Regeringen udpeger første statslige energipark
LÆS I DAG:
Forbruget af kul fortsætter med at falde.
Fjernvarmen på Djursland elektrificeres med varmepumper.
Fur kan stadig regne med overskudsvarme fra Skamol.
Nu kommer lydhviskeren i spil, når der skal findes fejl under jorden.
Brugte bilbatterier skulle bringe liv til kraftværker - tre måneder senere er de stadig ude af drift.
EnergiWatch:
Regeringen udpeger første statslige energipark
Energiparkloven trådte i kraft i sommeren 2024, og nu er den første statslige energipark blevet udpeget. Det er endt med at være energiparken ved Idomlund i Holstebro Kommune, skriver EnergiWatch.
Loven skal give bedre vilkår for etableringen af vindmøller og solceller med dertilhørende PTX-anlæg. Projektet i Idomlund vil dog udelukkende have et fokus på PTX, fremgår det af en pressemeddelelse fra By-, Land- og Kirkeministeriet.
- Energiparkerne er et vigtigt skridt i vores grønne ambitioner, som også kan skabe sikkerhed om forsyningen af energi. Samtidig giver energiparkerne mulighed for nye erhvervs- og udviklingsmuligheder i landdistrikterne, der kan bidrage til flere arbejdspladser og mere vækst lokalt, udtaler By-, Land- og Kirkeminister Morten Dahlin.
Godt 25 områder i Danmark er blevet indstillet som mulige statslige energiparker.
*****
Pressemeddelelse:
Forbruget af kul fortsætter med at falde
Kulforbruget i Danmark fortsætter ufortrødent med at falde, fremgår det af en pressemeddelelse fra Energistyrelsen. I 2024 år faldt forbruget med godt 31 pct. sammenlignet med 2023, viser Energistyrelsens foreløbige energistatistik.
- Udfasningen af kul er en helt central brik i den grønne omstilling og afgørende for at opfylde Danmarks ambitiøse klimamål. Derfor er det glædeligt, at vi kan konstatere, at kulforbruget er faldet markant sidste år, siger vicedirektør i Energistyrelsen Stine Leth Rasmussen.
Siden 2010 er Danmarks kulforbrug faldet med næsten 90 pct. I løbet af 2024 blev anvendelsen af kul indstillet på både Fynsværket og Esbjergværket, så i el- og fjernvarmeproduktionen er kul nu kun hovedbrændsel på Nordjyllandsværket. Herudover bruges kul fortsat i visse industrier.
*****
GridTech:
Fjernvarmen på Djursland elektrificeres med varmepumper
Trustrup-Lyngby Varmeværk på Djursland har siden 2022 været i gang med at konvertere selskabets ni mindre varmeværker, der forsyner 13 mindre byer, fra træflisbaserede biomassekedler til varmepumper og akkumuleringstanke. Det skriver GridTech.
Man er nu godt og vel halvvejs i processen, og allerede nu er det besluttet, at man definitivt lukker for den fossile æra med biomasse og oliekedler frem for at lade det stå til spids- og nødlast. I stedet ser selskabet mod el-patroner til den del.
- Vi lægger alle vores æg i den kurv, der hedder elektrificering, siger direktør Michael Meldgaard om konverteringen, der omfatter etableringen af varmepumper med en ydelse i spændet mellem 300 kW og 5.200 kW i ydelse ved 0 grader alt efter byernes størrelse.
*****
Skive Folkeblad:
Fur kan stadig regne med overskudsvarme fra Skamol
I fremtiden producerer virksomhed Skamol mindre overskudsvarme, men der er stadig nok at den overskydende varme til, at fjernvarmebrugerne på øen Fur fortsat kan få tilstrækkelig med varme i radiatorerne. Det skriver Skive Folkeblad.
- Som det ser ud, kommer vi ikke til at levere mindre varme til Fur. Den varme, de får, er resterne af resterne her fra. Før røg en stor del af varmen op gennem skorstenen, men nu kan vi i stedet bruge varmen igen, fortæller fabrikschef Mette Feldstedt til Skive Folkeblad.
Der er tilmed udsigt til en bedre forsyning. Hidtil har Skamol sendt den overskydende varme afsted i et rør under vandet til Fur, når den var tilstede. Det bliver mere jævnt fordelt i fremtiden, fordi Skamol opfører en buffertank, der kan rumme 100 kubikmeter varmt vand ad gangen.
Ifølge formand hos Fur Fjernvarme, Esben Sejer Jeppesen, udgør varmen fra Skamol 95 procent af værkets forbrug. Han ser også frem til, at prisen på den overskydende varme i fremtiden bliver bundet op på den almindelige prisudvikling. Indtil nu har den været bundet op på gaspriserne.
*****
Kosmopol.dk:
Nu kommer lydhviskeren i spil, når der skal findes fejl under jorden
Hos Hofor bruger man bl.a. akustisk lytning til hurtigt at lokalisere lækager i fjernvarmerør. Personen, der arbejder med værktøjet, kaldes en lydhvisker, og det er en metode, som er glad for i hovedstadsområdet, hvor den minimerer forstyrrelser for borgerne, fremgår det af Kosmopol.dk.
- Der kommer lydbølger nede fra fjernvarmerør, så jeg kan høre, hvor lækagen er, forklarer Patrick Ebbesen, driftstekniker i Hofor, om metoden. De seneste nye instrument er en såkaldt elefantfod, der opfanger lydbølger, mens Patrick Ebbesen går henover jorden.
På den måde kan han via mikrofoner på fjernvarmerørene pejle sig helt tæt på der, hvor bruddet er, og hvor gravemaskinen skal gå i jorden.
Det medfører, at Hofor ikke blot hurtigere, men også som regel uden større gener for beboerne kan begynde at grave og reparere bruddet. Det er både bedre og billigere for alle parter, lyder det fra Hofor.
*****
GridTech:
Brugte bilbatterier skulle bringe liv til kraftværker - tre måneder senere er de stadig ude af drift
18 brugte bilbatterier skulle markere et nybrud på lagring af energi på Bornholm, men tre måneder senere er batterierne stadig ikke koblet på elnettet. Det er status for et EU-finansieret projekt, fremgår det af GridTech.
Det drejer sig om projektet Second Life for Power Plants (2LIPP), der vil give kraftværker nyt liv ved at fungere som lagring for grøn energi.
Batterierne installeres i en 20-fod container i 9 batterimoduler, som består af to bilbatterier hver. En sådan container har en effekt på 172 kW og kapacitet på 700 kWh, hvilket ifølge en pressemeddelelse er nok til at forsyne 63 bornholmske husstande.
- Der er ikke sket meget siden batterierne kom, for vi venter stadig på tilladelse til at tilslutte dem elnettet, oplyser Marjo Lahtimo, projektleder ved Bornholms Energi og Forsyning.
Hun forklarer, at det bl.a. hænger sammen med, at man endnu mangler at opfylde en række tekniske krav, førend de kan få de nødvendige tilladelser. Hvornår det sker, er der ingen oplysninger om.
Skriv kommentar