Branchen kræver punktum for regeringens slingrekurs på gasmål
LÆS I DAG:
Klimaminister kaldes i samråd: »Nu må det være nok«.
PtX-aktør trods Ørsteds exit: Fortsat god idé med CO2-fangst på træfyrede kraftvarmeværker, hvis vi vil nå klimamål.
"Et risikabelt projekt": Skeptisk kommune kan være på vej ud af Argo-ejerkreds.
Spidskandidat ønsker uvildig vurdering af bestyrelser i forsyningsselskaber.
EU kritiserer Danmark: Rekord i afbrænding af affald.
Genbruger varme: Supermarkeder skærer markant i energiforbrug.
Green Power Denmark: Det bliver svært at genindføre elafgift.
DI: Lavere el-afgift vil sætte skub i elektrificeringen.
Andel vil bruge sænket elafgift til at sælge flere varmepumper.
Elafgiftens sløjfes og truer sparevaner: Varmepumpeejere får mindst ud af festen.
Nye tal: Så mange fjernvarmeprojekter er kuldsejlet på et år.
EnergiWatch:
Branchen kræver punktum for regeringens slingrekurs på gasmål
Det skal være slut med udmeldinger, der svækker danskerne lyst til at skifte fra gas til fjernvarme som boligopvarmning. Det er meldingen fra bl.a. Dansk Fjernvarme, der kritiserer klimaminister Lars Aagaard for at skabe usikkerhed om målet om udfasning af gasopvarmning i 2035.
- Man har været i gang med at blæse og have mel i munden på samme tid. Nu ser vi frem til, at vi kan få en drøftelse om, hvad det er, man vil på det her område, siger politisk chef i Dansk Fjernvarme, Rune Moesgaard, til EnergiWatch.
Det sker med henvisning til, at ministeren i et skriftligt svar til energiordfører Dina Raabjerg erkender, at man ikke med den nuværende indsats kommer i mål med gasudfasningen i 2035. Der skal nye initiativer til, indrømmer ministeren.
- Man har fra regeringens side ikke været god nok til at sætte stolen for døren over for boligejerne med gasfyr. Man skal være klar og tydelig over for dem, at de ikke kan blive ved med det, siger Rune Moesgaard.
*****
Finans.dk:
Klimaminister kaldes i samråd: »Nu må det være nok«
Klimaminister Lars Aagaard skal endnu en gang stå skoleret for Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget under Folketinget. Og igen handler det om de forsinkelser, som Energinet har i udbygningen af elnettet i Danmark. Det fortæller Finans.dk.
Konkret er det De Konservative, SF og Enhedslisten, der står bag kravet om et samråd. Her skal han forklare, hvorfor ordførerkredsen ikke blev orienteret om, at forsinkelserne er endnu værre, end det var fremme under mediestormen i foråret.
- Mest af alt er det her et spørgsmål om, at vi aldrig får præsenteret den fulde sandhed, og der bliver ikke gjort nok for at løse problemerne. Nu må det være nok, siger De Konservatives energiordfører Dina Raabjerg.
Derudover har Enhedslisten og De Konservative allerede bedt om at få en uvildig undersøgelse af forholdene i Energinet. De mener ikke, at Energinet selv er i stand til at analysere selskabets problemer.
*****
GridTech:
PtX-aktør trods Ørsteds exit: Fortsat god idé med CO2-fangst på træfyrede kraftvarmeværker, hvis vi vil nå klimamål
CO2-fangst fra biomassefyrede værker giver stadig god mening, lyder meldingen fra Triangle Energy Alliance. Det på trods af, at Ørsted har meldt sig ud af kapløbet om milliarder fra den statslige CCS-pulje.
Ifølge GridTech havde Triangle Energy Alliance ellers set et stort potentiale i at høste kulstof fra Skærbækværket og omsætte det til kulstofholdige flydende brændsler.
- Det afspejler jo ikke, hvorvidt det er en god ide eller ej at lave CO2-fangst på Skærbækværket. For det er en god ide, hvis vi skal nå de nationale og kommunale klimamål, som er svære at nå uden CO2-fangst og lagring – især på biomasse, som tjener mange forskellige formål i energi- og byggeindustri. Det mener Klimarådet jo også og mig bekendt flere grønne NGO’er, Søren Schmidt Thomsen, der er direktør for Triangle Energy Alliance.
*****
NB Forsyning & Klima:
"Et risikabelt projekt": Skeptisk kommune kan være på vej ud af Argo-ejerkreds
Planerne om CO2-fangst på affaldsenergianlægget i Roskilde fører nu måske til, at Odsherred Kommune trækker sig som medejer a ARGO. Ifølge borgmesteren er det et risikabelt projekt, og det skal man ikke have mere af i Odsherred, fremgår det af NB Forsyning & Klima.
