Gå til hovedindhold

Hjørring investerer sig til stabile varmepriser

LÆS I DAG:

Crossbridge Energy leverer overskudsvarme svarende til 29.000 husstandes årlige forbrug.
Formand om forlist fjernvarmeprojekt: Det er trist.
Nye ubalance-regler rammer grønne energiinvesteringer: »Urimeligt og dyrt,« lyder det fra branchen.
Amerikansk SMR-teknologi godkendt: 77 MW-reaktor klar til markedet.

10. jun. 2025
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    EnergiWatch:
    Hjørring investerer sig til stabile varmepriser

    De seneste 20-25 år har Hjørring Varmeforsyning formået at holde varmepriserne på et stabilt niveau. Det skyldes ikke mindst, at man altid har vægtet fleksibilitet i varmeproduktionen højt, skriver EnergiWatch.

    I dag kommer ca. 40 procent af forsyningens varme fra træflis, ca. 55 procent kommer fra affald, og ca. fem procent kommer fra træpiller. Derudover kommer under én procent fra biogas.

    Den fleksibilitet vil varmeværket fortsat have i fremtiden, men mikset bliver anderledes, forklarer direktør Per Sørensen til EnergiWatch.

    - Vi investerer i forskellige nye energikilder – vi har fået Danmarks største elkedel op, vi er i gang med at indhente godkendelse til at sætte nogle vindmøller op lige ved siden af produktionsanlægget her, og så har vi planer om at bygge et stort damvarmelager, også lige her ved siden af, siger Per Sørensen, direktør i Hjørring Varmeforsyning.

    *****

    Avisen.nu:
    Crossbridge Energy leverer overskudsvarme svarende til 29.000 husstandes årlige forbrug

    Crossbridge Energy – der I forvejen er landets største leverandør af overskudsvarme – får med et pennestrøg øget deres leverance af overskudsvarme markant. Det skyldes den nye definition på et standardhus, fremgår det af Avisen.nu.

    Indtil for ganske nylig stod Crossbridge Energy for levere overskudsvarme svarende til det årlige varmeforbrug hos 23.000 husstande. Den nye definition betyder, at overskudsvarmen fra raffinaderiet i Fredericia dækker cirka 29.000 husstandes årlige varmeforbrug.

    Virksomheden leverer cirka 25 procent af det samlede varmeforbrug i Trekantområdet gennem samarbejdet med TVIS – Trekantområdets Varmetransmissionsselskab.

    *****

    Viborg Stifts Folkeblad:
    Formand om forlist fjernvarmeprojekt: Det er trist

    Det er nu definitivt endeligt, at der ikke kommer fjernvarme til byerne Mønsted og Sparkær. Og det ærgrer formanden for klima- og miljøudvalget i Viborg Kommune, Eva Pinnerup. Det skriver Viborg Stifts Folkeblad.

    - Det ville jo have været en sikker og uafhængig varmeløsning for de to byer, og på længere sigt kan jeg da godt være bekymret på borgernes vegne i de to byer. Vi har tidligere set, hvordan pludseligt stigende gaspriser nærmest truede folk med at skulle gå fra hus og hjem. Og der er jo ingen garanti for, at vi ikke står der igen, hvis ikke vi bliver uafhængige af gassen, siger Eva Pinnerup.

    Det krævede en opbakning på mindst 63 procent af de mulige varmekunder i begge byer, og mandag aften før Pinsen måtte varmegruppen så konstatere, at det nåede man ikke i nærheden af, inden fristen for bindende tilmeldinger udløb den 1. juni.

    Her lød tallene på 20 procent i Mønsted og 25,8 procent i Sparkær. Og det beklager Eva Pinnerup. Både med henvisning til kommunens mål om, at olie og gasfyr skal udfases helt, med henvisning til klimaet og til, at der skal sikre og uafhængige varmeløsninger til.

    *****

    Ingeniøren:
    Nye ubalance-regler rammer grønne energiinvesteringer: »Urimeligt og dyrt,« lyder det fra branchen

    Det bliver mødt med voldsom kritik, at Energinet har ændret på sin model for ubalancepriser. Ifølge Green Power Denmark er udgifterne til balancering mangedoblet – fra omkring 1-1,5 øre/kWh til væsentligt højere niveauer. Det skriver Ingeniøren.dk.

    - Jeg synes, det er urimeligt, at de skal have så meget ekstra. Det er en meget stor prisstigning. Vi har godt nok mange vindmøller, der alle sammen skal betale meget mere, siger vindmølleejer Carl Aage Clausen fra Maribo, siger vindmølleejer Carl Aage Clausen.

    Hos Norlys, der investerer i grøn energi gennem Eurowind Energy, melder man om en svækket businesscase for VE-projekter og varsler højere priser til kunderne.

    *****

    Ingeniøren:
    Amerikansk SMR-teknologi godkendt: 77 MW-reaktor klar til markedet

    Interessen for atomkraft i USA er stigende i takt med, at energibehovet vokser – især som følge af det boom i datacentre, der drifter kunstig intelligens. Nu bliver interessen boostet af, at det amerikanske firma Nuscale fået myndighedsgodkendelse til en 77 MW-reaktor. Det skriver Ingeniøren.dk.

    Det er en såkaldt SMR (små modulære reaktorer), der fremstilles med relativt lette, standardiserede komponenter, der bl.a. skal være mere sikker i drift, mindre sårbar over for forsøg på at udvinde fissilt materiale og kan reducere omkostningerne ved opførelse af flere anlæg.

    Kritikere påpeger dog, at SMR’er bliver dyrere i drift end traditionelle reaktorer – som har højere kapacitet – og at de stadig producerer radioaktivt affald, som USA endnu ikke har en permanent løsning til opbevaring af.

    Afhængigt af behovet vil et fuldt udbygget SMR-anlæg kunne bestå af op til 12 reaktorer à 77 MW, hvilket svarer til en samlet kapacitet på 924 MW.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...