Aagaard: Sænket elafgift får "meget begrænset" effekt på elektrificeringen
LÆS I DAG:
Klimaminister i kovending om tilladelse til kommunale solceller.
Ny forsyningsdirektør får kun tidsbegrænset stilling.
Norsk energi-kæmpe mærkede Trumps vrede: Nu får Ørsted milliarder i håndsrækning.
Østjyllands største solcellepark indviet på Djursland.
EnergiWatch:
Aagaard: Sænket elafgift får "meget begrænset" effekt på elektrificeringen
Klimaminister Lars Aagaard erkender nu åbent, at den sænkede elafgift får en ”meget begrænset” virkning på den nødvendige elektrificering af energi- og forsyningsområdet i Danmark. Det skriver EnergiWatch med henvisning til et svar fra ministeren til en kollega i Folketinget, Carl Andersen, fra Liberal Alliance.
”Den toårige afgiftslempelse skønnes umiddelbart at have meget begrænset strukturel virkning på elektrificeringen i Danmark,” lyder det således i det skriftlige svar, der bl.a. står i skarp modsætning til andre udsagn fra aktører i branchen.
DI’s vicedirektør, Troels Ranis, roste tiltaget for at ville være ”til gavn for den elektrificering, der er en grundsten i den grønne omstilling”, mens Kristian Jensen, adm. Direktør i Green Power Denmark udtalte, at lempelsen vil få flere husstande til at skifte væk fra fossile energikilder.
Afgiftlempelsen kommer til at koste statskassen 7 mia. kr., men samfundsgevinsten vil løbe op i 2 mia. kr. i 2030, anslår Det Miljøøkonomiske Råd.
*****
EnergiWatch:
Klimaminister i kovending om tilladelse til kommunale solceller
Man har som bekendt et standpunkt, indtil man tager et andet. Det gælder således for klimaminister Lars Aagaard, der har været arg modstander af, at kommunerne skal opsætte solceller på kommunale bygninger og dermed bliver elproducenter.
EnergiWatch har gravet tilbage i tiden og fundet et citat med ministeren fra december 2024, hvor han argumenterede, at ligesom kommuner ikke producerer og sælger elbiler eller plantebøffer, så skal de heller ikke sælge strøm.
Nu har han og hans parti, Moderaterne, haft en afgørende rolle i at fjerne kravet om et særskilt selskab til kommunernes solceller, da regeringen fredag præsenterede sit forslag til finansloven for næste år.
Nu kan Lars Aagaard erkende, at der har været forskel på partiets og hans egen tilgang til spørgsmålet.
- Min glæde er, at jeg repræsenterer regeringens politik, siger Lars Aagaard.
*****
CleantechWatch:
Ny forsyningsdirektør får kun tidsbegrænset stilling
Aalborg Forsynings nyansatte økonomidirektør Niels Dechow, der fik store roser med på vejen ved sin præsentation, er ikke blevet fastansat i forsyningen. Det skriver flere medier – herunder CleantechWatch.
Den konstituerede administrerende direktør, Jesper Høstgaard-Jensen, oplyser nu, at Niels Dechow i første omgang er ansat på en etårig kontrakt, hvorefter der skal findes en permanent løsning til posten.
Niels Dechow skal samtidig fortsætte ”i et begrænset omfang” hos sin hidtidige arbejdsgiver på Aalborg Universitet, hvor han er professor i økonomistyring.
Niels Dechow erstattede Nils Ove, der havde stået i spidsen for forsyningens økonomi gennem tre år.
*****
Ingeniøren.dk:
Norsk energi-kæmpe mærkede Trumps vrede: Nu får Ørsted milliarder i håndsrækning
Den norske energimastodont Equinor mærkede for nylig selv, hvordan det er at være underlagt luner fra Trump-administrationen omkring havvindprojekter. Og nu kommer de med milliarder af kroner Ørsted til undsætning i en lignende situation, skriver Ingeniøren.dk.
Konkret står nordmændene klar til at tegne nye aktier til en værdi af op til seks milliarder danske kroner. De kommende milliarder er en reaktion »på de aktuelle udfordringer i branchen,« og som en støtte til »havvindens konkurrenceevne i udvalgte geografiske områder.«
- Som reaktion på de udfordringer, havvind står over for, vil branchen opleve konsolidering og nye forretningsmodeller. Equinor mener, at et tættere industrielt og strategisk samarbejde mellem Ørsted og Equinor kan skabe værdi for alle aktionærer i begge selskaber, skriver Equinor i en pressemeddelelse.
Selskabet ejer i forvejen 10 procent af Ørsted, og vil forud for den næste generalforsamling også indstille en kandidat til Ørsteds bestyrelse.
*****
Randers Amtsavis:
Østjyllands største solcellepark indviet på Djursland
Mandag indviede energi- og rådgivningskoncernen NRGi og Sampension deres nye solcellepark mellem Kolind og Nødager - et anlæg, der med sine 122 hektar er Østjyllands største. Det beretter Randers Amtsavis.
Den nye energipark har været under opførelse siden 2024 og er nu klar til at levere 132.000 MWh om året, svarende til det årlige forbrug i 30.000 husstande.
- Vi glæder os naturligvis til at indvie den nye solcellepark. Projektet er fra starten udviklet i tæt samarbejde med Syddjurs Kommune, lokalsamfundet og de nærmeste naboer, og den gode dialog har været helt afgørende for, at vi står her i dag. Samtidig er der ingen tvivl om, at anlægget med sin størrelse og kapacitet er et vigtigt skridt i vores ambition om at accelerere den grønne omstilling og understøtte elektrificeringen af samfundet, siger Jakob Bundgaard, direktør i NRGi Renewables, i en pressemeddelelse.
Skriv kommentar