Borgmester Karina Vincentz siger således til mediet, at hun deler denne skepsis med sine byrådskolleger, der i januar føjede til protokols, at kommunen "forbeholder sig ret til at udtræde af projektet, når der kommer yderligere klarhed over økonomi og vilkår".
Denne beslutning er baggrunden for, at Argo har sat gang i en proces, der kan ende med, at Odsherred Kommune træder ud af det fælleskommunale affaldsselskab, der ejes af ni sjællandske kommuner.
På et ekstraordinært bestyrelsesmøde før sommerferien godkendte Argos bestyrelse et oplæg til udtrædelsesvilkår, som indebærer, at Odsherred Kommune allerede 1. januar 2026 kan forlade ejerkredsen.
*****
NB Forsyning & Klima:
Spidskandidat ønsker uvildig vurdering af bestyrelser i forsyningsselskaber
En plads i bestyrelsen for et forsyningsselskab skal ikke være et tilfældigt politisk ben, men man skal vurderes på sine faglige kvalifikationer for at få pladsen. Det er tankegangen bag et forslag fra rådmand i Odense Kommune, Søren Windell, skriver NB Forsyning & Klima.
Den konservative politiker understreger, at det for ham er vigtigt, at der er en forbindelse mellem byrådet og de kommunalt ejede forsyningsselskaber, men udpegningen af byrådsmedlemmer til bestyrelserne skal sikre, at bestyrelserne kan træffe de bedste beslutninger – og det kræver kvalifikationer.
- Vi synes, man bør overveje den automatiske udpegning af formand, i forhold til om er den rigtige måde at gøre det på. Vi synes, at kvalifikationer er vigtigere end forbindelserne til byrådet, fordi det er driften af meget store selskaber, som opererer under forskellige lovgivninger, siger Søren Windell med henvisning til, at den nuværende udpegning følger d'Hondts fordelingsmetode.
*****
CleantechWatch:
EU kritiserer Danmark: Rekord i afbrænding af affald
I en revision af miljøreglerne for 2025 skriver EU-Kommissionen, at Danmark på bl.a. affaldsområdet kan gøre mere, og at Danmark er det land i EU, der producerer og forbrænder den største mængde kommunale affald per indbygger. Det skriver CleantechWatch.
Miljøminister Magnus Heunicke (S) deler i et skriftligt svar til Altinget ikke helt EU-Kommissionens vurdering af affaldssituationen i Danmark. Han påpeger, at der er forskel på opgørelsesmetoder i EU for indsamling af affaldsdata, hvilket kan give en skævvridning af billedet, når man sammenligner på tværs af EU-lande.
”Men,” tilføjer Magnus Heunicke, ”det er ingen hemmelighed, at vi danskere producerer store mængder affald, men vi bliver også bedre til at sortere.”
*****
Energy Supply:
Genbruger varme: Supermarkeder skærer markant i energiforbrug
Hos Danmarks næststørste dagligvarekoncern, Coop, peger prognoserne på en CO2-besparelse på 75 pct. ved udgangen af i år. Det er resultatet af en flerårig indsats – Super Supermarkets – som Danfoss, Dansk Fjernvarme, Teknologisk Institut og Energy Cluster Denmark står bag i samarbejde med Coop.
Energy Supply fortæller, at man målrettet udnytter den varme, som normalt går tabt, når fødevarer bliver kølet ned.
Ifølge energichef i Coop, Nicki Pagh Børgesen, har projektet overgået alle forventninger:
- Vi har installeret 50-60 anlæg og udviklet et koncept for intelligent butiksoptimering. I dag er udnyttelse af overskudsvarme en essentiel del af vores drift – vi bygger simpelthen ikke nye butikker uden et varmegenindvindingsanlæg, siger han.
*****
EnergiWatch:
Green Power Denmark: Det bliver svært at genindføre elafgift
Regeringens tanker om at sænke elafgiften markant, vækker glæde hos Green Power Denmark, hvor den administrerende direktør mener, at der er tale om den mest fornuftige afgiftslettelse, fremgår det af EnergiWatch.
- I dag kommer hovedparten af strømmen fra grønne kilder som vindmøller og solceller, og det er et kæmpe paradoks, at det, vi skal bruge mere af, er belagt med en tårnhøj afgift, lyder det fra Kristian Jensen.
Han ved, at der i første omgang kun er tale om en toårig ordning, men forventningen i Green Power Denmark er, at den bliver permanent.
