Gå til hovedindhold

Gasprisen stiger til højeste niveau i to år

LÆS I DAG OGSÅ:

To brande på fem dage: - Det må karakteriseres som umådeligt uheld.
Norfors dropper fjernvarmeprojekt.
Bygger Danmarks første CO2-terminal: - Vi tror på det her marked.
Nu kan du følge kommunens klimabelastning på nettet.

17. feb. 2025
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Børsen:
    Gasprisen stiger til højeste niveau i to år

    Inden for den seneste måned er gaspriserne steget med 30 procent, skriver Børsen, mens gasprisen over det seneste år er steget med 125 procent. Holder de aktuelle priser sig oppe i et så højt niveau, så kan der vente en ekstra regning for forbrugerne et stykke ud i fremtiden.

    Analysechef hos Global Risk Management, Arne Lohmann Rasmussen, er ifølge Børsen særligt bekymret for, at priserne på gas til levering i 2026 også stiger voldsomt.

    - Markedet er ved at miste troen på, at de høje gaspriser vil være bag os, i takt med at der kommer mere flydende gas på markedet i 2026, siger Arne Lohmann Rasmussen og advarer om, at en gaskrise truer i horsonten.

    Han henviser til, at især den energitunge del af den tyske industri endnu ikke er kommet sig over energikrisen i 2022, og at den nu igen er under pres – ikke blot som følge af høje gaspriser, men også med udsigten til en handelskrig med USA.

    Dertil kommer, siger han til Børsen, at de europæiske gaslagre denne vinter har været udsat for et voldsom træk, og at lagrene nærmest er historisk lave for årstiden.

    *****

    TV2 Østjylland:
    To brande på fem dage: - Det må karakteriseres som umådeligt uheld

    To brande med blot få dages mellemrum ramt Verdo. Det drejer sig i begge tilfælde om et transportbånd i en silo med træflis på havnen ved Randers, skriver TV2 Østjylland, der dog også kan fortælle, at branden er slukket.

    Den første brand opstod tirsdag, og den anden i weekenden – i det første tilfælde et transportbånd og i det andet tilfælde det erstatningstransportbånd, der blev etableret.

    - De første billeder fra branden var lidt foruroligende, men efter vi fik lidt klarhed om, hvad der var sket, fik vi ro i maven. Det har stadig været en voldsom omgang, lyder det fra Jens Ole Hougaard fra Verdo.

    Ifølge Anders Brix Christensen, som er indsatsleder hos Beredskab & Sikkerhed, udviklede branden lørdag sig hurtigt og spredte sig fra transportbåndet udenfor siloen og ind i siloen til træflisen.

    I alt var der brand fire forskellige steder. I erstatningstransportbåndet, et transportbånd over træflisen, et bånd udenfor siloen og i selve træflisen. Beredskab & Sikkerhed fik styr på de tre første i løbet af halvanden time, men træflisen var en større opgave.

    - Det er bare en langsommelig affære, for den eneste mulighed, vi har for at slukke, er at tømme det ud, fortæller Anders Brix Christensen.

    ******

    Frederiksborg Amts Avis:
    Norfors dropper fjernvarmeprojekt

    I dag er 1.300 husstande i Hørsholm Kommune tilsluttet fjernvarme fra Norfors, og man er dermed langt fra at have udfaset gas til boligopvarmning. Der nemlig i dag mere end 4.000 naturgasfyr i kommunen, fremgår det af Frederiksborg Amts Avis.

    Desværre har Norfors netop meldt, at et projektforslag for fjernvarme til Usserød, Mikkelborg, Vallerød og Rungsted. Det skyldes den usikre situation for Norfors omkring deres affaldsforbrændingsanlæg. Det fremgår af et notat fra forsyningsselskabet til kommunen.

    - Derfor er der nu behov for en revidering af projektforslaget grundet Usserødværkets usikre fremtid og et behov for en genberegning af samfunds-, selskabs- og brugerøkonomien når der er udarbejdet en helhedsplan for varmeproduktionen for hele Norfors forsyningsområde, hedder det i et notat til kommunen i forbindelse med at Norfors trækker projektet tilbage.

    *****

    Energy Supply:
    Bygger Danmarks første CO2-terminal: - Vi tror på det her marked

    I Esbjerg har der aldrig været mangel på initiativ, og nu er havnen godt på vej mod at realisere et mål om etablere den første terminal, der kan håndtere CO2 ved fangst og lagring. Terminalens første fase bliver klar i løbet af efteråret, fremgår det af Energy Supply.

    Anlægget skal kunne håndtere op mod 16. mio. tons CO2 på årsbasis, når den er fuldt etableret – til en anlægspris på omkring 120 mio. kroner.

    Havnedirektør Dennis Jul Pedersen forklarer til Energy Supply, at man fra Esbjerg over tid skal have forbindelse ud i Nordsøen og håbet er, at man kan benytte en af de nuværende gasledninger.

    - Forhåbentlig kan man tage en af gasledningerne, der sender gas ind ude fra Nordsøen, og i stedet bruge den til at sende CO2 ud. Kan man det, vil man kunne sende meget større volumener ud, end man ville kunne sende ud med skib.

    I så fald vil forretningen med CO2-terminalen kunne udgøre 20 pct. af Esbjerg Havns samlede omsætning.

    *****

    Viborg Stifts Folkeblad:
    Nu kan du følge kommunens klimabelastning på nettet

    Viborg Kommune gør det nu muligt for dens borger – og andre – at følge, hvordan det går med den grønne omstilling via et såkaldt klimabarometer. Det skriver Viborg Stifts Folkeblad.

    Klimabarometeret gør løbende status for CO2-udledningen indenfor syv forskellige indsatsområder: Energi, Transport, mobilitet og byudvikling, Landbrug og natur, Uddannelse, Affald, Grønt erhvervsliv og Kommunens medarbejdere og bygninger.

    - Klimabarometeret er en god måde at tydeliggøre målene i klimaplanen og gøre det muligt for borgerne at følge med i vores indsats for at reducere CO2-belastningen, og nå de mål vi har sat. Og for at se, at kursen er sat, siger Eva Pinnerup (S), der er formand for klima- og miljøudvalget.

    Kommunen sætter i den kommende uge gang i en række møder med overskriften Hverdagens Klimatopmøde. Her kan man blandt andet få fif til små ændringer, som ændrer ens egen CO2-belastning.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...