Gå til hovedindhold

Dobbelt støtte til biomasseværker forsinker ny grøn strømproduktion

LÆS I DAG OGSÅ:

GEV sætter prisen markant ned på varme.
105 nye forbrugere i Farsø Fjernvarmeværk.
Fjernvarmen kan betales på nye måder.
DI: Krav om rapportering er "blevet for voldsomt og omfattende".
Et flertal siger ja til atomkraft.

29. jan. 2025
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Information:
    Dobbelt støtte til biomasseværker forsinker ny grøn strømproduktion

    Rådet for Grøn Omstilling gør sig til talsmand for, at VE-certifikater fra anlæg, der fyrer med biomasse, forsinker udbredelsen af sol og vind, er konkurrenceforvridende og måske rummer en dansk statslig kollision med EU-retten. Det skriver Information.

    - Biomasseværkerne får såvel statsstøtte som oprindelsesgarantier og opnår dermed nogle ekstra fordele i forhold til sol- og vindenergi. De vinder både på gyngerne og karrusellerne, og det er ikke en fair konkurrence, siger Bjarke Møller, direktør i Rådet for Grøn Omstilling, der mener, det giver mere forbrændingsbaseret energi i stedet for mere sol og vind

    Information anfører, at kritikken får opbakning fra professor i økonomi ved Københavns Universitet, tidligere overvismand og formand for Klimarådet Peter Birch Sørensen, ligesom fagfolk og grønne organisationer har haft en lignende kritik over årene.

    Det springende punkt i kritikken fra Bjarke Møller er, at der er tale om certifikater, der ”konkurrerer” med certifikater fra energiproduktion fra sol og vind, men at certifikaterne fra biomasseanlæg modtager statsstøtte.

    Rådet for Grøn Omstilling fremfører således, at anlæg i Danmark, der laver el ved at afbrænde biomasse i form af for eksempel træpiller og -flis, står til at modtage 4,6 milliarder kroner i statsstøtte i perioden 2022-2028.

    Rådet for Grøn Omstilling skønner, at et politisk stop for den eksisterende praksis med både statsstøtte og VE-certifikater til eksisterende biomasseværker vil kunne skabe ekstra efterspørgsel efter ny grøn strømproduktion til en værdi af 2,3-4 milliarder kroner i 2023.

    *****

    Billund Ugeavis:
    GEV sætter prisen markant ned på varme

    I en kold januar måned kan mange måske varme sig ved, at GEV sætter fjernvarmeprisen markant ned. Der er en økonomisk gevinst bag, der nu kommer forbrugerne til gode.

    Borgerne i Grindsted kan se frem til den næste regning fra deres lokale varmeselskab, GEV, med ro i sindet. Selskabet sænker nemlig varmeprisen i 2025 med ikke mindre end 25 procent, fremgår det af Billund Ugeavis.

    Den nye pris på kun 266 kroner/MWh gælder hele 2025 og betyder en besparelse på 1630 kroner for et standardhus, fremgår det af en pressemeddelelse fra GEV.

    Prisen falder, fordi GEV har høstet ekstraordinære indtægter fra elmarkedet i den sidste del af 2024. Ved at bruge dele af selskabets produktionsanlæg til at hjælpe med balanceringen af elnettet har GEV fået en økonomisk gevinst. Den kommer nu forbrugerne til gode.

    Men GEV forventer ikke, at de ekstraordinære forhold kan gentages i fremtiden.

    - Fra 2026 regner vi med, at priserne vil vende tilbage til det normale. Men det ændrer ikke på vores fokus: Vi arbejder hårdt på at optimere fjernvarmen, så vi fortsat kan være blandt de billigste i Danmark, siger direktør René Heiselberg Gier.

    *****

    Lokaltindblik.dk:
    105 nye forbrugere i Farsø Fjernvarmeværk

    Farsø Fjernvarmeværk har vokseværk, fremgår det af en meddelelse fra værket til sine kunder forud for den ordinære generalforsamling – det skriver Lokaltindblik.dk. Der er således kommet 105 forbrugere til i løbet af 2024.

    I alt er der nu 1686 forbrugere tilsluttet fjernvarmeselskabet, og det kan bl.a. forklares med, at Fandrup nu er koblet på, ligesom en del af Ullits også er begyndt at nyde godt af varmen fra Farsø. Desuden er der kommet flere forbrugere i Farsø.

