Gå til hovedindhold

Forsyning hæver fjernvarmepriser med 68 pct. som led i redningsplan

LÆS I DAG:

Bestyrelsesformand: -Det er ikke sjovt for nogen.
Nu kommer EU med gigantisk plan: Skal sænke prisen på energi.
Ørsted når ”vigtig milepæl” på sit Kalundborg CO2 Hub.
Så meget dyrere var ARC end Vestforbrænding i udbudskrig.
Topchefer på stribe kalder på et opgør med udskældt klimaregulering.

26. feb. 2025
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    EnergiWatch:
    Forsyning hæver fjernvarmepriser med 68 pct. som led i redningsplan

    Der skal graves dybt i pengepungen fra den 1. juni, når varmekunderne i Odsherred skal betale deres regning til Odsherred Varme. Selskabet har meldt ud med en voldsom prisstigning på ikke mindre end 69 procent, fremgår det bl.a. af EnergiWatch.

    Konkret stiger prisen fra 15.475 kroner til 26.011 kroner for et såkaldt standardhus. Den månedlige betaling stiger således med 878 kroner.

    - Prisstigningen sker som led i den rekonstruktion, der skal sikre en stabil og bæredygtig fremtid for fjernvarmen i forsyningen, skriver forsyningen, der i oktober 2024 gik i rekonstruktion efter et forfejlet fjernvarmeprojekt, i meddelelsen.

    Lars Therkildsen, der er bestyrelsesformand i Odsherred Varme, kalder prisstigningen for en ”tung, men nødvendig beslutning”.

    - Bestyrelsen har valgt at lægge prisen lige under Energistyrelsens forbrugerprisloft for at sikre en balance mellem at kunne servicere selskabets gæld og samtidig sikre kunderne en så rimelig pris som muligt. Det betyder, at fjernvarme prismæssigt fortsat er på linje med en individuel varmepumpeløsning for de fleste kunder, udtaler han i meddelelsen.

    Derudover bliver der ændret på, hvordan varmekunder kan forlade Odsherred Varme. Tidligere kunne det ske gratis, men nu kan kunder kun udtræde ved at betale for det, lyder det.

    Forsyningen oplyser, at udtrædelsesbeløbet er 1.632 kr. pr. kvadratmeter. For en standardbolig på 130 kvadratmeter vil udtrædelsesgodtgørelsen dermed udgøre 212.225 kr.

    *****

    NordVestNyt.dk:
    Bestyrelsesformand: -Det er ikke sjovt for nogen

    Lars Therkildsen er endnu relativt ny bestyrelsesformand for Odsherred Forsyning – moderselskabet bag Odsherred Varme – og han er langt fra glad for, at han skal stå bag beslutningen om at hæve varmeprisen med 68 procent fra den 1. juni. Det skriver NordVestNyt.dk.

    - Det er brandærgerligt, både for fjernvarmesagens skyld og for kundernes. Men vores opgave er at forsyningsselskabet skal være så stabilt som muligt, så kunderne fortsat kan få leveret varme og i denne situation har der ikke været andre muligheder end at sætte prisen op, siger han.

    Han fortæller, at man i forsyningen har forberedt sig på, at der vil komme mange henvendelser fra kunder, der vil have svært ved at betale en meget højere varmeregning fra juni, når prisen stiger.

    - Vi er alle mand ombord til at tage imod kundernes henvendelser og har klædt vores kundecentermedarbejdere på ved at give dem noget uddannelse, så de kan svare på spørgsmål, siger han ifølge NordVestNyt.dk

    *****

    Børsen.dk:
    Nu kommer EU med gigantisk plan: Skal sænke prisen på energi

    Energipriserne skal markant ned, der skal investeres milliarder i grøn energi, og så skal sagsbehandlingstiden på de selvsamme projekter forkortes væsentligt. Det er hovedpointerne i en ny EU-strategi for energiområdet, som EU-kommissær Dan Jørgensen løfter sløret for i Børsen.dk.

    Formelt bliver planen fremlagt senere i dag, onsdag, under navnet Affordable Energy Action Plan, der skal styrke konkurrenceevnen for EU-landene. Og energipriserne er, mener Dan Jørgensen og resten af EU-Kommissionen, helt centrale, hvis EU skal kunne klare sig i fremtiden.

    - Energi er afgørende vigtigt for alle dele af vores samfund. Men selvom vi har et rigtig godt udgangspunkt i Europa, er der ingen tvivl om, at situationen er ganske alvorlig, siger Dan Jørgensen til Børsen og uddyber:

    - Rusland har gjort energi til et våben. Vores energipriser er to til tre gange så høje som i USA, hvilket truer vores konkurrenceevne og dermed også vores velfærd. Og klimaforandringerne er stadig den største trussel mod vores planet. Derfor er vi nødt til at tage nogle skridt, der er vidtrækkende og også kontroversielle.

