Gå til hovedindhold

En historisk lang periode har Danmark slukket for beskidt brændsel

LÆS I DAG:

Professor vil holde liv i dansk kulkraftværk.
Kommune begræder Ørsted-melding: Det er en våd klud i ansigtet.
Prisstigning tvinger Ove til at spørge børnene om penge.
Argo-direktør stopper: "Der er noget andet, jeg gerne vil hen imod".
Efter sløjt 2024: Salget af varmepumper stiger igen.
Gammel fjernvarmetank vender tilbage i drift.

18. aug. 2025
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    DR.dk/Nyheder:
    En historisk lang periode har Danmark slukket for beskidt brændsel

    I maj slukkede Nordjyllandsværket deres gigantiske kedel, som fyres med et af Danmarks mest beskidte brændsler: Kul. Siden har kraftvarmeværket været slukket. Og det er historisk. For det betyder, at Danmarks energiforsyning i mere end tre måneder har kørt helt uden kul.

    Ifølge DR.dk/Nyheder er det ikke sket siden 1800-tallet, hvor vi i stor stil begyndte at brænde kul af i Danmark og gjorde kullet til hjørnestenen i vores el- og varmeforsyning.

    At Danmark oplever så lang en periode uden kul, hænger sammen med, at en række kulkraftværker sidste år blev pensioneret i Odense, Aarhus og Esbjerg. Så når Nordjyllandsværket holder sommerlukket – som de gør hvert år – så rammer kulforbruget et stort rundt nul.

    - Vi er i Aalborg så heldige, at vi har store mængder overskudsvarme fra cementproduktionen på Aalborg Portland og affaldsvarme fra Nordværk. De to har stort set altid stået for sommervarmen i Aalborg, siger konstitueret direktør for Aalborg Forsyning, Jesper Høstgaard-Jensen.

    *****

    DR.dk/Nyheder:
    Professor vil holde liv i dansk kulkraftværk

    Det er for tidligt at pensionere Danmarks sidste kulkraftværk – Nordjyllandsværket ved Aalborg - inden vi har gode erstatninger klar i perioder med mangel på vind og sol, siger professor. Det skriver DR.dk/Nyheder.

    Energiprofessor Brian Vad Mathiesen mener således, at beslutningen om at lukke Nordjyllandsværket er truffet for tidligt.

    - Det er meget bekymrende. I den del af landet er der ikke store kraftværker, der kan træde til, og hele Vestdanmark bliver mere og mere presset i situationer, hvor der ikke er sol og vind, siger Brian Vad Mathiesen.

    Professoren hentyder til, at det endnu er usikkert, hvordan danskerne skal få strøm, hvis der er længere perioder i vintermånederne, hvor vinden lægger sig.

    I en sådan periode er der en risiko for, at også vores nabolande mangler strøm. Så kan danskerne risikere en meget høj strømpris - eller dediceret mangel på strøm. Det vil gøre ondt på forbrugernes pengepung og elnettets stabilitet.

    *****

    Altinget:
    Kommune begræder Ørsted-melding: Det er en våd klud i ansigtet

    Ørsteds beslutning om at droppe sine planer om CO2-fangst kan ligne begyndelsen på udfasningen af Skærbækværket i Fredericia. Det er ifølge Altinget vurderingen fra udvalgsformanden for klima-, energi- og miljø i Fredericia Kommune.

    - Det er en simpel konklusion, når Ørsted nu skriver, at de vil fokusere på vindmøller. Det ligger i kortene, at de ikke ønsker at fortsætte med Skærbækværket. Selvom der ikke er nogen, der siger, at de ikke ønsker det, er vi nødt til at læse lidt mellem linjerne, siger Tommy Rachlitz Nielsen.

    Meldingen kom som ”noget af en overraskelse” for politikerne i Fredericia, fortæller Tommy Rachlitz Nielsen.

    - Vi vil meget gerne producere grønt brændstof på vores raffinaderi i Fredericia, og det skal man bruge grønt kulstof til. Derfor er vi også meget kede af beslutningen. Den betyder, at vi skal finde det biogene kulstof andre steder, siger han.

