelsen følger anbefaling og stopper fjernvarmeprojekt

    Stevns Kommune har nu formelt valgt at følge indstillingen fra KLAR Forsyningen om at indstille arbejdet med at etablere fjernvarme i Store Heddinge. Det er sket på et møde i Kommunalbestyrelsen, fremgår det af en pressemeddelelse fra Stevns Kommune.

    - I forbindelse med energikrisen i 2022 lovede vi stevnsboerne at undersøge muligheden for at etablere fjernvarme i Stevns. Det har vi gjort nu, og konklusionen er, at det ikke er muligt med de vilkår, der er lige nu. Derfor er det ansvarlige at gøre også at følge anbefalingen fra Stevns Energi og stoppe nu, udtaler borgmester Henning Urban Dam Nielsen.

    Formand for Udvalget for Plan, Miljø og Teknik, Flemming Petersen er enig:

    - Jeg havde gerne set, at vi havde kunnet tilbyde borgerne i projektområderne og selvfølgelig kommunen selv et grønt og mere bæredygtigt alternativ som fremtidens varmeløsning. Det lod sig desværre ikke gøre, og derfor må vi nu se nye veje. Stevns Energi og ikke mindst alle de ambassadører, som har arbejdet hårdt for at skabe muligheden skal have stor tak for indsatsen.

    Stevns Energi begrunder anbefalingen om at standse arbejdet med, at de økonomiske risici er blevet for store efterhånden som forudsætningerne har ændret sig i projektforløbet

    *****

    CleantechWatch:
    "Alle vandværker bør genbesøge kapitlet om it-sikkerhed i deres beredskabsplan"

    Nu kommer såvel Dansk Vandværker som DANVA med en klar opfordring til sine medlemmer om få gennemgået deres beredskabsplaner. Opfordringen kommer i lyset af den nye trusselsvurdering, som Center for Cybersikkerhed for nylig offentliggjorde, fremgår det af CleantechWatch.

    - Vi opfordrer alle bestyrelser til at tage bestik af den aktuelle trusselsvurdering. Alle vandværker bør genbesøge kapitlet om it-sikkerhed i deres beredskabsplan, så de ved, hvad de skal gøre, hvis der kommer et angreb, siger Jan Andersen, der er landsformand for Danske Vandværker, til CleantechWatch.

    De to brancheorganisationer mener, at vandforsyningerne bør følge de anbefalinger til beskyttelse af såkaldte OT-systemer, der er nævnt af Center for Cybersikkerhed.

    Center for Cybersikkerhed vurderer, at særligt truslen fra cyberkriminalitet i form af ransomware-angreb er ”meget høj” og udgør en trussel, der ”meget sandsynligt” kan ramme vandforsyningers drift inden for de næste to år.

    *****

    DR.dk:
    For første gang overhaler solen det sorte kul

    For første gang har solen overgået kul i produktionen af el. Solenergi stod i 2024 således for 11 procent af den elektricitet, der blev produceret i EU, mens kul stod bag 10 procent. Det skriver DR.dk, der også nævner, at sol nu er den hurtigst voksende energikilde i EU.

    Det er godt nyt lyder det fra professor Marie Münster fra DTU og medlem af Klimarådet, som rådgiver regeringen.

    - Det er et tegn på, at vi i Europa er på rette vej, og at sol og landvind er nogle af de billigste løsninger til at producere el. Så det er jo en meget god nyhed, siger hun.

    Og det er ikke alene solen, der vinder frem so energikilde ved elproduktion. Vandkraft, vind og sol udgjorde – som vedvarende energiformer – næsten halvdelen af EU's elproduktion i 2024, så kul, olie og gas er på vej til at blive presset ud af energisystemerne i EU.

    Dermed sparer EU-landene også mange penge på at importere fx fossile brændsler. Nye tal viser, at EU over de seneste fem år har sparet godt 440 milliarder kroner på kul- og oliebudgettet, fordi den vedvarende energi i stedet har leveret strøm til forbrugere og virksomheder.

    *****

    Klimamonitor:
    78 procent af danskerne ved ikke, hvor lyset i lampen stammer fra

    Selv om mange danskere i forbindelse med energikrisens opståen i 2022 fik øjnene op for, at man med fordel kan følge bl.a. udviklingen på elpriserne, så viser en undersøgelse fra Energi Fyn, at det kun er et fåtal, der ved, hvor deres strøm kommer fra. Det skriver Klimamonitor.

    Undersøgelsen viser, at mere end 3 ud af 4 danskere ikke ved, hvor deres strøm kommer fra. Det er på trods af, at 64,6 procent af danskerne dagligt holder øje med elprisen, og 9 ud af 10 tænker over, hvordan de kan spare på strømmen hver uge.

    - Flere tror, at deres strøm bliver købt fra lokale vindmøller eller andre lokale produktionskilder. I virkeligheden bliver det hele handlet på den nordiske elbørs, og markedets prissætning afgør, hvor vi får strømmen fra, siger Ane Rask, der er chef for administration og handel hos Energi Fyn.

    Ifølge Ane Rask kan man som forbruger således ikke regne med, at det er lokale aktører, der har produceret strømmen i stikkontakten. I stedet afhænger det af vejrforhold og børspris.

    Analysen er gennemført i december 2024 af A&B Analyse i et Danmarkspanel, hvor 1.000 personer deltog.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...