Foreløbige tiltag ikke nok: Skal findes flere værktøjer, hvis elnettet skal følge trit med den grønne omstilling
LÆS I DAG:
LA vil erstatte biomasse med atomkraft.
Hele bestyrelsen gik af efter økonomisk morads.
Kommune vil droppe to statslige energiparker: "Det giver os ikke nogle fordele – tværtimod".
Klimaministeriet går ikke fri: Sådan indgår Aagaards embedsværk i milliardstor sparerunde.
Oppositionen raser over gas-forvirring.
Vild statistik: Angribes 19.000 gange om måneden.
Fredensborg Kommune nærmer sig grønne fjernvarmeplaner.
GridTech:
Foreløbige tiltag ikke nok: Skal findes flere værktøjer, hvis elnettet skal følge trit med den grønne omstilling
Energinet melder om længere sagsbehandlingstider, længere leveringstider og stigende priser udfordrer fortsat Energinets anlægsprojekter. Det er meget bekymrende, mener Dansk Fjernvarme. Det skriver GridTech.
Omfanget af forsinkelser er nu på 73 procent, og det er nu en stadigt større barriere for elektrificeringen af fjernvarme – særligt omkring de større byer, lyder det således fra Dansk Fjernvarme, der påpeger, at det værste fald betyder, at fjernvarmeselskaberne levetidsforlænger eller investerer i anden varmeproduktion, selvom man egentlig gerne vil elektrificere.
- Det er samtidig vigtigt at pointere, at de nuværende forsinkelser hos Energinet også risikerer at ramme kunder der skal tilsluttes DSO-nettet, så det rammer ikke kun de kunder der tilsluttes direkte i TSO-nettet, lyder det fra Michael Søgaard Schrøder.
*****
Altinget:
LA vil erstatte biomasse med atomkraft
Liberal Alliance mener, at atomkraft kan spille en afgørende rolle i udfasning af biomasse i energisektoren.
- Vi kan ikke dække al opvarmningen med energi fra sol og vind, så vi bliver også nødt til at gøre noget andet. Atomkraft er en regulerbar, grøn energikilde, som både kan bidrage med el og varme. På den måde kan atomkraft spille en rolle i at få udfaset biomassen, siger klima- og energiordfører Steffen Frølund (LA) til Altinget.
Han understreger, at selvom der er enkelte kilder til biomasse, der kan kaldes helt vedvarende, er det ikke altid, der er helt styr på, hvor biomassen kommer fra. Og noget af det, Danmark bruger i dag er ikke vedvarende. Og det er ikke smart, lyder det fra ordføreren.
Liberal Alliances udmelding kommer efter kampagnen fra Danmarks Naturfredningsforening. Som også har kastet en modkampagne af sig fra Dansk Skovforening.
*****
Horsens Folkeblad:
Hele bestyrelsen gik af efter økonomisk morads
I denne uge blev der afholdt en ekstraordinær generalforsamling i Tørring Kraftvarmeværk på bagkant af stort millionunderskud og varslet prisstigning. Generalforsamlingen begyndte ganske dramatisk, da den siddende bestyrelse valgte at trække sig, fremgår det af Horsens Folkeblad.
- Situationen er den, at hele bestyrelsen har valgt at gå af. Derfor vil vi heller ikke komme med vores påstand om, hvordan værket skal udvikle sig de kommende 10 år. Det er ikke noget, en ny bestyrelse skal stå på mål for, sagde Mads Damgaard.
Dermed hentydede han til, at bestyrelsen forud havde varslet at være klar med en plan for, hvordan selskabet skulle komme videre og ud af det økonomiske morads.
Det skete ikke og i alt 10 valgte sig til kampvalg om de ti pladser i bestyrelsen. Efter en længere optælling blev de fem nye medlemmer til bestyrelsen fundet i form af Morten Plykker, Katrine Lind, Chris Larsen, Kim Lindblad og Kåre Møller.
*****
EnergiWatch:
Kommune vil droppe to statslige energiparker: "Det giver os ikke nogle fordele – tværtimod"
Aabenraa Kommune har meddelt staten, at man ikke længere ønsker, at to solcelleanlæg bliver udpeget som statslige energiparker. Kommunen mener, at det giver mere bøvl end fordele, så de fortsætter med planlægningen, skriver EnergiWatch.
”Der er usikkerhed om, i hvilken grad en udpegning som energipark er til fordel for det enkelte projekt, bygherren og planlægningen,” skriver Plan, Teknik og Miljøudvalget i et referat fra udvalgets seneste møde.
