Kredsløb løfter både omsætning og indtjening
LÆS I DAG:
Nye fjernvarmeprojekter i Skagen kan snart blive en realitet.
Kassø: Splinternyt anlæg skal tredobles.
Oliepriser fortsætter i vejret efter weekendens angreb mellem Israel og Iran.
Energiselskab overvejer kinesiske møller i Danmark.
Energy Supply:
Kredsløb løfter både omsætning og indtjening
Der er positive toner i det regnskab, som Kredsløb netop har lagt frem. Omsætningen stiger og det samme gør indtjeningen – og i fællesskab sikrer det kunderne fortsat stabile varmepriser, fremgår det af Energy Supply.
- Verden og energi- og forsyningsbranchen er præget af fortsat uforudsigelighed. Det til trods fastholder Kredsløb en sund økonomi og en robusthed, der gør det muligt at holde priserne i ro overfor vores kunder, udtaler Thomas Elgaard, økonomidirektør i Kredsløb, i en pressemeddelelse.
Kredsløb har i 2024 sikret sig centrale kontrakter på affaldsområdet og har med sin prækvalifikation til den statslige CCS-pulje er de tættere på at kunne modtage midler til CO2-fangst.
Det fremgår videre af pressemeddelelsen, at det kommercielle overskud understøtter ambitionerne om at investere i elektrificeret varmeforsyning og udfase biomasse efter 2030.
*****
Skagen Nyt:
Nye fjernvarmeprojekter i Skagen kan snart blive en realitet
Den 18. juni skal Økonomiudvalget i Frederikshavn Kommune behandle et forslag om to nye fjernvarmeprojektet fra Skagen Varmeværk. Projekterne omfatter i alt potentielt op mod 477 husstande, og vil være endnu et skridt i den grønne omstilling og en styrkelse af den lokale energiforsyning.
Skagen Nyt fortæller, at der er tale om et større projekt for 417 varmeforbrugere, mens det mindre kan komme til at omfatte 60 husejere. Begge projekter har fået tilsagn om støtte fra Fjernvarmepuljen på samlet knap fem mio. kroner.
Det mindre projekt kan – med den kommunale godkendelse – få opstart allerede til august i år, mens det større projekt forventeligt kan påbegyndes medio 2026.
Den konkrete forhandling i Økonomiudvalget drejer sig om en kommunalt garanti til begge projekter.
*****
JydskeVestkysten:
Kassø: Splinternyt anlæg skal tredobles
European Energy vil tredoble produktionen ved det eksisterende anlæg i Kassø. JydskeVestkysten skriver, at Aabenraa Kommune bakker op og begynder arbejdet med ny lokalplan.
Virksomheden ønsker at udvide anlægget med cirka ni hektar syd og øst for det nuværende område, som i dag dækker omkring seks hektar. Udvidelsen skal blandt andet rumme et nyt anlæg til produktion af e-bio-methanol.
Udvidelsesplanerne vil også omfatte Aabenraa Fjernvarmes anlæg i området, hvor der ønskes opført en akkumuleringstank .
- Ambitionen er at udvide til en produktion, der er tre gange større end det nuværende anlæg. Det sker på grund af nærheden til det eksisterende anlæg og muligheden for at koble til elnettet gennem den eksisterende opkobling ved Kassø, forklarer Emil Vikjær-Andresen, PtX-chef i European Energy.
*****
EnergiWatch:
Oliepriser fortsætter i vejret efter weekendens angreb mellem Israel og Iran
Krigen i Mellemøsten mellem Israel og Iran slog igennem på oliepriserne allerede fredag, og ifølge EnergiWatch fortsætter den tendens i denne uge. Mandag morgen er den europæiske referenceolie, Brent, steget med halvanden dollar.
Det skal se så baggrund af, olieprisen allerede fredag steg med otte procent for en tønde.
Ifølge Marketwire er den største bekymring for oliehandlerne situationen i Hormuzstrædet. Her bliver omkring 20 procent af verdens daglige olieudbud transportet, og der er frygt for en nedlukning af strædet som følge af krigshandlingerne.
Ifølge analytiker Robert Rennie fra Westpac Bank er det dog usandsynligt, at olieprisen fortsætter med at stige markant, medmindre der kommer et direkte forsøg på at blokere Hormuzstrædet, eller hvis Houthi-oprørere i Yemen går til angreb på skibstrafikken, skriver Bloomberg News.
*****
Børsen:
Energiselskab overvejer kinesiske møller i Danmark
Eurowind, der er en af de største udviklere af landvind- og solcelleparker i Danmark, overvejer nu at indkøbe kinesiske vindmøller til deres landvindprojekter. Det er en direkte følge af, at staten nu støtter havvindprojekter, så det presser landvindprojekter økonomisk. Det skriver Børsen.
Eurowind har kaldt havvindaftalen en skævvridning af konkurrencen, som ifølge selskabet kan få store konsekvenser for udbygningen af støttefri grøn energi på land.
Derfor kan indkøb af de billigere kinesiske komponenter være en “nødvendig løsning” for at sikre, at økonomien i fremtiden hænger sammen i selskabets danske landvindprojekter. Det gælder også kinesiske vindmøller.
- Vi har egentligt ikke noget ønske om det her, men vi mener bare, at industrien tvinger os til at kigge i andre retninger. For vi skal have sænket omkostningerne nu, når man i Danmark vil smide omkring 60 pct. statsstøttet energi ind i et marked, siger Jens Rasmussen, der er adm. direktør for Eurowind.
Skriv kommentar