Gå til hovedindhold

Løsgængere freder Lars Aagaard inden samråd

LÆS I DAG:

Borgmester: Nordea bør komme ud af busken.
Donald Trumps toldkrig har øget risikoen for pludselige prisstigninger på energi.
Millionregning truer: Verdo opkrævede ulovlige renter.
Fjernvarmeprojekt risikerer at dø - efterlyser ny bestyrelse.

9. apr. 2025
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    DR Nyheder:
    Løsgængere freder Lars Aagaard inden samråd

    Det ser ud til, at klimaminister Lars Aagaard kan se onsdagens samråd i møde med ro i sindet. Der er nemlig ikke længere et potentielt flertal mod ham, efter at ikke mindst tre af de fire atlantiske mandater – Grønland og Færøerne – har meldt ud, at de ikke vil vælte ministeren.

    Der er samtidig heller ikke flertal blandt løsgængerne i Folketinget, og dermed melder DR Nyheder, at Lars Aagaard ikke får fjernet sin ministertaburet.

    Hans politiske liv hang ellers i en tynd tråd, eftersom flere partier i oppositionen har udtrykt mistillid til Lars Aagaard, efter at han tilbageholdt informationer om forsinkelser på udbygningen af elnettet, som Zetland har beskrevet.

    Redningskransen fra bl.a. de atlantiske mandater bliver dog langt fra modtaget med glæde i oppositionen.

    - Nu går man så også til yderligerheder for at redde klimaministeren, selvom han har tilbageholdt afgørende information fra Folketinget, lyder det blandt andet fra Konservatives formand Mona Juul på X.

    *****

    TV2 Øst:
    Borgmester: Nordea bør komme ud af busken

    Karina Vincentz, borgmester i Odsherred Kommune, opfordrer nu Nordea til at komme ud af busken for at forklare, hvorfor nogle fjernvarmekunder kan slippe ud af kundeforholdet, mens andre ikke kan. I det hele taget mener hun, at Nordea skal oppe sin kommunikation, fremgår det af TV2 Øst.

    - Jeg synes, at Nordeas bestyrelse i varmeselskabet, burde gå ud og få kommunikeret klart, hvorfor det er, de træffer de her beslutninger - og på hvilket grundlag, siger hun og henviser specifikt til de seneste meldinger om, at nogle slipper gratis ud af kundeforholdet, mens andre skal betale flere hundredetusinde kroner.

    Advokat Christian Jul Madsen, der er indsat af Nordea som formand for bestyrelsen for selskabet Odsherred Forsyning A/S, skriver i et skriftligt svar til TV2 Øst, at han ikke kan kommentere på individuelle sager. Han bemærker dog, at ikke alle citater afspejler de faktuelle omstændigheder.

    *****

    Finans.dk:
    Donald Trumps toldkrig har øget risikoen for pludselige prisstigninger på energi

    Topchef hos Mind Energy, Louise Hahn, frygter, at den igangværende toldkrig kan påvirke de amerikanske forsyninger af flydende naturgas til Europa. Overfor Finans.dk giver hun udtryk for, at det kan føre til hurtige prisstigninger, hvis energiforsyningen bliver en del af krigen.

    - Hvis det er sådan, at LNG (flydende naturgas, red.) på den ene eller anden måde bliver trukket ind i toldkrigen i et geopolitisk mellemværende, eller hvis der sker noget sabotage på infrastruktur, så kan priserne stige, og de kan også stige til et utroligt meget højere niveau, end vi indtil videre har set i år, siger Louise Hahn.

    Her og nu er priserne faldende, men risikoen for en voldsom prisstigning er øget, mener hun, fordi priserne er faldet som følge af en kombination af toldkrig og frygten for en recession.

    *****

    Energy Supply:
    Millionregning truer: Verdo opkrævede ulovlige renter

    Forsyningstilsynet beordrer Verdo til at betale 46 millioner kroner tilbage til kunderne. Ifølge Energy Supply har Verdo opbygget finansielle aktiver i stedet for at bruge midler til gavn for varmekunderne.

    Ifølge Forsyningstilsynet har Verdo dækket renteudgifter til lån gennem varmeregningen, selv om der slet ikke var behov for det pågældende lån.

    Verdo afviser ifølge Energy Supply forsyningstilsynets afgørelse:

    - Vi er ikke enige i afgørelsen, og vi noterer os, at Forsyningstilsynet ikke har skelnet imellem kraftvarmeværkets elproduktion – og varmeaktiviteterne, der fungerer efter et hvile-i-sig-selv-princip, udtaler adm. direktør Jesper Vinter Braslund i en skriftlig kommentar.

    Forsyningstilsynet mener, at der nu skal indledes forhandlinger med Verdo om, hvordan beløbet konkret skal tilbageføres til forbrugerne, mens Verdo oplyser, at de overvejer at påklage afgørelsen.

    *****

    SN.dk:
    Fjernvarmeprojekt risikerer at dø - efterlyser ny bestyrelse

    Den 27. maj 2025 bliver en skæbnedato for fjernvarmeprojektet i Vemmelev og Forlev, skriver SN.dk. Den dag er der generalforsamling Vemmelev-Forlev Byvarme, og hvis ikke der dukker en helt ny bestyrelse op, så lukker og slukker projektet.

    Fjernvarmeprojektet har stået på siden sommeren 2022, men nu har bestyrelsen – af forskellige årsager - trukket sig og smidt tøjlerne. Og det selv om projektet faktisk er i nogenlunde god gænge, om end der mangler de sidste tilmeldinger til projektet.

    - Da vi startede var der over 600 tilkendegivelser om , at det var en god idé. Vi skulle bruge 570 tilkendegivelser før vi ville arbejde videre med det, fortæller formand Knud Nielsen.

    Tiderne har dog ændret sig siden energikrisen i 2022, og det smitter af hos borgerne, der nok ikke længere har helt den samme gejst for at skulle på fjernvarme, mener formanden, der også nævner fjernvarmeskandalen i Odsherred.

    Den skræmmer folk fra at gå med i fjernvarmeprojekter andre sted, og så er der ifølge formanden også udfordringen med priserne, der stikker af, så det bliver dyrere end beregnet.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...