Gå til hovedindhold

Opsagte gasaftaler: Størstedelen vil skifte til fjernvarme

LÆS I DAG OGSÅ:

Politikerne bliver mere og mere varme på geotermi.
Stor opbakning til fjernvarme i Nybøl og Vester Sottrup.
Gigantiske 'termokopper' skal sikre billig fjernvarme.
Hofor og biogasanlæg frifundet for millionerstatning.
Energinet: AI kan give os billigere og bedre forsyningssikkerhed.

12. feb. 2025
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    EnergiWatch:
    Opsagte gasaftaler: Størstedelen vil skifte til fjernvarme

    Langt størstedelen af de kunder, der opsiger deres leveringsaftale på gas med Evida, vælger fjernvarme. Det viser tal fra Evida, der angiver, at det drejer sig om tre ud af fire, der stopper med at modtage gas til opvarmning. Det skriver EnergiWatch.

    Der er tale om et markant hop op i forhold til tidligere år, og det ser kun ud til, at det vil fortsætte og måske endda blive forstærket i årene, der kommer. For også for de gasopsigelser i 2025 og 2026, som Evida allerede har fået melding om, er fjernvarme den foretrukne varmekilde, som forbrugerne planlægger at skifte til.

    I en formular på Evidas hjemmeside angiver 93,8 procent af de boligejere, der planlægger at opsige gassen i 2026, at de vil skifte til fjernvarme.

    Dansk Fjernvarme mener, at udviklingen samtidig understreger, at der er behov for at øge incitamentet til at skrotte naturgassen, hvis man for alvor vil rykke på klimamålene, mener Dansk Fjernvarme.

    - Hvis Christiansborg kunne melde klart ud om en slutdato for levering af gas i gasnettet, har både forbrugere og fjernvarmeselskaber et mål at arbejde ud fra i forhold til at udrulle fjernvarme og konvertere. Derudover mener vi, at der bør være prisgennemsigtighed for forbrugeren, som i stedet bør modtage en årlig opgørelse for de samlede udgifter til sin gasforsyning, udtaler politisk chef i Dansk Fjernvarme, Rune Moesgaard.

    *****

    Frederiksborg Amts Avis:
    Politikerne bliver mere og mere varme på geotermi

    Byrådspolitikerne i Rudersdal Kommune skrinlægger nu planerne om en stor fjernvarmestation med en luft-til-vand varmepumper i Holtegårdsparken og beder nu i stedet Norfors om at analysere på muligheden for at udnytte geotermi til fjernvarme i området. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

    Det er ikke mindst stærke beboerprotester mod varmepumperne, der foreløbig har overbevist medlemmerne af Arkitektur- og Byplanudvalget om at se mod geotermi som et alternativ.

    - Debatten har gjort stort indtryk, og forslaget, der kom op undervejs om at gå dybere i undersøgelserne af geotermi, er nu gennemført, siger formanden for udvalget, Christoffer Buster Reinhardt.

    - Norfors har undersøgt mulighederne og vurderer, at der kan være et potentiale i geotermi i forhold til det projektområde, Holtegårdsparken skulle have dækket. Det skal naturligvis undersøges nærmere, og derfor ønsker vi at afslutte planarbejdet for Holtegårdsparken.

    I efteråret 2024 gennemførte firmaet Innagi en kortlægning af undergrunden i Nordsjælland ved hjælp af seismiske undersøgelser, fortæller Rudersdal Kommune i en pressemeddelelse.

    Resultaterne af disse undersøgelser indgår i den tilkendegivelse, Norfors nu er kommet med, nemlig at forsyningsselskabet umiddelbart ser muligheder i geotermi.

    *****

    JydskeVestkysten:
    Stor opbakning til fjernvarme i Nybøl og Vester Sottrup

    Sønderborg Varme er tilfredse med, at 80 procent af husstandene i Nybøl og Vester Sottrup indtil videre har valgt at udskifte deres naturgas- eller oliefyr med lokal fjernvarme. Det skriver JydskeVestkysten.

    - På godt tre måneder er 665 ud af 1080 mulige husstande blevet tilmeldt, og det viser, at borgerne både ønsker at bidrage til den grønne omstilling og samtidig drage fordel af vores kollektive løsning til konkurrencedygtige priser, udtaler Erik Wolff, direktør for Sønderborg Varme i en pressemeddelelse.

    Tilslutningen i de to landsbyer er gjort mulig af, at Sønderborg Varme er i færd med at udvide fjernvarmenettet mellem Sønderborg og Gråsten. Den sammenkobling betyder, at også andre landsbyer i området får mulighed for at få fjernvarme.

