Rekonstruktør: Kreditorer står til trecifret milliontab i Odsherred Forsyning
LÆS I DAG:
Tilsyn kræver svar fra kriseramte Odsherred Forsyning.
Klimarådet: Regeringen har for første gang vist vejen til 2030-mål.
Dansk Fjernvarme erklærer sig enig med Klimarådet: Potentialet for CCS er stort.
Klimarådet vender 180 grader på Aalborg Portland.
Fjernvarmen kommer til Espe.
Jacob Bundsgaard har fået nyt arbejde efter borgmester-exit.
CleantechWatch:
Rekonstruktør: Kreditorer står til trecifret milliontab i Odsherred Forsyning
Kreditorerne til Odsherred Forsyning og Odsherred Varme står til at miste et trecifret millionbeløb på den truende konkurs. Det vil navnlig gælde for Nordea og Odsherred Kommune som de klart største kreditorer, men samlet er der tale om 51 kreditorer, fremgår det af CleantechWatch.
Det fortæller rekonstruktør og Kromann Reumert-advokat Christian Jul Madsen, efter at forsyningen tirsdag meldte ud, at fjernvarmeprisen i kommunen stiger med ca. 75 pct. fra 1. juni som led i redningsarbejdet.
- Nu får vi lavet et budget, som er bæredygtigt. Men det ændrer ikke på, at kreditorerne kommer til at tabe et rigtig, rigtig stort trecifret millionbeløb, udtaler advokaten til CleantechWatch.
Han afviser at sætte et præcist tal på, fordi man endnu mangler at udregne den såkaldte dividende, men der bliver altså tale om, at kreditorerne kommer til at eftergive gæld i forsyningen. Samtidig varsler han en endelig udmelding indenfor de nærmeste måneder.
Christian Jul Madsen bekræfter også overfor CleantechWatch, at det i forbindelse med rekonstruktionsprocessen bliver undersøgt, om medlemmer af den tidligere ledelse kan ifalde ansvar grundet tabene i forsyningen.
- Den proces er vel undervejs, og det vil være en del af det forslag, vi sender ud til kreditorerne. Så vi kigger i alle ender og prøver at se, hvordan vi kan skrabe midler ind til varmeselskabet, så kreditorerne kan blive dækket ind, og varmeprisen måske på et eller andet tidspunkt kan blive sat ned, siger han
*****
EnergiWatch:
Tilsyn kræver svar fra kriseramte Odsherred Forsyning
Forsyningstilsynet blander sig nu i sagen om Odsherred Varme og kræver en redegøre fra selskabet om udrulningen af fjernvarme og en række økonomiske forhold. Det skyldes, skriver tilsynet i en skriftlig kommentar, at tilsynet bl.a. skal håndhæve varmeforsyningsloven prisbestemmelser.
Ifølge EnergiWatch skal det ses i sammenhæng med den nylige udmelding om et voldsomt prishop på omkring 70 procent på varmeprisen, ligesom mulighederne for udtrædelse af selskabet er skærpet gevaldigt.
Selv henviser tilsynet til bestemmelser i varmeforsyningsloven, der udstikker – som Forsyningstilsynet formulerer – hvordan ”der alene kan indregnes nødvendige omkostninger i varmeprisen, og hvorefter Forsyningstilsynet kan gribe ind over for bl.a. urimelige priser.”
*****
EnergiWatch:
Klimarådet: Regeringen har for første gang vist vejen til 2030-mål
Tidligere har Klimarådet været kritiske over, hvorvidt Danmark kan indfri sine klimamål for 2030. Men det har ændret sig i den seneste statusrapport fra rådet, skriver EnergiWatch, der fortæller, at regeringen nu har anskueliggjort vejen til klimamålet for 2030.
Det er første gang, at Klimarådet foretager den vurdering.
- Med aftalen om den grønne trepart for landbruget har regeringen og Folketinget samlet set vedtaget politik, der potentielt kan opfylde 2030-målet. Og det er en god nyhed, siger Peter Møllgaard, formand for Klimarådet.
Siden den første statusrapport blev udgivet i 2021, har rådet konsekvent advaret om, at både S- og SVM-regeringen ikke førte en tilstrækkelig klimapolitik. Nu er der politiske aftaler nok til, at de nødvendige drivhusgasreduktioner er planlagt. Trepartsaftalen for landbruget var den sidste sten, der faldt på plads i køreplanen, der blev lagt efter Folketingsvalget i 2019.
Men det må ikke få politikerne til at hvile på laurbærrene, lyder det fra Klimarådet.
- Der skal stadig trædes meget i pedalerne for at nå målet, og det er stadig usikkert, om man kan det, siger Peter Møllgaard.
*****
EnergiWatch:
Dansk Fjernvarme erklærer sig enig med Klimarådet: Potentialet for CCS er stort
Fjernvarmesektoren vil være en central og vigtig bidragsyder med CO2-fangst til at indfri klimamålene. Det er ifølge Dansk Fjernvarme meldingen fra såvel Klimarådet som Dansk Fjernvarme i forlængelse af den seneste statusrapport fra Klimarådet. Det skriver EnergiWatch.