    I 2024 blev der solgt 31.168 MWh, hvilket er 4 procent mere end budgetteret. En række forbrugere har brugt mere, end de har indbetalt aconto, og derfor opkræves der i alt 902.818 kr. fra disse forbrugere, mens der i alt tilbagebetales 398.391 kr. til forbrugere, som er blevet opkrævet for meget.

    Samtidig kan forbrugerne glæde sig over, at 2025 ikke byder på prisstigninger.

    *****

    Roskilde Dagblad:
    Fjernvarmen kan betales på nye måder

    Ifølge Roskilde Dagblad har Ishøj Forsyning vedtaget en ny prisstruktur for tilslutning til fjernvarme, der ifølge selskabet skal det nemmere for borgerne at tilmelde sig og betale for fjernvarme. Beslutningen blev truffet på et bestyrelsesmøde i december, fremgår det af avisen.

    - Vi har arbejdet intensivt på denne prisstruktur i over et år. Det har været en kompleks proces, som har krævet fuldt økonomisk overblik. Vi er derfor glade over, at vi nu kan præsentere en prisstruktur, der gør det nemt og trygt for borgerne i Ishøj at se, hvad de skal betale for, når de bestiller fjernvarme, siger bestyrelsesformand Ole Beckmann i en pressemeddelelse fra Ishøj Forsyning.

    Den nye prisstruktur indeholder to modeller, A og B. Model A inkluderer abonnement på et fjernvarmeanlæg, tilslutning af stikledning og en serviceordning. Betaling sker kvartalsvis. Model B dækker etablering af stikledning til boligen, og betalingen sker ved underskrivelse af aftalen.

    Samtidig bliver forbrugerne dog også mødt er højere priser på fjernvarme. Fra nytår steg prisen fra 350 kroner til 384 kroner per megawatttime, og fra 1. april 2025 stiger prisen yderligere til 550 kroner per megawatt-time.

    *****

    CleantechWatch:
    DI: Krav om rapportering er "blevet for voldsomt og omfattende"

    Kravene til rapportering og regulering er blevet for voldsomme, lyder det fra DI. Det er særligt de mange krav fra EU – og især EU’s bæredygtighedsdirektiv (CSRD), der får hårde ord med på vejen, skriver CleantechWatch.

    - Det er rigtig fint, at man har tårnhøje ambitioner om grøn omstilling, og at man bygger en fælles standard for, hvordan man rapporterer om bæredygtighed. Det store problem er bare, at det er blevet alt for komplekst med op til 1100 forskellige punkter, der skal rapporteres om, siger Emil Fannikke Kiær, der er erhvervs- og medlemsdirektør i erhvervsorganisationen DI  til CleantechWatchs søstermedie FødevareWatch.

    Det betyder ifølge DI, at virksomheder i dag bruger for meget tid og penge på at leve op til reglerne, og det står slet ikke mål med virkeligheden. Løsningen er ifølge DI, at standarderne skal ensrettes. Hvis det ikke sker, vil det have konsekvenser for virksomhederne i forhold til markeder uden for EU.

    - Det betyder, at virksomhederne stilles dårligere i konkurrencen. Det tager ledelsestid, medarbejdertid, fokus og det går det forkerte sted hen, siger Emil Fannikke Kiær.

    *****

    EnergiWatch:
    Et flertal siger ja til atomkraft

    En ny undersøgelse – udført for EnergiWatch – viser, at et smalt flertal af danskerne ser positivt på atomkraft som en del af løsningen på fremtidens energiforsyning. Forsker fra DTU peger på, at atomkraft kan sikre stabile priser og en lavere CO2-udledning, og at det er ved at overbevise danskerne.

    - Det kan godt ske, at vi får atomkraft på dansk jord. Hvis de nødvendige drivkræfter som økonomi, forsyningssikkerhed og klimaet bliver udfordret nok, så kan jeg godt forestille mig, at det kommer til at føre til politisk accept af atomkraft, siger leder af DTU’s center for atomkraftteknologi, Bent Lauritzen, til EnergiWatch.

    Ifølge undersøgelsen svarer 32 pct. af deltagerne, at de er tilhængere af atomkraft. 34 pct. er neutrale, mens 25 pct. er direkte modstandere af atomkraft. 9 procent har svaret ”ved ikke”.

    Andelen der er tilhængere stiger dog markant, hvis de får at vide, at atomkraft vil give stabile priser og mindre CO2 udledning. Så er ja-andelen oppe på 56 procent, fremgår det af EnergiWatch.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...