    *****

    JydskeVestkysten:
    Prisstigning tvinger Ove til at spørge børnene om penge

    Ove Nielsen er pensionist og varmekunde hos SONFOR på Nordals. Og han er nødt til at skære voldsomt ned på sine og hustruens udgifter som følge af de prisstigninger, som SONFOR har meldt ud. Det skriver JydskeVestkysten.

    Overfor avisen nævner han, at muligheden for at besøge børn og børnebørn i Norge og Silkeborg ikke længere er til stede.

    De økonomiske vanskeligheder træder i kraft til november, hvor Ove kan se frem til, at hans varmeregning stiger igen - denne gang med 3.500 kroner om året. Oves varmeregning bliver dermed så stor, at der ikke er plads til ture som disse i budgettet.

    Fremadrettet bliver Ove nødt til at spørge sine børn om penge, hvis han skal hjælpe til med at passe børnebørnene - noget, som påvirker ham meget.

    - Det er ekstremt nedværdigende. Jeg ville jo gerne kunne klare mig selv.

    *****

    EnergiWatch:
    Argo-direktør stopper: "Der er noget andet, jeg gerne vil hen imod"

    Direktør for Argo, Trine Lindegaard Holmberg, stopper på sin post fra årsskiftet. Det er ifølge hende selv efter eget ønske, hun stopper som direktør efter mere end ni år i spidsen for affaldsselskabet, fremgår det af EnergiWatch.

    - Beslutningen om at stoppe er min egen og truffet efter grundige overvejelser. Det har været en meningsfuld tid, båret af dygtige medarbejdere, engagerede ejerkommuner og en bestyrelse med mod og retning, udtaler Trine Lindegaard Holmberg.

    I et LinkedIn-opslag uddyber Trine Lindegaard Holmberg stoppet yderligere.

    ”Jeg har et fantastisk job, og der er ikke noget, jeg skal væk fra. Men der er noget andet, jeg gerne vil hen imod,” skriver Trine Lindegaard Holmberg, der dog ikke kommer det nærmere, hvad hun konkret har i sigte.

    *****

    Ingeniøren.dk:
    Efter sløjt 2024: Salget af varmepumper stiger igen

    Det går igen frem med salget af individuelle varmepumper, lyder meldingen fra såvel Tekniq som Varmepumpeindustrien. I 2. kvartal af 2025 er der således solgt 3666 varmepumper, hvilket svarer til en fordobling i forhold til samme periode i 2024. Det skriver Ingeniøren.dk.

    - Det er en god nyhed for danske arbejdspladser, dansk omstilling og dansk gasudfasning, at vi i stigende grad vælger varmepumperne til. Og med gode branchevilkår kan vi fortsætte den positive tendens, udtaler Niels Peter Skov, formand for brancheforeningen Varmepumpeindustrien.

    I Danmark toppede salget i 2022, hvor der i 4. kvartal blev tæt på 10.000 vandbårne varmepumper. Siden er salget altså faldet markant.

    https://ing.dk/artikel/efter-sloejt-2024-salget-af-varmepumper-stiger-igen

    *****

    Herning Folkeblad:
    Gammel fjernvarmetank vender tilbage i drift

    Om to til tre uger begynder Videbæk Energiforsyning på at genopfylde den gamle akkumuleringstank på Håndværkervej, der siden efteråret 2023 har været tømt for varmt vand. Tanken blev tømt, da vandet herfra blev pumpet over i den nye og større akkumuleringstank, fremgår det af Herning Folkeblad.

    I tiden side da har tanken gennemgået en grundig service og inspektion, som nu har konkluderet, at den er i god stand og med få reparationer kan være klar til fortsat drift. Det sætter Videbæk Energiforsyning nu i værk.

    Direktør Jan Grarup fortæller, at der skal fyldes 2700 kubikmeter vand i tanken. Processen bliver ikke overstået på et par dage - tværtimod. Med en daglig påfyldning på 40 kubikmeter tager det godt to måneder at få tanken helt fyldt.

    Når arbejdet er færdigt, står Videbæk Energiforsyning klar med to fuldt funktionsdygtige akkumuleringstanke til fyringssæsonen 2025/2026.

    - Vi håber, at vi med to tanke kan skabe en endnu bedre fleksibilitet i driften. Det kan være med til at fastholde en lav pris på fjernvarmen og i bedste fald gøre den billigere for forbrugerne, siger direktør Jan Grarup.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...