Gå til hovedindhold

Lov om styrket beredskab i energisektoren vedtaget

LÆS I DAG:

Her har de for meget varme – det kan ”gaskommunen” måske drage nytte af.
Forbrugerrådet forventer handling fra tilsyn i fjernvarmesag.
Organisation vil have professionelle fjernvarmebestyrelser.
Toftlund Fjernvarme er dobbelt så dyr som det billigste varmeværk.
Varmepumpe mod bedre tider.
Hillerød Forsyning laver aftale med geotermiselskab.
Efter fem års genopbygning: Tyra-feltet er tilbage i fuld drift.

3. mar. 2025
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    EnergiWatch:
    Lov om styrket beredskab i energisektoren vedtaget

    Folketinget har nu vedtaget en lovning om beredskab, der er særligt rettet mod energi- og forsyningssektoren – herunder fjernvarmesektoren – så de bliver omfattet af større beredskabskrav og faste tilsyn. Det skriver EnergiWatch.

    Loven medfører, at mere end dobbelt så mange virksomheder bliver omfattet af de nye beredskabskrav. Fjernvarmeselskaber over en vis størrelse og større operatører af ladestandere er således nogle af de virksomhedstyper, der fremover skal udarbejde beredskabsplaner og indføre en række sikkerhedsforanstaltninger.

    - Forsyningssikkerhed har fået en ny dimension med Ruslands angrebskrig i Ukraine, som har sat tyk streg under, hvor vigtigt det er, at vi passer godt på vores energiinfrastruktur, udtaler klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard i en pressemeddelelse, hvor han også nævner, at loven er at udvise rettidig omhu.

    Antallet af virksomheder, der er omfattet af Energistyrelsens faste tilsyn, er i dag omkring 84 og ventes at blive mere end fordoblet. Yderligere omkring 160 mindre forsyningsvirksomheder vil blive omfattet af krav om at have en beredskabsplan og et kontaktpunkt.

    Loven træder i kraft den 7. marts.

    *****

    TV2.dk:
    Her har de for meget varme – det kan ”gaskommunen” måske drage nytte af

    I Holbæk Kommune drømmer lokale politikere nu for alvor om at kunne aftage overskudsvarme fra en række større industrivirksomheder så langt væk som i Kalundborg Kommune – særligt Novo Nordisk. Det fortæller TV2.dk.

    I dag mandag er der møde i Klima-, Miljø- og Naturudvalget, hvor de enten skal vende tomlen nedad eller opad til et samarbejde med flere virksomheder i Kalundborg (Kalundborg Symbiose), der gerne vil levere overskudsvarme til blandt andet Holbæk.

    I 2022 talte man også om projektet, men den gang blev det vurderet at de økonomiske konsekvenser i forbindelse med transporten af overskudsvarmen, ville være for store. Det har imidlertid ændret sig siden dengang.

    - Den helt store ændring fra dengang til nu er, at vi opfører en hel masse fabrikker. Derfor er der endnu mere varme i Kalundborg, og mængden er vokset så meget, at der faktisk er en business case, der rent faktisk kan hænge sammen, fortæller Michael Hallgren, der er formand for Kalundborg Symbiose og produktionsdirektør hos Novo Nordisk.

    Det bliver dog politikernes fornemmeste opgave at sørge for, at omkostningerne for forbrugerne ikke stiger, hvis aftalen skulle træde i kraft.

    - Mit indtryk er, at det vil blive billigere for forbrugerne, men selvfølgelig skal vi sikre, at alle de aftaler vi indgår. Vi skal sørge for, at vi ikke risikerer at hænge på en kæmperegning. Men det er vi også meget opmærksomme på, fortæller Karen Thestrup Clausen (EL), som er formand i udvalget Klima, Miljø og Natur i Holbæk Kommune.

