Stor interesse for milliardpulje til CCS: 16 selskaber har søgt
LÆS I DAG:
Flere affaldskoncerner melder sig klar til kamp om milliardstøtte til CO2-fangst.
Brancheorganisationer glæder sig over mange ansøgninger til CCS-puljen.
Nordjyske forbrændingsanlæg vinder retten til at fyre med lokalt affald.
Interessen for nye biogasprojekter dykker: Det samme gør andelen af distribueret biogas i nettet.
Klimamonitor:
Stor interesse for milliardpulje til CCS: 16 selskaber har søgt
Energistyrelsen melder stor interesse for at blive prækvalificeret til at søge den milliardstore CCS-pulje. Fristen for ansøgninger udløb tirsdag, og nu melder styrelsen, at 16 selskaber har søgt om at komme i betragtning til den reelle budrunde senere på året. Det skriver bl.a. Klimamonitor.
Ifølge en pressemeddelelse fra styrelsen, går man nu i gang med at vurdere ansøgningerne med henblik på at udvælge de 10, som får mulighed for at deltage i udbuddet.
- Vi er meget tilfredse med den store interesse, og at der er så mange aktører, der kan se muligheder i at bidrage til den grønne omstilling via fangst og lagring af CO2. Det viser, at vi er godt på vej til at få etableret et marked for CCS i Danmark, udtaler siger Peter Christian Baggesgaard Hansen, vicedirektør i Energistyrelsen, i pressemeddelelsen.
Energistyrelsen regner med inden sommer at kunne offentliggøre, hvilke virksomheder der er blevet prækvalificeret.
*****
EnergiWatch:
Flere affaldskoncerner melder sig klar til kamp om milliardstøtte til CO2-fangst
Ansøgningsfristen for prækvalifikation til CCS-puljen er overskredet, og selv om Energistyrelsen alene oplyser, at der er modtaget i alt 16 ansøgninger, så har flere affaldsenergiselskaber meldt ud, at de har søgt om at komme i betragtning til de 28,7 mia. kroner. Det skriver EnergiWatch.
EnergiWatch nævner således, at Fjernvarme Fyn er blandt ansøgerne. Det fremgår af en pressemeddelelse, hvor de oplyser, at de har indgået en aftale med den globale industrigas- og ingeniørvirksomhed Linde.
ARC har også både søgt og gjort som Fjernvarme Fyn – nemlig allieret sig med en partner. I deres tilfælde den tyske energikoncern E.ON.
Der er også meldinger om ansøgninger til puljen fra AffaldPlus, Energnist samt Ørsted.
Andre affaldsenergivirksomheder oplyser til CleantechWatch, at de ikke deltager i udbuddet. Det gælder Nordværk i Aalborg og MEC Bioheat & Power.
*****
EnergiWatch:
Brancheorganisationer glæder sig over mange ansøgninger til CCS-puljen
Brancheorganisationer som Dansk Fjernvarme glæder sig over den store iver med at søge midler fra CCS-puljen. Det er et vidnesbyrd – fremgår det af EnergiWatch – om, at beslutningen om at igangsætte udbuddet var den rigtige politiske beslutning.
- Samtidig er det et tydeligt tegn på, at der vil være god konkurrence om midlerne, og man derfor må forvente at få nogle attraktive bud ind til den endelige deadline for tilbud i december, siger Jannick H. Buhl, der er områdechef for bl.a. CCS i Dansk Fjernvarme, i en meddelelse.
Hos Dansk Industri fortæller klimachef Anne Højer Simonsen videre, at hvis Danmark skal have realiseret sin klimapolitik i praksis, er det helt afgørende, virksomheder tør kaste sig ud i de store projekter og investeringer i CO2-fangst og lagring.
- CO2-fangst er en uundværlig teknologi globalt, hvis vi skal imødegå klimaforandringerne kraftfuldt og effektivt, udtaler hun.
*****
CleantechWatch:
Nordjyske forbrændingsanlæg vinder retten til at fyre med lokalt affald
Det nordjyske restaffald skal fortsat brændes af i det nordjyske, skriver CleantechWatch med henvisning til, at Nordværk, der driver to forbrændingsanlæg i Aalborg og Hjørring, har vundet retten til at brænde affald fra syv nordjyske kommuner af.
- Vi er stolte over at have vundet udbuddet, så nordjydernes affald forbliver i Nordjylland. Det giver bare miljømæssigt bedre mening, at affaldet bliver her i regionen fremfor at skulle transporteres til andre regioner, udtaler bestyrelsesformanden for Nordværk Affaldsenergi A/S, Tobias Bøgeskov Eriksen, i en pressemeddelelse.
Retten til restaffald gælder størstedelen af det regionale affald, der er beregnet til affaldsenergi og dækker konkret de syv ejerkommuner Aalborg, Hjørring, Brønderslev, Jammerbugt, Rebild, Mariagerfjord og Læsø.
Tilsammen producerer de ifølge Nordværk Affaldsenergi mere end 100.000 ton forbrændingsegnet affald årligt.
*****
GridTech:
Interessen for nye biogasprojekter dykker: Det samme gør andelen af distribueret biogas i nettet
Selv om andelen af biogas i gasdistributionsnettet over de seneste ti år er vokset til at udgøre 38 procent, så er udviklingen gået i står. Andelen er efter vokseværk uændret fra 2023 til den senest opgørelsesperiode med 2024 – ja, faktisk er den faldet med 0,7 procent, fremgår det af GridTech.
Samtidig blev der i hele 2024 ikke tilkoblet et eneste nyt biogasanlæg, ligesom Vestjysk Bank gik i brechen med en forventning om, at det heller ikke kommer til at være tilfældet i indeværende år.
Ifølge Daniel Ulf Pedersen, direktør for Vestjysk Banks afdeling for vedvarende energi, skal mætheden dog frem for alt ses som en konsekvens af rammevilkår, der ikke længere er videre lukrative.
- Når der ikke er nogle bedre rammevilkår, der bakker op, så bliver det svært at få økonomien til at hænge sammen i sidste ende. Og det er jo det, der skal betale vores finansiering tilbage, lød det for nyligt fra Daniel Ulf Pedersen til Watch Medier.
Ikke desto mindre beretter Evida, at nye anlæg ”er på vej”, ligesom selskabet forventer, at andelen af biogas vil stige de kommende år.
Skriv kommentar