Gå til hovedindhold

Øget sikkerhed i energisektoren koster

LÆS I DAG:

Minister skal forklare tilbageholdt information om energiforsinkelse.
NKT vender kuldsejlede Odsherred Forsyning ryggen.
Professor: Kritik af tredoblede honorar i forsyning er uberettiget.
Forsyning: Så mange dropper fjernvarme igen.
Søren og Klimaklyngen vil have geotermi til Randers.

10. mar. 2025
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    EnergiWatch:
    Øget sikkerhed i energisektoren koster

    Den nye beredskabslovgivning for forsyningssektoren – herunder fjernvarmesektoren – bliver langt fra gratis. Ifølge Erhvervs og Energistyrelsen forventer man, at det vil koste sektoren 1,2 mia. kr. at omstille sig til de nye krav, mens de løbende omkostninger årligt vil løbe op i ca. 280 mio. kr.  Det skriver EnergiWatch.

    Den nye lovgivning stiller blandt andet krav til virksomhedernes sikring mod cyberangreb, men også den fysiske sikkerhed som hegn og overvågning. Dertil kommer andre sikkerhedstrusler som spionage. Dertil skal det ”organisatoriske beredskab” styrkes.

    Med den nye lov er det nu også hele fjernvarmesektoren, der er omfattet af loven. Derfor venter der investeringer i en lang række fjernvarmeselskaber – særligt de større selskaber. Men det gælder faktisk alle, lyder det fra Dansk Fjernvarme.

    - Der bliver arbejdet meget med beredskab og sikkerhed ude i fjernvarmesektoren, og det har krævet og kræver investeringer for selskaberne at tage de nødvendige foranstaltninger i forhold til at styrke beredskabet i deres selskab, siger afdelingschef i Varmefaglig Afdeling hos Dansk Fjernvarme, Nicolai Kipp.

    *****

    Klimamonitor:
    Minister skal forklare tilbageholdt information om energiforsinkelse

    Energinet ville allerede i 2024 fortælle om de forsinkelser, der har præget deres projekter, men pressemeddelelsen blev aldrig sendt. Det viser en aktindsigt, som mediet Zetland er i besiddelse af, skriver Klimamonitor.

    Oplysningerne om de massive forsinkelser kom frem i sidste uge via Finans.dk. Den seneste udvikling viser, at Energinet efter samråd med Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet valgte ikke selv at gå med oplysningerne allerede i 2024.

    Driftsdirektør Søren Dupont Kristensen erkender, at Energinet havde skrevet et udkast til en pressemeddelelse, men at man valgte ikke at sende den ud efter et møde med ministeriet.

    - Dér blev konklusionen, at vi hellere ville gå ud og give de enkelte berørte projekter direkte besked, sådan så de ikke skulle læse en generel annoncering og så efterfølgende måske høre fra os, hvad det betød for dem, siger han.

    Søren Dupont Kristensen udtaler, at det ikke er usædvanligt for Energinet, at man arbejder med forskellige scenarier for, hvordan man ønsker at kommunikere.

    Ifølge Klimamonitor ønsker flere partier i Folketinget nu ar få klimaminister Lars Aagaard i samråd i Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget i Folketinget.

    *****

    Finans.dk:
    NKT vender kuldsejlede Odsherred Forsyning ryggen

    Den danske kabelproducent NKT dropper nu sit engagement i fjernvarmenettet under Odsherred Forsyning. Det sker som konsekvens af det tumultariske forløb om stop for udrulningen og voldsomme prisstigninger, skriver Finans.dk.

    Konkret dropper NKT sine planer om, at selskabets titusindvis af kvadratmeter i Asnæs skal kobles til fjernvarmenettet under Odsherred Forsyning.

    - Som situationen er nu, så er det ikke længere vores forventning, at fjernvarme er en gangbar løsning, konstaterer Sam Lundberg, regional facility manager i NKT Asnæs til Finans.

    NKT står overfor en større udvidelse i Odsherred, så man i løbet af 2026 har 54.000 kvadratmeter under tag i Nordvestsjælland. Her har det hele tiden været plane, at man vil droppe den eksisterende opvarmning med gas til andre kilder, som f.eks. fjernvarme.

    Efter længere tids dialog med både Odsherred Forsyning og Odsherred Kommune, er fjernvarmemuligheden dog nu skrinlagt.

