Energiprofessor om voldsomme fjernvarmepriser på Nordals: Byrådet må ikke træde hjælpende til
LÆS I DAG:
Forsyning øger intern kontrol i lyset af fjernvarmeskandale.
Varmeværk indfører ny prisstruktur.
Google vil sætte AI på pause, hvis elnettet lider.
Jv.dk:
Energiprofessor om voldsomme fjernvarmepriser på Nordals: Byrådet må ikke træde hjælpende til
Energiprofessor Brian Vad Mathiesen slår fast, at politikerne på Als ikke kan hjælpe varmekunderne på Nordals ved at spæde til prisen, så de undgår en stigning på over 3.000 kroner om året. Det skriver Jv.dk.
Den nordjyske professor slår ganske enkelt fast, at det vil være forbudt for byrådet og kommunen at spæde til økonomien i fjernvarmeselskabet, SONFOR.
- Et byråd må ikke bevilge penge til et fjernvarmeselskab. Her skal være vandtætte skotter, og driften skal hvile i sig selv. Det er noget, vi har prioriteret i Danmark, modsat blandt andet Sverige, hvor fjernvarmekunder kan risikere, at deres penge kan blive brugt til f.eks. at finansiere busdrift, fortæller Brian Vad Mathiasen.
Fjernvarmekunderne på Nordals vil sikkert ikke være enige med ham, men ifølge energiprofessoren er den danske lovgivning "en kæmpe fordel". For den går begge veje.
Skatteborgerne risikerer ikke at skulle give tilskud til et forsyningsselskab, ligesom fjernvarmekunderne heller ikke risikerer, at et byråd malker deres kasse.
*****
EnergiWatch:
Forsyning øger intern kontrol i lyset af fjernvarmeskandale
Kontrollen med direktionen er strammet op, der er blevet luget ud i en række interne forhold og nye procedurer i det gældsplagede Odsherred Forsyning er blevet indført. Det er følgen af det økonomiske morads, som den nordsjællandske forsyning er havnet i, fremgår det af EnergiWatch.
- Det har været nødvendigt at stramme grebet og kontrollen med budgetteringen af projekter i forsyningen, siger Lars Therkildsen, bestyrelsesformand i Odsherred Varme, til CleantechWatch.
Det sker for at undgå, at fremtidige projekter kan sende den sjællandske forsyning ud i økonomiske kvaler, som det var tilfældet med den omdiskuterede fjernvarmeudrulning, der skred voldsomt af sporet og først blev bremset efter en milliardgæld havde hobet sig op.
Redningskransen, der har sendt økonomien på rette spor igen, indebærer blandt andet, at forsyningens gæld på 1,5 mia. kr. er halveret. Det har betydet, at forsyningens i alt 51 kreditorer sammenlagt har måttet sluge et tab på 677 mio. kr.
Men hvis der havde været mere kontrol med den daværende varmedirektion, kunne forsyningen have undgået at opbygge en så stor milliardgæld, mener Lars Therkildsen.
*****
Videbæk-Spjald Avis:
Varmeværk indfører ny prisstruktur
Spjald Fjernvarme- og Vandværk indfører fra den 1. oktober en ny prisstruktur for selskabets fjernvarmeforbrugere. Dermed følger de anbefalinger til prisstruktur, som Dansk Fjernvarme anbefaler sine medlemmer, fremgår det af Videbæk-Spjald Avis.
- Den nye prisstruktur er mere kostægte end den gamle. Det vil sige, at værkets faste omkostninger i højere grad dækkes af den faste del af varmeprisen, mens værkets produktionsomkostninger dækkes af det såkaldte forbrugsbidrag, der er den variable del af varmeprisen, siger formanden for Spjald Fjernvarme- og Vandværk, Rasmus Mikkelsen.
Den nye prisstruktur skulle gerne gøre det lettere for bestyrelsen at lægge budget og dermed også give en mere stabil varmepris for værkets 631 fjernvarmeforbrugerne. Der er dog et mindre men ved den nye struktur: Der kommer en mindre prisstigning.
*****
Ingeniøren:
Google vil sætte AI på pause, hvis elnettet lider
Google har i USA netop indgået en aftale med to forsyningsselskaber, der betyder, at Google skruer ned for elforbruget, hvis der er hedebølge. Det sker ud fra devisen, at det er vigtigere med strøm til fx at køle hus ned end AI, skriver Ingeniøren.
Aftalen med Indiana Michigan Power og Tennessee Valley Authority offentliggøres samtidig med, at en hedebølge, hvor netop klimaanlæg sætter elnettet under pres, ligger tungt over blandt andet de stater, som de to selskaber leverer elektricitet til.
Ifølge den nye aftale vil de to forsyningsselskaber i en situation, hvor energiforbruget eksploderer, eller der opstår andre problemer i elnettet, kunne anmode Google om at reducere energiforbruget til AI-opgaver i området ved at omprioritere opgaverne eller udsætte mindre vigtige opgaver.
Ifølge Google er det første gang, virksomheden leverer hvad man kalder demand response ved at regulere energiforbruget til maskinlæringsopgaver.
Skriv kommentar