Gå til hovedindhold

Millioner til fjernvarme samler støv: »Vi har behov for at tale krisen op«

LÆS I DAG OGSÅ:

Kommune skal redde fjernvarmeselskab fra konkurs.
Højeste gaspriser i to år - og vinteren tømmer lagrene.
Konstante cyberangreb får forsyningsselskaber til at skrue op for sikkerheden.
Norge dropper elkabler til Danmark – og åbner døren for atomkraft.
30.000 kroner til drone var ikke spildt: Drilsk utæthed er fundet.

13. feb. 2025
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Ingeniøren.dk:
    Millioner til fjernvarme samler støv: »Vi har behov for at tale krisen op«

    I modsætning til de foregående år, ser 2025 ud til at være året, hvor fjernvarmeselskaberne ikke har travlt med at støvsuge Fjernvarmepuljen. Der blev åbnet for ansøgninger den 27. januar, og ifølge Ingeniøren.dk er der modtaget ansøgninger fra ni fjernvarmeselskaber for et beløb på 53,5 mio. kroner.

    Så sent som i 2024 blev Fjernvarmepuljen tømt på blot syv minutter, da den åbnede, og der blev samlet søgt for omkring 400 mio. kroner, mens puljen blot var på 150 mio. kroner.

    Energiprofessor Brian Vad Mathiesen mener, der er brug for at skærpe retorikken og få danskerne til at forstå, at energikrisen langt fra er overstået.

    - Det virker på mig, som om folk tror, energikrisen er ovre, og at vi ikke behøver at have travlt med at komme af med naturgassen. I virkeligheden har vi behov for at tale krisen op – ikke ned, siger Brian Vad Mathiesen, der er professor i energiplanlægning ved Aalborg Universitet.

    Han mener, at danskerne ikke har forstået behovet for, at vi kommer af med den fossile opvarmning – gas – og over på andre kilder; primært fjernvarme.

    Politisk chef i Dansk Fjernvarme, Rune Moesgaard, ser fortrøstningsfuldt på, at der nok skal komme flere konverteringsprojekter senere på året, men erkender samtidig, at fjernvarmeselskaberne her og nu er presset af, at flere danskere afventer at springe fra gasopvarmning.

    - Overordnet er det, at alle midler fortsat ikke er søgt, et udtryk for, at det er sværere at få økonomi i projekterne for flere selskaber her og nu, da det kræver ret stor tilslutningsprocent, siger Rune Moesgaard.

    *****

    Nordjyske Stiftstidende:
    Kommune skal redde fjernvarmeselskab fra konkurs

    Tiden er ved at løbe ud for Hirtshals Fjernvarme, der har frist frem til den 4. marts til at finde en løsning eller blive erklæret konkurs, fremgår det Nordjyske Stiftstidende, der samtidig fortæller, at der kun er én redningskrans tilbage: Et kommunalt garanteret lån.

    Problemet for Hirtshals Fjernvarme er den gæld på 16 millioner kroner, som stammer fra selskabets andel i en fejlslagen spekulation i elpriser i det konkursramte selskab Dansk Kraftvarme Kapacitet.

    Der er arbejdet med forskellige løsninger, men Forsyningstilsynet har været afvisende, og nu er den eneste reelle mulighed altså, at kommunen må til lommerne. Det vil ikke være første gang, eftersom kommunen har stillet garanti for en resterende gæld på 20 millioner kroner til en transmissionsledning til affaldsvarme, der i 2009 blev etableret mellem Hjørring og Hirtshals.

    - Hvis vi lader Hirtshals Fjernvarme gå konkurs, bliver der jo i princippet lukket for varmen og så kommer vi jo til at hænge på den gældspost og også en anden gældspost på fire millioner kroner, som vi lige nu også afdrager på, siger borgmester Søren Smalbro.

    Det endelige og afgørende møde om selskabets redning finder sted 4. marts i skifteretten. Efter den dato er det slut med flere forsøg på at afværge en konkurs.

    *****

    Berlingske.dk:
    Højeste gaspriser i to år - og vinteren tømmer lagrene

    De europæiske gaslagre er mere end halvslunkne her ved udgangen af vinteren, og det medvirker til, at priserne på gas stiger. Lige nu er gaspriserne således de højeste de seneste to år, og eksperter advarer om, at en ny energikrise kan være om hjørnet, fremgår det af Berlingske.dk.

    Faktisk var gaslagrene fyldt helt op ved indgangen til vinteren i 2024. Og selv vinteren har været mild i Danmark, så har vinteren helt generelt været koldere end de to tidligere år, hvilket har betydet, at der er blevet trukket på lagrene.

    Siden september er den samlede gasbeholdning i Europa faldet med 19 procent, så lagrene nu kun er 49 procent fyldte mod 67 procent for et år siden.

