Sløv elektrificering: »De snakker om grøn omstilling og grøn profil, og så følger de ikke op i virkeligheden«
LÆS I DAG:
V-formand erkender: Vi skulle have solgt Ørsted.
Liberal Alliance vil sælge Ørsted: Staten skal ikke være aktiespekulanter.
Ørsted trækker sig fra CCS-opløbet: Ekspert forventer flere vil følge efter.
17.000 fik sendt en rykker ved en fejl.
Interessen er enorm: 1000 fjernvarmekunder har nu tilmeldt sig krisemøde.
Klimamonitor:
Sløv elektrificering: »De snakker om grøn omstilling og grøn profil, og så følger de ikke op i virkeligheden«
Elektrificeringsgraden i Danmark er på tre årtier blot steget med 3,2 procentpoint – fra 18,5 procent i 1990 til 21,7 procent i 2024. Det viser en analyse fra Dansk Erhverv, hvor organisationen også konkluderer, at vi skal firedoble tempoet, hvis vi skal nå EU’s pejlemærke om 32 procent om blot fem år. Det skriver Klimamonitor.
Og det er den afdæmpede udvikling, der har skabt et stormløb mod Energinet – det statslige selskab, der står for udbygningen af det danske elnet, og som er massivt kritiseret for forsinkelser.
- Vi har brug for et meget mere proaktivt Energinet. Det er et kæmpe problem, at elnettet er kommet bagud, og det er det, fordi Energinet ikke har eksekveret og handlet på opskaleringen til en fremtid med mere strømproduktion og -forbrug, lyder det fra Kristian Jensen, adm. direktør i Green Power Denmark.
Lignende lyder det fra Dansk Erhverv. De peger også på Energinet, og ifølge vicedirektør Ulrich Bang er det forsinkede elnet blandt årsagerne til den sløve elektrificering.
- Den første årsag er de økonomiske rammer. Den anden er den unødvendige politiske usikkerhed, der bl.a. kommer, når regeringspartier taler for brug af biogas og stiller spørgsmålstegn ved, om gasfyrene overhoved skal udskiftes. Den tredje er, om der egentlig er et elnet, virksomhederne kan tilslutte sig, siger han.
*****
EnergiWatch:
V-formand erkender: Vi skulle have solgt Ørsted
Venstre og formand Troels Lund Poulsen står fortsat bag, at staten skal investere i Ørsted, men han mener – som V gjorde for år tilbage – at staten skal ud af den store danske energivirksomhed. Det skriver EnergiWatch.
“Det havde bestemt været godt for Danmark, hvis Ørsted havde solgt havvinddivisionen, som vi i 2022 gik til valg på, da vi i Venstre ikke mener, at statslige selskaber som Ørsted skal drive global, kommerciel virksomhed,” udtaler Troels Lund Poulsen i en skriftlig kommentar til Børsen.
Flere andre partier mener ligesom Venstre, at Ørsted ikke skal have staten med i ejerkredsen, heriblandt Liberal Alliance, Konservative, Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne.
*****
DR.dk:
Liberal Alliance vil sælge Ørsted: Staten skal ikke være aktiespekulanter
Liberal Alliance stemmer i koret af partier, der vil have den danske stat ud af sit ejerskab af Ørsted. Staten ejer 50,1 procent af aktierne, og som hovedaktionær har et flertal i Folketinget besluttet, at staten skal skyde 30 mia. kroner i virksomheden, fremgår det af DR.dk.
Men ifølge Liberal Alliance bør staten sælge sin aktiemajoritet.
- Vi skal ikke være aktiespekulanter. Det egner vi os ikke særligt godt til, lyder det fra partiets politiske ordfører Sólbjørg Jakobsen.
Ørsted har de seneste år tabt store summer på investeringer i havvindmølleparker i USA. Det har sendt aktiekursen i knæ, og gjort det nødvendigt for virksomheden at rejse ny kapital.
*****
Ingeniøren.dk:
Ørsted trækker sig fra CCS-opløbet: Ekspert forventer flere vil følge efter
Ørsted bliver den første prækvalificerede aktør, der har trukket sig fra kapløbet pengene fra den statslige CCS-pulje. Men tænketanken Concito forventer at flere trækker sig før deadline i foråret 2026, fremgår det af Ingeniøren.dk.
- Udmeldingen kommer ikke bag på os, da vi forventer, at biomasseanlæg vil være de dyreste punktkilder at installere CCS på i Danmark, siger Tobias Johan Sørensen, senioranalytiker i Concito og uddyber:
- Det er det dels, fordi biomasseanlæg har færre driftstimer end andre anlæg, da de primært leverer varme i fyringssæsonen. Dertil ser vi højere biomassepriser som følge af øget efterspørgsel efter blandt andet restbiomasse til energi, produkter og CO2-lagring, der skubber prisen op og kan gøre projekter urentable efter en investeringsbeslutning.
Endelig påpeger han, at Ewii, der hidtil har aftaget store dele af varmen fra Ørsteds Skærbækværk, har besluttet sig for at investere væk fra træbiomasse og i mere elektrificering af varmen, hvorfor beslutningen samlet set ikke kommer som nogen overraskelse.
*****
Helsingør Dagblad:
17.000 fik sendt en rykker ved en fejl
Forsyning Helsingør har ved en fejl sendt rykkere om varmebetaling ud til 17.000 kunder. Det skete i begyndelsen af august, fremgår det af Helsingør Dagblad. Selv om forsyningen hurtigt fik gjort opmærksom på fejlen, var der dog en del kunder, der nåede at betale rykkeren af frygt for, at yderligere strafgebyrer skulle tikke ind i eBoks.
- Alle, der har nået at betale, får pengene retur. Og det er vi allerede ved at iværksætte, siger Thomas Hag, der er ansvarlig for kommunikation og presse hos Forsyning Helsingør.
En af de borgere, der fik en uventet rykker tilsendt, var Per Johansson fra Helsingør.
- Jeg forstår det ikke. Jeg betaler jo via betalingsservice hvert kvartal, og det sker helt automatisk. Man mister tillid til, at deres systemer virker korrekt i andre sammenhænge, lyder det fra Per Johansson.
*****
JydskeVestkysten:
Interessen er enorm: 1000 fjernvarmekunder har nu tilmeldt sig krisemøde
Interessen ser ud til ingen ende at have for det kundemøde, som SONFOR har inviteret til om de varslede prisstigninger på Nordals. Nu kan JydskeVestkysten melde, at 1.000 har tilmeldt sig mødet, der finder sted i dag.
Mødet er kommet i stand, efter Sonfor 27. juni varslede store prisstigninger. En gennemsnitskunde kan således forvente en prisstigning på næsten 3.400 kroner om året. Det førte til oprettelsen af Facebookgruppen "Stop Fjernvarmepriserne på Nordals", hvor kommentarer fra vrede kunder væltede ind, og hvor mange efterlyste en grundig forklaring.
Sonfor besluttede herefter at invitere til kundemøde torsdag den 14. august.
Skriv kommentar