    - Vi arbejder med alternative scenarier, og vi vurderer, at vores behov i forhold til fremtidig varmeforsyning kan imødekommes tilfredsstillende ad anden vej, siger Sam Lundberg

    *****

    CleantechWatch:
    Professor: Kritik af tredoblede honorar i forsyning er uberettiget

    Det har vakt kritik, at bestyrelsesformanden for Odsherred Varme skal have tredoblet sit formandshonorar, så aflønningen er betragtelig over gennemsnittet for branchen. Men det bliver ifølge CleantechWatch nu afvist af en professor.

    - Der er ikke tvivl om, at det stiger meget, men det honorar, der er nu, er absolut markedskonformt i den nedre ende, da selskabet er i en helt anden situation, siger Per Nikolaj Bukh, der er professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet.

    Den tidligere formand fik 75.000 kr. i årligt vederlag, men i forbindelse med rekonstruktionen af Odsherred Varme – og Odsherred Forsyning – blev det aftalt med den nye formand, Lars Therkildsen, at honoreret fremover skulle lyde på 240.000 kr.

    Spørger man brancheforeningen Dansk Fjernvarme, ligger det gennemsnitlige vederlag for en formand i et fjernvarmeselskab på en fjerdedel af det, Odsherred Varme i dag tildeler sin varmeformand.

    - Ifølge en undersøgelse lavet af Dansk Fjernvarme i 2023 lå et formandshonorar i gennemsnit på omkring 60.000 kr. Dog er der på sket meget i fjernvarmesektoren siden 2023, der kan have påvirket gennemsnittet, skriver organisationen i et mailsvar til CleantechWatch.

    *****

    Roskilde Dagblad:
    Forsyning: Så mange dropper fjernvarme igen

    Fors og Roskilde Kommune har svært ved at overbevise borgerne om, at de skal støtte op om at få fjernvarme. Roskilde Dagblad giver et overblik over tilslutningen til i alt fire projekter, hvor der er problemer med at få tilslutningen.

    Den oprindelige skæringsdag for tilsagn om tilslutning var den 1. maj 2024, og siden da har 108 kunder tilmeldt i et af de fire projekter. Samtidig har 43 trukket deres tilsagn tilbage, så der lige nu er 1667 positive tilsagn - ud af de potentielt 4.965 husstande, som ifølge de fire projektforslag kan skifte til fjernvarme.

    I slutningen af februar besluttede byrådet at forlænge fristen, så Fors fortsat har mulighed for at sikre tilslutning i de fire områder. Ifølge dagbladet skete det til trods for, at FORS ifølge sagsfremstillingen havde udtrykt bekymring over at opretholde de fire projektforslag.

    I en mail fra Fors til Sjællandske Nyheder fremgår det dog, at man bakker op om fristforlængelsen.

    -B yrådet i Roskilde Kommune har som myndighed nu besluttet at holde fjernvarmeområderne åbne for tilmelding, og den beslutning bakker Fors op om, skriver Fors i sin mail.

    *****

    Randers Amtsavis:
    Søren og Klimaklyngen vil have geotermi til Randers

    De er misundelige i Randers på Århus, hvor de allerede er i gang med at etablere geotermi. Klimaklyngen Randers ønsker nemlig, at man også skal bore dybt i undergrunden for at sikre sig opvarmning af boliger og virksomheder, fremgår det af Randers Amtsavis.

    - De er jo lysår foran os i Aarhus i forhold til, at de faktisk allerede her sidst i maj starter det første geotermiske anlæg op. Og de har gjort det superprofessionelt, siger Søren Norlander, formand for Klimaklyngen Randers og bestyrelsesmedlem i SF Storkreds Østjylland, til Randers Amtsavis.

    Netop nu er chancen for, at det måske også kan blive noget, man ser på i Randers, fordi man netop nu arbejder på en ny energistrategi, der skal vedtages i byrådet. Konkret har Klimaklyngen Randers inviteret til et borgermøde, hvor alle kan møde frem.

    Også Verdos fjernvarmechef vil være med, når han vil give indblik i Verdos fremtidige energiplaner, herunder potentialet for geotermisk energi i Randers, fremgår det af Randers Amtsavis. Netop Verdo forsyner borgerne med varme, og de har meddelt, at de inden udgangen af 2036 nedlægger sit nuværende kraftvarmeværk på havnen.

    Derfor bør det snart undersøges, hvor gode mulighederne for geotermi er i Randers, mener man i Klimaklyngen.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...