    *****

    SN.dk:
    Forbrugerrådet forventer handling fra tilsyn i fjernvarmesag

    Der skal en uvildig myndighedsvurdering til for at finde ud af, om lovgivningen er blevet fulgt i sagen fra Odsherred, hvor forsyningsselskabet er under rekonstruktion, og hvor der er meldt ud om store prisstigninger for varmen. Det mener Forbrugerrådet TÆNK, fremgår det af SN.dk.

    - Vi har aldrig set en sag som denne før, siger Christian Sand, forbrugerpolitisk seniorrådgiver i Forbrugerrådet Tænk.

    - Det er en horribel situation for forbrugerne, fordi de ikke bare skal betale en voldsom udtrædelsesgodtgørelse, men også finde og finansiere en ny varmekilde, hvis de ønsker at forlade fjernvarmeselskabet, fortsætter han.

    Seniorrådgiveren understreger, at det er uklart, om fjernvarmeselskabet har handlet inden for lovens rammer, men at det bør efterprøves. Derfor har Forbrugerrådet TÆNK en forventning, at det sker.

    *****

    DR.dk:
    Organisation vil have professionelle fjernvarmebestyrelser

    Interesseorganisationen Dansk Erhverv melder sig nu i koret af kritikere at fjernvarmesagen i Odsherred, hvor hovedselskabet Odsherred Forsyning og Odsherred Varme er under rekonstruktion og der er varslet voldsomme prisstigninger. Det skriver DR.dk.

    Nu lyder kravet fra Dansk Erhverv, at der skal ske en professionalisering af bestyrelserne i fjernvarmesektoren.

    - Desværre har vi de seneste år set flere eksempler på, at der er nogle uhensigtsmæssige sammensætninger derude, hvor medlemmerne ikke har den nødvendige erfaring, siger energipolitisk chef Esben Thietje Mortensen.

    *****

    JydskeVestkysten:
    Toftlund Fjernvarme er dobbelt så dyr som det billigste varmeværk

    Der er store prisforskelle på boligopvarmningen med fjernvarme – og det gælder endda med ganske korte afstande mellem varmeværkerne. JydskeVestkysten fortæller, at Toftlund Fjernvarme er klart det dyreste, mens varmekunderne i Aabenraa betaler mindst.

    Et såkaldt standardhus under Toftlund Fjernvarme betaler nu op mod 22.781 kroner om året for at holde varmen, men prisen fra Aabenraa Fjernvarme er nede på blot 11.624 kroner.

    Hvorfor Toftlund Fjernvarme lige ligger så meget højere end nabo-varmeværket i Skærbæk, kan Palle Madsen, der er bestyrelsesformand for varmeværket ikke svare på. Han har dog en forklaring på, hvorfor prisen er, som den er.

    - Der er sket rigtigt mange ting bare på selve værket. Vi har fået meget lavet på vores værk i form af en ny pillekedel og elkedel. Derudover har vi digitaliseret en del og fået en ny driftsleder som er startet her til januar, mens den gamle er fortsat her til april, hvor han går på pension. Og så har vi udvidet ledningsnettet med tre store områder, fortæller formanden.

    De mange investeringer betyder dog lige netop også, at man i den nærmeste fremtid kan spå en billigere fjernvarmeregning.

    - Digitaliseringen og den nye driftsleder har givet anledning til, at vi har set på, hvordan vi skal drive værket, så det bliver en del anderledes. Derfor vil jeg gerne spå, at vi går ned i pris indenfor den nærmeste fremtid, fortæller Palle Madsen.

    *****

    Frederiksborg Amts Avis:
    Varmepumpe mod bedre tider

    Vestforbrænding er lykkedes med at få gang i den store varmepumpe i Allerød Kommune, der tidligere – faktisk siden installationen i 2020 – har drillet den oprindelige ejer Farum Fjernvarme. Frederiksborg Amts Avis skriver, at pumpen nu leverer varme til cirka 3.000 husstande om året.

