Gå til hovedindhold

Lars Aagaard: Afviser DI-forslag om elektrificeringsmål

LÆS I DAG:

Røgfri fjernvarme: For første gang i 66 år kommer der ikke røg ud af skorstenen.
Mere fjernvarme er på vej.
Stabilt tempo: Assens kobler fjernvarmeforbrugere på nettet.
Folkemødet har en udfordring med at få alle arrangører til at punge ud.
Arbejdernes Landsbank bliver medlem af grøn tænketank.

11. jun. 2025
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Altinget.dk:
Lars Aagaard: Afviser DI-forslag om elektrificeringsmål

DI foreslår, at Danmark – på lige fod med anbefalingen fra EU-Kommissionen - skal have et elektrificeringsmål på 32 procent i 2030. Men det falder ifølge Altinget.dk på stenet jord hos klimaminister Lars Aagaard, der mener, at det er et udtryk for, at DI er løbet tør for gode idéer.

Svaret fra ministeren kom på en konference – arrangeret af DI – hvor ministeren skulle kommentere på DI’s 12 nye anbefalinger – herunder altså et mål for elektrificeringen af det danske energisystem.

- Der er to ting, man som lobbyist normalt gør, hvis man løber tør for gode idéer, sagde Lars Aagaard og fortsatte:

- De vil have politikerne til at lave en strategi. Eller til at sætte et mål. Det er den dovne del af det at være lobbyist. Jeg har selv været lobbyist i mange år, så jeg kender det.

Vicedirektør i DI, Troels Ranis, afviste dog, at man er løbet tør for gode idéer.

- Vi foreslår et elektrificeringsmål, fordi Europa skal have retning på elektrificeringen. Potentialet er på den længere bane langt større end 32 procent, men det er et realistisk mål at sætte på den korte bane. Og vi har brug for noget retning, lød det fra Troels Ranis til Altinget.dk.

*****

Haderslev Ugeavis:
Røgfri fjernvarme: For første gang i 66 år kommer der ikke røg ud af skorstenen

Haderslev Fjernvarme har nået en milepæl i deres varmeproduktion, fremgår det af Haderslev Ugeavis. For første gang siden starten i 1959 produceres fjernvarmen nu udelukkende med hjælp fra en luft-til-vand-varmepumpe og elkedler.

Det sker efter, at et nyt varmepumpeanlæg ved Langkær er sat i drift, og da varmebehovet om sommeren primært handler om varmt brugsvand, er det muligt at lade de tidligere varmekilder stå stille.

- Med vores nye fleksible produktionsmuligheder står vi stærkt til at levere en stabil varmepris til vores kunder, der samtidig er vores ejere, udtaler direktør Morten Hartmann.

*****

Lokalavisen Taastrup:
Mere fjernvarme er på vej

Høje Taastrup Fjernvarme har besluttet sig for at udvide fjernvarmenettet til Reerslev, Stærkende og Tune. Af Lokalavisen Taastrup fremgår det, at forudsætningen for at udvidelsen kan finde sted i de tre område er, at der kan opnå en tilslutning på mindst 60 procent.

- Projektet er blevet regnet igennem igen. Det betyder, at der enkelte steder ændres på priser og vilkår i forhold til tidligere. Det er nødvendigt for at sikre projektets økonomiske bæredygtighed - til fordel for alle kunder, skriver Høje Taastrup Fjernvarme i en pressemeddelelse.

Såfremt der er tilstrækkelig opbakning regner fjernvarmeselskabet med, at påbegynde gravearbejdet på hovedledningen fra det sydlige Hedehusene i begyndelsen af 2026.

*****

GridTech:
Stabilt tempo: Assens kobler fjernvarmeforbrugere på nettet

Assens Fjernvarme har i de første fem måneder af 2025 tilsluttet 330 nye kunder, og dermed forventer fjernvarmeselskabet at holde 2025-tidsplanen om at få tilsluttet 750 nye kunder inden udgangen af 2025. Det beretter GridTech.

Dermed er første og snart anden etape af fjernvarmeselskabets udrulningsprojekt afsluttet. Inden længe kan kunder fra Assens til Aarup gennem en 20 kilometer lang transmissionsledning hermed se frem til at blive forsynet med fjernvarme.

- Vi har nået 45 procent af det, vi skulle i år, vi forventer også at holde planen for resten af 2025, siger Assens Fjernvarmes direktør Marc Hintze til Dansk Fjernvarme.

Det samlede fjernvarmeprojekt i Aarup og landsbyerne kommer til at øge Assens Fjernvarmes forbrugerbase med 60 procent og gør projektet til det største, man nogensinde har arbejdet på.

*****

Politiken:
Folkemødet har en udfordring med at få alle arrangører til at punge ud

Det er langt fra alle aktører på Folkemødet, der også er en del af det officielle program og dermed betaler til arrangørerne. I stedet lejer de sig ind – fx i en egnet bygning – og afholder sine egne arrangementer. Det fortæller Politiken.

Det gælder bl.a. for Dansk Fjernvarme, der igennem mange år har været en del af Folkemødet, men har valgt at leje sig ind uden om det officielle program og tilbyde forskellige arrangementer.

Igen i år inviterer Dansk Fjernvarme til Næsgaarden. Det er dog ikke ond vilje, der gør, at brancheorganisationen vælger at være udenfor programmet

- Vi har ad flere omgange spurgt organisationen Folkemødet, om vi ikke kunne blive en del af Folkemødets program, siger Rune Birk Nielsen, presse- og kommunikationschefen for forsyningsvirksomhedernes brancheorganisation.

Men fordi man ønsker at fastholde sin plads på Næsgaarden, kan det tilsyneladende ikke lade sig gøre.

- Vi ville rigtig gerne betale for at være en del af det program, men jeg har forstået, at det kan vi ikke. De vil ikke have, at der er arrangementer uden for deres eget område, som er en del af programmet, siger han videre.

*****

FinansWatch.dk:
Arbejdernes Landsbank bliver medlem af grøn tænketank

Tænketanken Brundtland har fået sin første bank i medlemskredsen. Det sker i form af Arbejdernes Landsbank. Ifølge FinansWatch.dk ønsker banken med sit medlemskab at sætte fokus på finanssektorens rolle i forhold til en grøn omstilling af sektoren.

- Forsyningssektoren spiller en nøglerolle i at sikre danskerne de helt basale fornødenheder som energi, varme og vand. Det er samfundsansvarlige virksomheder, som derfor investerer med en lang tidshorisont. Det vil vi gerne understøtte, og derfor er vi stolte af at melde os ind i Tænketanken Brundtland, udtaler Bjørn Bøje Jensen, vicedirektør i Arbejdernes Landsbank.

Tænketanken Brundtland der samler aktører fra civilsamfundet, forskning og erhvervsliv om bæredygtige løsninger for forsyningssektoren.

Skriv kommentar

Andre klikkede på...