Ifølge Ditte Lundgaard Jakobsen, der er direktør for Plan, Teknik & Miljø i Aabenraa Kommune, handler det især om de afstandskrav til boliger, som nye solcelleanlæg skal overholde. De er simpelthen mere strikse i de enkelte bekendtgørelser, der bliver lavet for hver af de potentielle energiparker, end i den eksisterende solcellebekendtgørelse.
*****
Altinget.dk:
Klimaministeriet går ikke fri: Sådan indgår Aagaards embedsværk i milliardstor sparerunde
Det såkaldte nye statslige arbejdsprogram, der skal skære ned på udgifterne i statsapparatet, rammer også i Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet, der frem mod 2030 skal finde 129 mio. kroner på budgettet. Det skriver Altinget.dk.
Det trecifrede millionbeløb gør Klimaministeriet til et af de ressortområder, der ifølge planen samlet set skal spare flest penge. Kun Ministeriet for Grøn Trepart og Skatteministeriet skal skære ned for større beløb.
Ifølge arbejdsprogrammet er det op til hvert ministerium selv at udarbejde planer for, hvilke opgaver der skal bortfalde. For nuværende kan Klimaministeriet dog ikke sige noget yderligere om besparelserne.
"Ministeriet er ved at se på en samlet tilpasnings- og produktivitetsplan, der skal understøtte en konkret implementering af administrationsbesparelserne. Denne plan foreligger ikke endnu," oplyser Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet i en skriftlig kommentar til Altinget.
*****
Energy Supply:
Oppositionen raser over gas-forvirring
Både energiordfører for De Konservative, Dina Raabjerg, og klimaordfører for SF, Carl Valentin, skyder med skarpt mod klimaministeren og vil have ham til at stå skoleret omkring udfasning af gasfyr i de danske hjem. Det skriver Energy Supply.
Carl Valentin har været primus motor i at få ministeren i et samråd den 20. august, hvor Lars Aagaard skal forklare, hvorfor han og regeringspartiet Venstre løber fra Klimaaftalen fra 2022.
- I SF er vi skuffede over, at regeringen skaber tvivl om den aftalte målsætning om at brugen af gasfyr til boligopvarmning skal være udfaset i 2035, skriver Carl Valentin i en kommentar til Energy Supply.
Dina Raabjerg bakker op om SFs forslag og giver til kende, at hun er ”dybt frustreret” og ”meget forundret”, at klimaministeren ”kan være fuldstændig ligeglad” med den aftale, der altså blev indgået i 2022.
*****
Nordjyske:
Vild statistik: Angribes 19.000 gange om måneden
Løgstør Fjernvarme skal – på lige fod med mange andre fjernvarmeselskaber – bruge mere og mere tid og penge på at forsvare sig mod hackerangreb. I dag bliver de således angrebet med lidt over to minutters mellemrum - det svarer til 19.000 hackerangreb om måneden.
- I forvejen bruger vi rigtig mange penge på at forbedre sikkerhedssystemerne, så det er da på godt nordjysk rigtig træls, at udgifterne kun ser ud til at skulle stige i de kommende år, siger bestyrelsesformand Torben Frederiksen til Nordjyske.
Selskabet brugte i 2024 400.000 kroner på firewalls til computerne, og der er også – og skal også fremadrettet – bruges midler på beredskab.
- Det er et lovkrav, at fjernvarmeværker over en vis størrelse skal have en beredskabsplan, men vores egen anbefaling til alle vores medlemmer er, at de skal se at få en plan, siger Mette Bjørnlund fra Dansk Fjernvarme.
*****
Klimamonitor:
Fredensborg Kommune nærmer sig grønne fjernvarmeplaner
Der er nu foretaget seismiske undersøgelser af undergrunden i Nordsjælland, og de viser angiveligt, at der er gunstige geologiske forhold for geotermi mellem Nivå og Kokkedal i Fredensborg Kommune. Det skriver Klimamonitor på baggrund af en dagsorden i udvalget forNatur-, Miljø- og Bæredygtighed.
Det er Innargi og Norfors, der har stået for undersøgelserne, og Norfors forventer, at et geotermianlæg kan levere en betydelig del af den fremtidige grønne varmeforsyning Allerød, Fredensborg, Helsingør, Hørsholm og Rudersdal Kommune.
Norfors ønsker at etablere et anlæg på 50-75 MW, hvor der er mulighed for en fremtidig udvidelse. Derfor er en tidligere grusbane for fodboldklubben Nivå-Kokkedal Fodboldklub blevet inddraget for at huse et muligt geotermianlæg.
Kommunen og Norfors skal i den videre proces indgå en aftale om leje og eller køb af arealet eller dele heraf. Der skal desuden gives miljøtilladelser og byggetilladelser, inden et anlæg kan opføres.
Skriv kommentar