- Når danskerne i to år har vænnet sig til billig grøn strøm i husholdningerne, så bliver det vanskeligt at skulle betale den høje afgift igen, siger Kristian Jensen.
*****
EnergiWatch:
DI: Lavere el-afgift vil sætte skub i elektrificeringen
Omstillingen til et mere elektrificeret samfund går for langsomt, og derfor er det tiltrængt, at regeringen nu vil sænke elafgiften fra 72,7 øre per kWh til 0,8 øre, hvilket er EU’s minimumsafgift. Det er budskabet fra DI, skriver EnergiWatch.
- Det er superpositivt, at regeringen lægger op til at lempe elafgiften, da det vil være til gavn for den elektrificering, der er en grundsten i den grønne omstilling. For den går slet ikke går hurtigt nok i øjeblikket, udtaler Troels Ranis, vicedirektør i DI.
Ifølge DI anslår regeringen, at en enlig kontanthjælpsmodtager, der bor i lejlighed, vil spare 1000 kroner om året. DI mener derfor, at en lempelse af elafgiften rent faktisk vil mindske uligheden i samfundet.
- I en tid, hvor priser på mange forbrugsgoder stiger, vil en lavere elafgift være kærkommen lempelse af økonomien for mange forbrugere, udtaler Troels Ranis .
*****
EnergiWatch:
Andel vil bruge sænket elafgift til at sælge flere varmepumper
Den varslede sænkning af elafgiften får Andel Energi til melde ud, at den i fremtiden lavere elregning skal bruge til at lokke flere til at vælge varmepumper. Det skriver EnergiWatch.
- Det her kommer til gavn for alle forbrugere. Og at de ser frem til et større rådighedsbeløb, det er jo rigtig fint at se fra vores perspektiv, siger direktør i Andel, Marlene Holmgaard Fris, til EnergiWatch.
Andel vil derfor sætte fuld blus på arbejdet med at sælge varmepumper til danskerne, så de kommer væk fra fossil energi.
- Der er ingen tvivl om, at vi vil rigtig, rigtig gerne vil være med til at udfase de gamle gasanlæg i Danmark, og i stedet for at få flere varmepumper ud for at hjælpe den grønne omsætning på vej. Og det vil det her helt sikkert bidrage til, når afgiften bliver fjernet, siger Marlene Holmgaard Fris.
*****
GridTech:
Elafgiftens sløjfes og truer sparevaner: Varmepumpeejere får mindst ud af festen
Det bliver danskere uden hverken elbil eller varmepumpe, der vil få mest ud af den afgiftssænkning, der er lagt op til i 2026 og 2027. Varmepumpeejere er fx allerede fritaget for afgift, lyder forklaringen fra fagekspert ifølge GridTech.
Det er allerede sådan, at man med et elforbrug over 4.000 KWh og i BBR er registreret som el-opvarmet hus, så har man allerede en afgiftsfritagelse på forbruget over de 4.000 KWh.
Derved vinder man relativt set lidt på afskaffelsen af elafgiften sammenlignet med husejere, der ikke har en varmepumpe eller en elbil for den sags skyld.
- En typisk familie i Danmark, der ikke bor i et el-opvarmet hus, har et gennemsnitligt forbrug på 4.500 KWh, vil spare mere end familien, der allerede har en varmepumpe, fordi de kun får reduceret for de 4.000 KWh, de hidtil ikke har fået afgiftsfritagelse på, mens den almindelige familie får hele deres forbrug på 4.500 KWh eller måske 6.000 KWh reduceret, forklarer Tue Patursson, der er fagekspert i energirenovering hos Bolius.
*****
Energy Supply:
Nye tal: Så mange fjernvarmeprojekter er kuldsejlet på et år
Konverteringen fra gas til fjernvarme halter alvorligt, skriver Energy Supply på baggrund af en ny rapport fra KL. Rapporten påpeger, at en lang række fjernvarmeprojekter er kuldsejlet i løbet af det forgangne år.
30 pct. af de godkendte fjernvarmeprojekter blev udskudt eller afblæst i 2024. Det efterlader 49 aktive projekter på tværs af landet. Heraf står fire projekter færdige, skriver Energy Supply.
Og mens landets kommuner samlet set forventede at godkende 119 fjernvarmeprojekter sidste år, blev realiteten en helt anden. Mere end 40 pct. af de forventede projekter blev ikke godkendt i 2024.
- Rapporten understreger, at der er brug for at hæve tempoet, lyder det fra formand for KL’s Klima- og Miljøudvalg, Johannes Lundsfryd, i en pressemeddelelse.
Skriv kommentar