    - Risikoen for, at EU går ind i foråret med meget lave gaslagre er øget i de seneste uger. Ikke blot er priserne den første måned steget, men vi ser også en stigning i kalenderpriserne for 2026-2027, siger Arne Lohmann Rasmussen, chefanalytiker hos Global Risk Management, til Bloomberg.

    Samtidig oplever Europa stigende konkurrence om at købe flydende naturgas fra Asien, som også efterspørger gassen. Det presser priserne yderligere op.

    Et ekstra pres på gaspriserne er netop udløst, efter at Kina med virkning fra 10. februar lagde 15 procents straftold på import af flydende naturgas fra USA som gengældelse for præsident Donald Trumps straftold på ti procent på alle varer, der sendes fra Kina til USA.

    *****

    DR Nyheder:
    Konstante cyberangreb får forsyningsselskaber til at skrue op for sikkerheden

    Forsyningssektoren i Danmark døjer med store mængder af hackerangreb, og DR Nyheder fortæller, at det nu får flere forsyningsselskaber til at hæve paraderne endnu mere – fx ved at ansætte folk i nye stillinger, hvor de får til at opgave at holde hackerne ud af systemerne.

    Hos Vestforsyning i Holstebro er direktør Christian Hagelskær lige nu på jagt efter en konsulent, der kan styrke virksomhedens virtuelle mure.

    - Vi er jo en kritisk del af infrastrukturen i Danmark. Vi leverer jo varme, vand, el og uden det, så går samfundet mere eller mindre i stå. Så der er nogen, der har interesse i at stoppe vores drift.

    Christian Hagelskær tror, at det i nogle tilfælde kan være fremmede magter, der forsøger at sabotere Vestforsyning.

    - Jeg kan ikke udpege nogen specielt, men der har været meget tale om russerne i denne her sammenhæng.

    Mark Fiedel, der er vicedirektør i Styrelsen for Samfundssikkerhed, bekræfter, at forsyningsvirksomhederne både bliver angrebet af kriminelle og fremmede staters hackere.

    - De vil gerne spionere, de vil gerne forberede sig på en fremtidig konflikt og derfor skal man tage det meget alvorligt, siger han til DR Nyheder.

    *****

    Ingeniøren.dk:
    Norge dropper elkabler til Danmark – og åbner døren for atomkraft

    Den norske regering har raslet med sablerne og truet med at slukke for elkablerne, der forbinder Danmark og Norge – bl.a. fordi kablerne skal være skyld i høje elpriser i Norge. Og nu bliver der føjet yderligere brænde til en lukning for kablerne, skriver Ingeniøren.dk.

    Arbeiderpartiet i Norge har fremlagt sit partiprogram, og her fremgår det, at elkabler mellem Norge og Danmark skal droppes. Samtidig vil partiet have atomkraft til at sikre mere energi til nordmændene.

    Det kan blive dødsstødet for to elkabler, der forbinder Danmark og Norge. Kablerne står til at nå deres tekniske udløbsdato i 2026, men ser nu ikke ud til at blive fornyet, hvis regeringspartiet får sin vilje.

    ”Vi vil hverken forny eller facilitere nye udenlandskabler i den kommende valgperiode,” står der blandt andet i det nye program.

    Når tiden er løbet ud for de to aldrende elkabler, vil der dog stadig være to nyere elkabler tilbage, der forbinder Norge og Danmark. Alligevel betyder beslutningen, at der ikke kan sendes lige så meget el fra Danmark nordpå.

    Brancheforeningen Green Power Danmark er ikke i tvivl om, at den nye beslutning kommer til at gå ud over danske energiselskaber.

    - Det betyder en reduceret eksportmulighed for de danske elproducenter, sagde Kristian Rune Poulsen, der er chefkonsulent hos brancheforeningen, til Ingeniøren.

    *****

    Fredericia Dagblad:
    30.000 kroner til drone var ikke spildt: Drilsk utæthed er fundet

    Selv en droneflyvning over Fredericia var ganske bekostelig for det lokale fjernvarmeselskab, så har det betalt sig, fremgår det af Fredericia Dagblad: En drilsk lækage er nu fundet, så man kan få stoppet hullet.

    - Vi har fundet bruddet, som viser sig at være under en ejendom i Vendersgade. Men det er sket så heldigt - hvis man kan sige det - at vandet er løbet direkte til kloak. Derfor har man ikke opdaget det, for det er endt i rensningsanlægget, siger direktør for Fredericia Fjernvarme, Carl Hellmers.

    - Selv om vandet er varmt, er det så lidt vand, at det ikke registreres ved indløbet til rensningsanlægget, forklarer han om udfordringen med at finde frem til lækagen, der har drillet siden jul.

    Selskabet har konstateret, at det var 30-50 kubikmeter vand, der forsvandt i døgnet. Det svarer til 30.000-50.000 liter i døgnet i en måneds tid. Altså omkring en million liter.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...