Gå til hovedindhold

Andel fusionerer tre selskaber

LÆS I DAG:

Verdo skærer medarbejderstaben ned i "omfattende" fyringsrunde.
Fire ud af fem projekter er forsinket, men formanden er »meget tilfreds« med topchefen.
Slut med el-tørke i Nordjylland: Nye kabler på vej.
Eksperter er enige: Sløjfet el-afgift er ikke et klimapolitisk tiltag.
Analytikere: Stop på Revolution Wind bliver en dyr omgang for Ørsted.
Fjernvarmeprisen stiger: Små fjernvarmeselskaber topper prislisten – men kan også være de billigste.
Forsyningsselskab fyrer otte ansatte og sender økonomifunktion i udbud.

25. aug. 2025
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    EnergiWatch:
    Andel fusionerer tre selskaber

    Der er brug for en reorganisering af Andel-koncernen, og derfor fusionerer Andel nu sit energiselskab Andel Energi, ladeselskabet Clever, som Andel-koncernen tidligere har ejet godt 94 pct. af, og energiappen Watts. Det skriver bl.a. EnergiWatch.

    Bag beslutningen ligger en erkendelse af, at Andel – ligesom mange andre i branchen – er ramt af en mere uforudsigelig verden, og det udfordrer udbygningen af ny vedvarende energiproduktion og bremser omstillingen væk fra fossile brændsler.

    Beslutningen bliver taget på baggrund af et halvårsregnskab med røde tal på bundlinjen, og Andel kan ikke undsige sig, at forretningens fremtidige økonomi spiller ind.

    - Det handler om at skabe mest mulig grøn omstilling for pengene og dermed værdi for andelshavere, kunder og samfund, udtaler Jesper Hjulmand, Andels adm. direktør i en pressemeddelelse.

    *****

    CleantechWatch:
    Verdo skærer medarbejderstaben ned i "omfattende" fyringsrunde

    Det randersbaserede energi- og forsyningsselskab Verdo fyrer 50 medarbejdere og nedlægger i alt 70 arbejdspladser. Det kom frem i slutningen af sidste uge og er nu bekræftet af koncernen selv, fremgår det af CleantechWatch.

    - Der er ingen tvivl om, at dette er et resultat af, at vi kom med et stort minus i 2024 og også vil komme med et minus i år, siger topchef Jesper Vinter Barslund til EnergiWatch, der kalder fyringerne for ”omfattende”.

    Opsigelserne skal reducere forsyningsselskabets årlige omkostninger med 50 millioner kroner og sker i lyset af, at Verdo landede et underskud i seneste regnskab på 171,6 mio. kr. før skat.

    Det er primært på tre områder af koncernen, der er problemer: Verdo Teknik, Verdo Energy Systems og Verdo Trading. Selskabet har derfor omstruktureret forretningsgrenene og bevæger sig væk fra ”komplekse projekter” til fordel for mindre systemer og projekter, som koncernen bedre kan se mulighed for at tjene penge på.

    *****

    Finans.dk:
    Fire ud af fem projekter er forsinket, men formanden er »meget tilfreds« med topchefen

    Den stærke kritik, der har været af ledelsen i Energinet ovenpå massive forsinkelser i elnet-udbygningen, bliver nærmest blankt afvist af bestyrelsesformanden for Energinet, Mogens Lykketoft. Det skriver Finans.dk.

    - Jeg mener, vi har en meget velledet virksomhed, siger den tidligere toppolitiker Mogens Lykketoft, der har siddet for bordenden i Energinets bestyrelseslokale i de seneste fem år.

    Han afviser at kunne genkende det billede, som kritikere har tegnet af Energinet og navnlig ledelsen.

    - Jeg genkender ikke overskrifternes fremstilling af en deroute i en statslig monopolvirksomhed. Jeg tror ikke, der er nogen af de søsterselskaber, vi har i nabolandene, der under de samme restriktioner ville have mestret at manøvrere meget bedre under så store forandringer, siger Mogens Lykketoft.

    *****

    Ingeniøren.dk:
    Slut med el-tørke i Nordjylland: Nye kabler på vej

    Energinet vil forstærke nettet i Nordjylland med nye 150 kV kabelforbindelser i jorden. Samtidig tages forældede 150 kV luftledninger ned. Derudover bygges nye 150 kV højspændingsstationer, og de eksisterende udvides, fremgår det af Ingeniøren.dk.

    Projektet går fra Vendsysselværket øst for Nørresundby mod vest til Klim Fjordholme ned over Limfjorden til Mosbæk ved Aars.

    Projektleder i Energinet Allan Nielsen siger til TV 2 Nord:

    - Det betyder for langt de fleste, at de eksisterende master fjernes, og så graves der midlertidige kabler ned, og her efterlader vi jorden, som den var, da vi overtog det. Så er der fire steder, hvor vi skal bygge nye blivende installationer, som selvfølgelig fylder noget i landskabet, men her har vi taget alle de hensyn, vi kan, i forhold til natur og mennesker, og de vil blive beplantet bagefter, så de er skærmet godt af.