    Farum Fjernvarme håbede på, at den fra driftsstart i december 2020 kunne levere 16 MW og dække 97 procent af kundernes varmebehov. Sådan kom det dog aldrig til at gå, og de ekstra omkostninger, som den manglende produktion medførte, var en stor årsag til store varmeprisstigninger med stor utilfredshed til følge.

    - Vi overtog en varmepumpe med store potentialer, men også med helt specifikke driftsudfordringer. Men nu har vi arbejdet intensivt på at optimere anlægget og sikre en stabil drift, som i sidste ende gavner både miljøet og vores kunder, siger Bjørk Paamand Olsen, fjernvarmechef hos Vestforbrænding.

    Varmepumpen kan med en produktion på 12 MW om året leverer varme til cirka 3.000 husstande.

    *****

    Frederiksborg Amts Avis:
    Hillerød Forsyning laver aftale med geotermiselskab

    Geotermi-selskabet Innargi har nu frem til september til at finde ud af, om geotermisk varme kan produceres og lave varme til en konkurrencedygtig pris til Hillerøds fjernvarmenet og samtidig være en god forretning for selskabet.

    Frederiksborg Amts Avis skriver, at hvis det hele kan gå op, vil Innargi etablere to til fire boringer, der skal nå to til tre kilometer ned i undergrunden og hente 60-80 grader varmt vand op. Sådan et anlæg vil kunne levere mellem 20 og 40 MW fjernvarme.

    - Vi laver en hensigtserklæring sammen med Innargi - det er en uforpligtende, men vigtig aftale, der markerer, at vi nu går i gang. Der bliver sat fuld fart på arbejdet med at skabe en egentlig aftale, siger Tue Tortzen (EL), formand for Hillerød Forsyning.

    Han har i mere end ti år arbejdet for at få etableret en geotermisk boring i Hillerød, så varmen fra undergrunden kan bruges i fjernvarmenettet.

    - Vi kan blive helt fri for gas. Forbrugerne vil kunne mærke det, for geotermi er billigere end gas. Det er også mere miljøvenligt. Og så er det politisk uafhængigt af forskellige ledere rundt omkring i verden, som kan true med at lukke for gassen. Når vi henter det op under vores egne fødder, så er der ingen, der kan lukke for det, siger han.

    Hvis Hillerød Forsyning laver en aftale med Innargi, er det Innargi, der tager risikoen og omkostningerne ved den indledende undersøgelsesfase. Først når varmen skal ud til forbrugerne skal Hillerød Forsyning betale.

    *****

    EnergiWatch:
    Efter fem års genopbygning: Tyra-feltet er tilbage i fuld drift

    Danmarks største gasfelt, Tyra-feltet, er tilbage i fuld drift. Det markerer afslutningen på det  genopbygningsprojekt, der startede i 2019, og det er nu forventningen, at gasfeltet leverer op mod 2,8 mia. kubikmeter gas om året.

    EnergiWatch skriver, at det ifølge Total Energies er det dobbelte af Danmarks samlede gasforbrug sidste år.

    Tyra-feltet blev lukket ned i september 2019 på grund af en nedsunken havbund, der krævede et omfattende genopbygningsarbejde, der skulle sikre produktionen af naturgas fremover.

    Oprindeligt lød planen, at feltet skulle være tilbage i drift i 2022, men arbejdet blev forsinket på grund af corona. Derefter lød planen, at anlægget skulle sættes i drift igen i 2023, men flere fejl på anlægget betød, at produktionen har stået stille længere end ventet.

    Tyra feltet ejes af Dansk Undergrunds Consortium (DUC), et joint venture mellem TotalEnergies, BlueNord og Nordsøfonden, som ejes af den danske stat. TotalEnergies er majoritetsejer med 43,2 pct., mens Bluenord ejer 36,8 prc. af aktierne i Tyra-feltet og Nordsøfonden 20 pct..

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...