Gå til hovedindhold

Argo fremviser overskud på 30 millioner kroner

LÆS I DAG:

Von der Leyen vil helt forbyde russiske rørledninger.
Vil blokere sanktioner rettet mod russisk gas.
Politiker vil have lokalbefolkningen til at stemme om biogasanlæg.
På Salling vil forskere mineralisere CO2 i vulkansk aske.

12. jun. 2025
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    EnergiWatch:
    Argo fremviser overskud på 30 millioner kroner

    Den sjællandske affaldskoncern Argo gik ud af 2024 med et overskud efter skat på knap 30 mio. kroner, fremgår det af EnergiWatch. Argo, der er ejet af ni kommuner på Sjælland, skriver i en kommentar til regnskabet, at resultatet er et udtryk for ”økonomisk styrke” i koncernen.

    Ledelsen fremhæver i en kommentar, at Argo siden årsskiftet har sikret sig kontrakter på at energiudnytte restaffald fra kommuner uden for Argos ejerkreds.

    Kontrakterne er et resultat af konkurrenceudsættelsen af markedet for affaldsforbrænding, der er trådt i kraft i år. Det betyder, at affaldsenergianlæg i modsætning til tidligere skal byde på det forbrændingsegnede restaffald i konkurrence med hinanden.

    Argo varsler, at man som følge af de seneste års overskud vil sætte regningen til ejerkommunerne for driften af genbrugspladserne ”lidt ned” i 2025.

    *****

    Altinget.dk:
    Von der Leyen vil helt forbyde russiske rørledninger

    EU-Kommissionen er klar med den 18. pakke af sanktioner rettet mod Rusland – og denne gang er målet at ramme den russiske energisektor, fremgår det af Altinget.dk. Fx bliver der lagt op til, at Nord Stream 1 og Nord Stream 2 helt skal forbydes i Europa.

    Det fastslog kommissionsformand Ursula von der Leyen, da hun tirsdag sammen med udenrigschef Kaja Kallas præsenterede den 18. sanktionspakke.

    - Det betyder, at ingen operatør i EU vil kunne deltage, hverken direkte eller indirekte, i nogen form for transaktion vedrørende Nord Stream-rørledningerne, sagde von der Leyen på pressemødet.

    Kommissionen foreslår også, at prisloftet på russisk råolie sænkes fra 60 til 45 dollars per tønde. Det skal ligeledes bidrage til at reducere Ruslands energiindtægter.

    *****

    Energy Supply:
    Vil blokere sanktioner rettet mod russisk gas

    Hvis EU-Kommissionen vil igennem med sin seneste sanktionspakke mod Rusland, skal der ikke blot et kvalificeret flertal til – der skal være enstemmighed. Og allerede nu tegner der sig et billede, hvor formentlig mindst to medlemslande stemmer i mod. Det beretter Energy Supply.

    Slovakiets premierminister Robert Fico har som den første reageret på sanktionsplanen ved at skrive på Facebook, at det vil være en "krise" for Slovakiet, hvis EU blokerer for russisk olie og gas. Og han at derfor ikke vil kunne støtte sanktionspakken.

    Premierministeren i Ungarn, Viktor Orban, har tidligere givet udtryk for den samme holdning til en ny sanktionspakke, og dermed  ser det ud til, at sanktionspakken skal igennem et politisk stormvejr, hvis den skal træde i kraft.

    Ifølge en talsperson fra EU-Kommissionen er man i kontakt med alle medlemslandene for at finde en løsning. Talspersonen understreger, at alle 27 EU-medlemslande enstemmigt har stemt for de foregående 17 sanktionspakker.

    *****

    DR Nyheder:
    Politiker vil have lokalbefolkningen til at stemme om biogasanlæg

    Hvis det står til Enhedslisten i Odder Kommune, så skal borger til stemmeurnerne om et stort biogasanlæg i deres lokalområde. Det sker med inspiration fra Tønder Kommune og Thisted Kommune, der også har lokalt, afgrænsede afstemninger om energianlæg.

    Enhedslisten mener – fremgår det af DR Nyheder - at en afstemning vil være mere værdifuld og retvisende end fx en høring vil være.

    - En afstemning vil vise, om der er et tavst mindretal eller tavst flertal, siger medlem af byrådet for Enhedslisten Leif Gjørtz Christensen.

    Hvis forslaget går igennem, skal det bagefter diskuteres, hvordan man afgrænser, hvem der kan stemme. Det bliver dog stadig kommunalbestyrelsen, der træffer den endelige afgørelse i sagen.

    *****

    Klimamonitor:
    På Salling vil forskere mineralisere CO2 i vulkansk aske

    Et forskningsprojekt vil bruge et geologisk lag af vulkanisk aske, en vertikal rørboring og meget tætpakket danskvand til at lagre CO2. Ifølge Klimamonitor er det potentielt nemmere og billigere end at lagre gassen på traditionel vis.

    Potentialet alene i Jylland og dele af Fyn er ganske stort. Der er anslået omkring 200 lag vulkansk aske 200-300 meter nede i jorden. Hvis man pumper stærkt koncentreret danskvand – altså vand med CO2 – ned i lagene med aske, kan man nemlig reproducere klodens naturlige CO2-cyklus og mineralisere CO2’en.

    - I forhold til at fange CO2, komprimere det til en væske, putte det på en lastbil og køre det til en havn, putte det på en båd og sejle det ud til et gammel gasfelt i Nordsøen – så er energiprofilen jo langt bedre her, hvor man kan etablere et anlæg lige ved siden af punktkilden, siger David Lundbek Egholm, der både er professor på Institut for Geoscience på AU og direktør for den virksomhed, Sunstone.

    Han vurderer overfor Klimamonitor, at prisen for processen bliver på 100 euro per ton og gerne helt ned til 50 euro. Til sammenligning regner Energistyrelsen med en pris på 1.200 kroner per ton CO2 lagret som gas.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...