    Udover Nybøl og Vester Sottrup vil borgerne i Ullerup og Avnbøl nemlig også snart kunne tilslutte sig fjernvarmenettet, et projekt der allerede forelægger et forslag på.

    - Senere på året holder vi informationsmøder, hvor borgerne i de to byer kan få meget mere at vide om priser, tilslutningsmuligheder og ikke mindst tidsplaner for, hvornår fjernvarmen kommer til Ullerup og Avnbøl, tilføjer Erik Wolff.

    *****

    DR Nyheder:
    Gigantiske 'termokopper' skal sikre billig fjernvarme

    Vestforsyning  vil sikre billig varme til sine kunder ved at anlægge to gigantiske akkumuleringstanke, der kan lagre energi i vand ved Måbjergværket ved Holstebro. Tankene får en højde på 30 meter og en diameter på 22 meter, fortæller DR Nyheder.

    - Det vil give forbrugerne en øget forsyningssikkerhed, da der vil være varmt vand i en længere periode både om sommeren og om vinteren, og som er produceret på billig strøm, fortæller Aksel Heltoft, der er projektleder hos Vestforsyning.

    Og akkumuleringstanke er ikke alene noget, der bliver opført i Holstebro. De er på vej over hele landet, lyder det fra brancheforeningen Dansk Fjernvarme.

    - Vi ser, at der kommer flere akkumuleringstanke, men egentlig også store dam-varmelagre til at lagre energien i. Så stille og roligt ser vi en kæmpe udvikling på landsplan, siger direktør i Dansk Fjernvarme, Kim Mortensen, til DR Nyheder.

    Og der er store perspektiver i at lagre varmt vand i en fremtid, hvor fjernvarmen i langt højere grad skal produceres med grøn strøm. Det skyldes ikke mindst prisen.

    - Det her med lagring bliver en af de helt store udfordringer for energisektoren. Og det er bare hundrede gange billigere at lagre energien i vand end i eksempelvis batterier, siger Kim Mortensen.

    Hvis planen holder, kan Måbjergværket tage akkumuleringstankene i brug fra januar næste år.

    *****

    EnergiWatch:
    Hofor og biogasanlæg frifundet for millionerstatning

    Såvel HOFOR som det store fynske biogasanlæg Andekærgård Biogas er blevet frifundet i en retssag om erstatning på 15 mio. kroner. I stedet har Retten i Svendborg besluttet, at energirådgiveren ES 2024 skal betale erstatningen for en såkaldt energibesparelse.

    Hverken HOFOR eller biogasselskabet ønsker at kommentere dommen, førend en anke er afgjort, fremgår det af EnergiWatch.

    Striden drejer sig om en såkaldt energibesparelse på 74,1 mio. kWh fra et biogasanlæg, som er solgt og videreformidlet flere gange som en slags kvote. Energistyrelsen kunne ved en stikprøvekontrol ikke dokumentere den indrapporterede energibesparelse, som der var ydet tilskud til, hvilket har ført til en række sagsanlæg.

    Med både Hofor og biogasanlægget frifundet, er ansvaret og dermed regningen for den manglende energibesparelse landet hos ES 2024, der allerede har anket dommen videre til Landsretten.

    *****

    Ingeniøren.dk:
    Energinet: AI kan give os billigere og bedre forsyningssikkerhed

    Energinet vil bruge AI til at sikre en både billigere og mere optimal forsyningssikkerhed, når der skal købes reserver, som kan balancere elsystemet – også kendt som mFRR (manual Frequency Restoration Reserve).

    Ingeniøren.dkv fortæller således, at reserveopkøb de senere er blevet sværere på grund af den stadig større andel VE, der kan fluktuere voldsomt. Det skal AI rette op på med langt mere præcise vejrprognoser for, hvornår solen skinner, og hvor meget vinden blæser.

    - Med al den sol og vind, vi nu har, har vi brug for at kunne stille med den bedste prognose for det kommende døgn, baseret på vejrudsigter, forklarer Thomas Dalgas Fechtenburg, der er chef for Systemydelser hos Energinet.

    Løsningen er et software-værktøj med navnet Dynamisk Dimensionering, der er baseret på Machine Learning og kan give bedre gode prognoser for, hvor meget elektrisk energi der skal indkøbes det følgende døgn på mFRR.

    Energinet har allerede testet systemet, og det tyder på, at der er mange penge at spare på at bruge det. På blot én uge kunne man spare cirka 1,1 mio. kroner, hvilket omsat til årsbasis svarer til omkring 60 mio. kroner.

    - Vi forventer dog, at det tal vil stige i takt med, at udbygningen med VE stiger, og når vi får mere erfaring med modellen, siger Thomas Dalgas Fechtenburg.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...