Områdechefen for CCUS og PTX i Dansk Fjernvarme, Jannick H. Buhl, fortæller videre, at CCS er en af de helt store værktøjer for at sikre en klimaneutral fremtid. Og her kan Danmark spille en væsentlig rolle i at fange og lagre CO2, fordi det er et af de bedst egnede til lagring i Europa.
- Energi- og forsyningssektoren er med kraftvarmeværkerne og affaldsenergiselskaberne helt afgørende, hvis vi skal indfri vores klimamål, og når vi skal øge ambitionerne. Sektoren kan bidrage med væsentlige mængder fangst af biogen CO2, som kan bidrage til negative udledninger, siger Jannick H. Buhl i en meddelelse.
Han fortæller videre, at det også er her, at Danmark kan tilpasse reduktionerne i takt med, at vi følger reduktionsudviklingen i andre CO2-udledende sektorer herunder transport og landbruget.
*****
Klimamonitor:
Klimarådet vender 180 grader på Aalborg Portland
Virksomheden Aalborg Portland, er Danmarks største enkeltudleder af CO2 med 1,7 millioner ton om året, og tidligere har Klimarådet vurderet, at der kunne være en risiko for, at man undervurderede klimabelastningen fra cementproduktionen, men det mener rådet ikke længere. Det fremgår af Klimamonitor.
Aalborg Portland har nemlig lagt planer for CSS, der kan nedbringe klimaudledningerne fra produktionen markant, skriver rådet i sin seneste statusrapport.
»På den baggrund vurderes en eventuel undervurdering af aktivitetsniveauet at være mindre betydende, fordi en potentielt højere aktivitet vil blive neutraliseret af, at de højere udledninger fanges med CCS, hvis CCS-planerne holder,« skriver Klimarådet.
På kort sigt er der dog »høj usikkerhed om den endelige udledning fra cementproduktion i 2030,« da der ikke er »fuld sikkerhed« for teknologien for CO2-fangst på Aalborg Portland.
Derfor er det ikke klart, »hvornår CCS kan og vil blive taget i brug,« skriver rådet og »fremhæver cementproduktion som et opmærksomhedspunkt.
*****
Fyens Stiftstidende:
Fjernvarmen kommer til Espe
Der er nu så stor opbakning til udrulning af fjernvarme i fynske Espe, at folkene bag fjernvarmeprojektet nu godt tør melde ud, at der kommer fjernvarme til den fynske landsby. Det skriver Fyens Stiftstidende.
- Vi er nu oppe på, at 99 procent har tilmeldt sig. Så det bliver gennemført, siger Kim Petersen, der er formand for lokalrådet Forum Krarup-Snarup & Espe og også er med i arbejdsgruppen for at få fjernvarmen til Espe.
Samme holdning finder man hos hans bror, René Brinch Petersen, der for fire år siden tog initiativ til at søge opbakning for at få fjernvarmen til den midtfynske landsby.
- Vi er så tæt på, at jeg regner med, at vi kan nå i mål i denne eller næste uge, så vi kan sætte gang i næste fase af projektet, siger René Brinch Petersen.
FFV Varme og en lokal arbejdsgruppe har siden efteråret arbejdet for at få husstandene i Espe til at tilslutte sig fjernvarmen. I januar lød meldingen, at man var oppe på 87 procent tilmeldte, og at fristen blev forlænget til 31. marts for at nå målet på 100 procent.
I en anden landsby i kommunen lykkedes det ikke at få fjernvarme til byen. I Korinth var næsten 200 husstande tilmeldt ved fristens udløb 1. januar 2025, men det svarede kun til 51 procents tilslutning - langt fra målet om 70 procent. Derfor lagde FFV det projekt i graven.
*****
Altinget.dk:
Jacob Bundsgaard har fået nyt arbejde efter borgmester-exit
Fire måneder efter at Jacob Bundsgaard trak sig som borgmester i Aarhus, har han via sit eget rådgivningsfirma fået arbejde for det kommunale forsyningsselskab Kredsløb. Det skriver Altinget.dk.
- Det er korrekt, at Jacob Bundsgaard i øjeblikket bistår Kredsløb i en rådgivende rolle i forhold til CO2-fangst. Hermed forventer vi at kunne drage nytte af den store viden og erfaring, Jacob Bundsgaard har fra en lang politisk karriere, skriver Kredsløbs presseansvarlige, Anders Rødkjær Rasmussen, til Din Avis.
Ifølge Din Avis vedrører Jacob Bundsgaards rådgivning et projekt, som byrådet i Aarhus og netop Jacob Bundsgaard satte Kredsløb i gang med, og som bunder i den klimahandlingsplan, man vedtog i 2024 for at få Aarhus i mål med at blive CO2-neutral i 2030.
Skriv kommentar