    De mere præcise ønsker for, hvor langt energipriserne skal ned, og hvor meget sagsbehandlingstiden skal forkortes afslører Dan Jørgensen dog ikke i dette interview.

    *****

    Energi Watch:
    Ørsted når ”vigtig milepæl” på sit Kalundborg CO2 Hub

    Der er fortsat fart på etableringen af CO2-fangstanlægget på Asnæsværket og Avedøreværket. Senest har Ørstedmeddelt, at man har fået installeret store hovedkomponenter på fangstanlæggene, fremgår det af EnergiWatch.

    Konkret drejer det sig om installationen af fem sæt absorbere, desorbere og direkte kontaktkølere, der er blevet løftet på plads på Asnæsværket og Avedøreværket. De er fordelt med tre sæt, der er installeret på Asnæsværket og to sæt på Avedøreværket.

    - Ved at etablere en komplet værdikæde inden for CO2-fangst og -lagring markerer ”Ørsted Kalundborg CO2 Hub” starten på det danske CO2-fangst- og -lagringseventyr. Jeg er derfor stolt over, at vi kan se byggeriet tage form, nu hvor hovedkomponenterne er løftet på plads, udtaler Ole Thomsen, der er senior vice president og chef for Ørsteds kraftværksforretning, i en meddelelse, og fortsætter:

    - Det er en vigtig milepæl, som vi har arbejdet henimod, siden byggeriet begyndte. Absorberne, desorberne og de direkte kontaktkølere er afgørende komponenter, der sætter anlægget i stand til at opsamle og lagre CO2.

    *****

    WasteTech:
    Så meget dyrere var ARC end Vestforbrænding i udbudskrig

    Det endte med at være Vestforbrænding, der løb med affaldsaftaler i en række kommuner, og det skyldes hovedsagligt, at Vestforbrænding formåede at byde under de tilsvarende bud fra ARC, fremgår det af WasteTech.

    Konkret var der mellem 15-30 millioner kroners forskel på ARC og Vestforbrændings VF Affaldsenergi i de otte delaftaler, som udgjorde Vestforbrændings udbud af affald til forbrænding. Det viser Vestforbrændings evalueringsnotat, som WasteTech har fået aktindsigt i.

    En af de største prisforskelle er at finde i delaftalen for kommunerne Albertslund, Ballerup, Gladsaxe, Ishøj og Vallensbæk. Her bød Vestforbrændings udskilte VF Affaldsenergi 69.464.441 kroner, mens ARC’s bud lå på 90.994.412 kroner for at håndtere 30.000 ton affald årligt.

    Vestforbrænding vandt hele udbuddet, der også inkluderede forbrænding af restaffald efter sortering på genbrugsstationer samt vandbaseret maling fra genbrugsstationer.

    ARC’s gennemsnitlige pris lyder på 57.653.587 kroner, mens Vestforbrænding ligger omkring 15 millioner kroner lavere, på 42.710.068 kroner. Allerstørst er forskellen på affald fra genbrugsstationerne, hvor ARC byder hele 31 millioner kroner over Vestforbrænding.

    *****

    Finans.dk:
    Topchefer på stribe kalder på et opgør med udskældt klimaregulering

    Det er nødvendigt med en forenkling af kraven til bæredygtighedsrapporteringerne fra virksomheder. Det mener 45 procent af danske erhvervsledere, som dermed bakker op om det danske krav til EU-Kommissionen om at udskyde og fjerne op mod 75 pct. af rapporteringskravet. Det skriver Finans.dk.

    - Lovgivningen, som den er lige nu, er alt for kompleks og ressourcekrævende selv for en større virksomhed som os at leve op til, siger Anne Mette Aaby Aaes, som er koncernfinansdirektør i Norlys.

    Det falder sammen med, at den danske regering – sammen med Tyskland og Frankrig – på de indre linjer i EU kæmper for at få udskudt de omfattende klimakrav under direktivet CSRD, der ellers vil ramme tusindvis af danske virksomheder.

    Regeringen vil have EU-Kommissionen til udskyde CSRD-reglerne fra 2025 til 2027. Det vil betyde, at mere end 2.000 danske virksomheder får to år mere til at forberede sig på rapporteringen, hvor de bl.a. skal fremlægge tal og planer for klima og ligestilling.

    Samtidig vil regeringen arbejde for, at man sløjfer 50-75 pct. af de specifikke rapporteringspunkter, som for længst er blevet vedtaget i EU.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...