    Projektet er sammen med to andre anlægsprojekter i Energinet udvalgt til en ny og hurtigere miljøproces - et såkaldt net-fremskyndelsesområde. Det er baseret på europæisk lovgivning og skal forkorte miljøprocesserne.

    *****

    Klimamonitor:
    Eksperter er enige: Sløjfet el-afgift er ikke et klimapolitisk tiltag

    Når regeringen stort set helt og holdent sløjfer el-afgiften, så giver det ikke ret meget grøn om stilling. Det er den stort set enslydende kommentar fra et par energi- og forsyningseksperter, som Klimamonitor har talt med.

    - Det her er først og fremmest et skattepolitisk tiltag, ikke et klimatiltag. Derfor glæder det mig også, at politikerne ikke sælger det sådan, for det mener jeg ikke, at man kan, lyder det således fra energiprofessor Brian Vad Mathiesen fra Aalborg Universitet.

    Ifølge Hans-Henrik Lindboe, der er partner ved Ea Energianalyse, har elafgiften ikke nogen direkte forvridende effekt på den grønne omstilling, fordi de ting vi gerne vil have elektrificeret – transport, rumvarme og procesvarme – som hovedregel allerede er fritaget fra elafgiften.

    Derfor vil tiltaget formentlig have større effekt på de private elkunders forbrug. Og der er trods alt ikke meget grøn omstilling i, at det fremover bliver billigere at vælge større fjernsynsskærme eller mindre effektive dybfrysere.

    *****

    EnergiWatch:
    Analytikere: Stop på Revolution Wind bliver en dyr omgang for Ørsted

    Ørsted kan se frem til milliardtab som følge af BOEM’s, det amerikanske energibureau, ordre om at stoppe arbejdet på havvindmølleparken Revolution Wind. EnergiWatch citerer aktieanalytikere for, at regningen kan være omkring én milliard kroner til tocifrede milliardbeløb, hvis projektet afbrydes permanent.

    Ifølge Sydbanks chefaktieanalytiker, Jacob Pedersen, er det en overraskende melding fra de amerikanske myndigheder.

    - De økonomiske konsekvenser af ”stop-work”-ordren kan blive voldsomme for Ørsted. I bedste fald kan domstolene omstøde og ophæve ”stop-work”-ordren. Men det vil tage tid og formentlig påføre Ørsted løbende omkostninger i omtrent samme niveau som i eksemplet med Empire Wind. Det er uvist, hvornår og hvorvidt Ørsted kan få erstatning for den type omkostninger, skriver Jacob Pedersen i en kommentar ifølge Marketwire.

    Meldingen fra de amerikanske myndigheder kommer i kølvandet på offentliggørelsen af en kæmpe kapitalrejsningsplan, hvor der skal findes 60 mia. kr. hos investorerne.

    *****

    GridTech:
    Fjernvarmeprisen stiger: Små fjernvarmeselskaber topper prislisten – men kan også være de billigste

    Der er store lokale forskelle på varmepriserne, men GridTech skriver, at fællesnævneren fra den seneste prisstatistik over fjernvarmepriserne i Danmark viser, at gennemsnitsprisen for fjernvarme er steget.

    Således er det vægtede gennemsnit for at opvarme et standardhus – efter den gamle definition på 130 kvadratmeter med et årligt varmeforbrug på 18,1 MWh – steget fra 15.929 kroner i august 2024 til 16.816 kroner i januar 2025, hvor de seneste tal stammer fra.

    Og fælles for størstedelen af de 15 dyreste selskaber, der figurerer på listen, er, at der er tale om relativt små selskaber.

    Hos Dansk Fjernvarme kan Bettina Aagaard Vester, der er områdechef for Analyser & Statistik, generelt konstatere, at varmeprisudviklingen og høje varmepriser skyldes lokale forhold såsom energikontrakter, investeringer og afskrivninger.

    - For små fjernvarmeselskaber er der samtidig færre forbrugere at fordele økonomien ud over, og det kan måske forklare, hvorfor det er små fjernvarmeselskaber, der ligger øverst i varmeprisstatistikken, siger hun til GridTech.

    *****

    NB Forsyning & Klima:
    Forsyningsselskab fyrer otte ansatte og sender økonomifunktion i udbud

    Bornholms Energi & Forsyning vil have hyppigere afrapporteringer og outsourcer økonomifunktion i to år. Ifølge NB Forsyning & Klima er målet at ruste selskabet til at styre store anlægsprojekter bedre.

    Konkret betyder det, at otte økonomimedarbejdere mister jobbet som følge af ændringen.

    Direktør Claus Andersen begrunder beslutningen med, at selskabet de næste 10-12 år skal gennemføre store projekter på forsyningsområderne - reinvesteringer i alle Bornholms renseanlæg, elektrificering af fjernvarmen og en fremtidssikring af reserveforsyningen på kraftværket i Rønne.

    - Vi er i dag gode til at håndtere mindre projekter med lavere kompleksitet. Fremover får vi brug for at være lige så gode til at håndtere store projekter med høj kompleksitet, siger han i en pressemeddelelse.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...